Dar Salim
Kendte

Dar Salim tog et år ud af kalenderen: Jeg blev nødt til at se min rastløshed i øjnene

For Dar Salim har vejen til toppen været en motorvej i overhalingsbanen, hele tiden videre! Da han havde opnået alt det, han ville, opdagede han pludselig, at det ikke ville gøre ham glad at fortsætte ræset. Der manglede noget, han var slet ikke landet i sit liv. Det er han i dag – efter et års pause, som han har brugt på lange samtaler og refleksioner over sit liv

Det er sofaen, man får øje på først. Det er den største sofa, jeg nogensinde har set – over fire meter lang og med plads til tre pyjamaspartyer ad gangen. Dar plejer at joke med, at dem, der sidder yderst, er nødt til at sms’e til hinanden. Sofaen står langs væggen i den store lyse stue i den moderne lejlighed yderst på Islands Brygge. Med det store glasparti ud til altanen, hvor der er vand og et lille stykke strand lige nedenfor, får man lidt en fornemmelse af at være ved Middelhavet. Der er lidt feriestemning over Dar Salims hjem, som bortset fra sønnens værelse er minimalistisk og stilrent indrettet. Efter at have været i selskab med Dar et par timer kan jeg ikke lade være med at tænke, at indretningen står i kontrast til ham selv.

 

For der foregår meget inde i hovedet på den populære skuespiller. Et spørgsmål fra mig leder os flere gange over i en helt anden kontekst, hvor der bliver reflekteret og perspektiveret, så vi lander et tredje sted.

– Der har været sådan en matrix i mit liv: Selv om jeg stod midt i en situation, kunne jeg altid se den udefra. Jeg så ikke kun mennesker i den statusmæssige kontekst, vi nu var i, men fra en anden side også – uden altid helt at forstå det. Jeg opfangede bare, at der var noget bagved, som definerede mennesket, men som han eller hun ikke selv kunne se. Og hvis jeg kunne lyse det op, kunne jeg selv tage stilling til, om det var rigtigt. Jeg er først blevet bevidst om senere i livet, at det er det, jeg har gjort, og måske er det derfor, jeg sidder her i dag. Fordi jeg har kunnet læse og forstå, hvordan mennesker fungerer. Måske er det også derfor, jeg er god til mit arbejde, siger Dar Salim.

Ingen tvivl om, at han er det – god til sit arbejde. Med den nye film ”Til vi falder”, hvor Dar Salim spiller en af de to hovedroller, bliver man for alvor overbevist om, at han mestrer så meget mere end rollen som machomand og Iben Hjejles pæne fotograf-kæreste i ”Dicte”.

LÆS OGSÅ: Thure Lindhardt: Som voksne bliver vi kærlighedsjunkier

Jeg græd så inderligt

”Til vi falder” er et intenst og følelsesladet drama om et par, der vender tilbage til Spanien, hvor deres lille søn forsvandt for flere år siden. Mens Louise (svenske Lisa Carlehed) prøver at se fremad, kan Adam (Dar Salim) ikke slippe tanken om, at sønnen stadig er i live. Dar Salim formår at trække publikum helt ind i sin afgrundsdybe sorg, vrede og afmagt, så følelserne raser rundt i én fra start til slut.

– Min verden er sådan indrettet, at når jeg laver noget, som bliver en succes, så vil folk gerne have noget magen til igen. Jeg havde lige lavet ”Underverdenen” og ”Kriger”, hvor jeg spiller mere hårdkogte typer, og jeg nåede til et punkt, hvor jeg havde lyst til at bevæge mig over i en helt anden boldgade – uanset hvad folk gerne ville have. ”Til vi falder” er en meget følelsesladet historie, hvor man kommer ned i nogle helt andre, dybe lag.

– For at det skal virke, skal du komme frem til de lag inde i dig selv – hvis jeg kan mærke det, kan du også mærke det, hvis jeg lader som om, synes du, det er en dårlig film. Og skuespil for mig er at nå derhen. Så det var hårdt. Jeg græd så inderligt under optagelserne. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har grædt sådan. Da vi sagde tak, måtte alle tage en pause, og instruktøren sad bare nede på gulvet og holdt om mig. Alle var dybt påvirkede, fortæller Dar Salim.

Helt fortjent er anmelderroserne allerede regnet ned over ham efter verdenspremieren i Tallinn sidste år. Et år, som på flere niveauer blev et vendepunkt for Dar Salim.

Rastløsheden

I slutningen af 2017 var han nået til et punkt, hvor han ikke længere kunne ræse ud ad den motorvej, han havde kørt på de sidste mange år.

– Jeg havde opnået det, jeg ville, på mange områder, og jeg kunne mærke, at jeg var nået til et stadie, hvor jeg troede, det var det, jeg skulle: Være på plakaten, få anerkendelse, sælge billetter. Økonomisk manglede jeg ikke noget, og jeg kunne sagtens bare sige ja til den næste hovedrolle i en ny TV-serie, men jeg kunne mærke, jeg var … ikke tømt, men jeg kunne ikke finde behovet inde i mig selv for at lave det næste. Der var andre ting i mit liv, jeg havde behov for at fokusere på.

– Jeg har altid været enormt meget far for min søn, men jeg har ikke rigtig dyrket at passe på mig selv som voksen, eller dyrket kærligheden i mit liv. Jeg har altid haft en masse skønne kvinder omkring mig, men er aldrig stoppet helt op for at mærke efter, hvad fanden jeg vil. Der har altid været et behov for at komme videre til det næste, men nu var det bare ikke dét, der ville gøre mig glad. Så jeg var nødt til at stoppe op, fortæller Dar Salim, som valgte at tage en pause fra arbejdet i et helt år.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Hvad har du lavet i det år?

– Jeg har været ude at rejse. Købt en stor, lækker speedbåd med plads til mange venner, sejlet meget selv … bare ud af havnen og lade båden drive ude ved vindmøllerne, hvor jeg sad med en fiskestang. Først derude kunne jeg mærke, hvor rastløs jeg egentlig er, når jeg er her. Hvor mange ting der hele tiden skal tjekkes og tages stilling til. Og så snart jeg har fem minutter fri er jeg ved at åbne en restaurant eller et leasing-firma. Jeg kan ikke lade være.

– Det dér behov, jeg har for hele tiden at starte noget nyt, det ER jo en form for rastløshed. Det blev jeg nødt til at se i øjnene, så det ikke var den, der styrede mit liv, men mig, der styrede den egentlig gode energi, som jeg kunne bruge lidt mere koncentreret på færre ting.

Jeg var ikke glad

Hvad handler den rastløshed om?

– Vi er jo født til at være i bevægelse og forsørge vores familie, vi er ikke født til at lave ingenting. Det ligger ikke i vores natur. Jeg tror, vi fra gamle dage er skabt til at være i fremdrift og har nogle naturlige instinkter for hele tiden at frembringe noget – og så er rastløshed måske bare et moderne ord for det. Hvis vi levede i stenalderen, og jeg var god til at fange bisoner, ville du så sige, at jeg var rastløs eller en god jæger?

– Vi er i virkeligheden meget få mennesker her i verden, der er så rige og har det så godt, at vi ikke hele tiden skal bekymre os om, hvorvidt der falder bomber ned i hovedet på os, eller det næste måltid. Vi har for meget tid, vi dør ikke længere som 40-årige, så nu giver vi tingene navne, f.eks. syvårskrise i forhold, rastløshed, stress. Ikke for at undervurdere det – det er bare sådan, vi lever, fordi alle andre behov i behovspyramiden er opfyldt. Jeg var måske bare en stærkere jæger af natur, hvis jeg havde levet i en anden tid.

– Nu er jeg så her i denne her tid, hvor jeg ikke længere har reelle problemer. Eller jo, jeg har da MASSER af problemer. Jeg kunne godt sidde her og fortælle dig om alle de ting, jeg synes er mega uretfærdige. Men det handler mest om, at jeg ikke er helt tilfreds med det billede, Euroman har valgt, om det her interview bliver godt, eller om jeg nu skulle have sagt nej til den reklamekampagne, hvor jeg kunne have tjent en masse – flere – penge. Men det er jo ABSURD at have det sådan! Og det var dén erkendelse, jeg gjorde i starten af 2018. Jeg skal ikke ud og fange flere bisoner. Jeg er mæt. Så nu tør jeg godt vente på den helt rigtige bison, før jeg går på jagt igen.

Var det provokerende for dig at stoppe op og være stille?

– Nej, jeg trængte til det. For jeg kunne mærke, at jeg var begyndt at blive ked af det. Det er sådan noget, der kan føre til depression, hvis ikke man er opmærksom på det. Jeg kunne ikke smage ting længere, jeg var ikke glad. Jeg trængte til noget i mit liv, og jeg havde aldrig tid til at vurdere, hvad det var. Jeg var også i en form for forhold, og fordi jeg ikke var vant til at træffe valg, endte jeg med at være sammen med de kvinder, som var de mest standhaftige. Dem, som blev og ikke lod sig afvise. Og til sidst vænner man sig jo til folk. Der opstår en kærlighed ud af nærheden, fordi det er det menneske, man har tættest på rent fysisk.

– Men det var ikke det rigtige overhovedet. Det var nogle, som var et helt andet sted i deres liv, og som ikke havde de samme værdier som mig, men som man alligevel fik sig til at passe sammen med, fordi man havde behov for det. Og jeg kunne virkelig mærke, hvor svært jeg havde ved at slippe folk. Fordi det er så relativt få, der kommer herind, siger Dar Salim og lægger en hånd på hjertet.

– Jeg fortryder ikke noget, de har alle sammen på hver deres måde været dejlige kvinder, men der var nogle ting, jeg skulle have ryddet op i, og det skal man altså bruge tid på. Det er ikke noget, man bare kan gøre mellem optagelserne.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas: I et parforhold bliver du hele tiden konfronteret med dig selv

Samtaler og terapi

Dar Salim kom til Danmark som syvårig, efter at hans familie havde været på flugt fra krigen i Irak i næsten seks år. Da jeg nævner det, tøver han for første gang.

– Selvfølgelig giver det mening at vide, at jeg kommer fra et sted, hvor jeg ikke havde fået de gode kort på hånden, men den historie sluttede for mig for 20 år siden. Da jeg flyttede fra betonkvarteret på Amager som 19-årig og kom i militæret så jeg en anden verden og formåede at komme ind på pilotuddannelsen og blev færdiguddannet som 24-årig. Så historien om ham, som kom fra ingenting, ingen forudsætninger havde og boede i et skodkvarter, den slutter dér. For så har jeg klaret den, siger Dar Salim.

Der er ingen afmålthed eller afvisning i stemmen – det er bare sådan, det er for ham. Han fortæller neutralt på den måde, man kun kan, når man er færdig med det selv.

– Det er klart, at når man starter i minus, har man ikke fået det ind med modermælken, at verden er til for dig. Når man har været i situationer, hvor man ikke havde råd til at betale huslejen eller en pizza, og nu bor her … det er et stort spring. Jeg brugte det år på at få ryddet op i nogle ting, men også på virkelig at kigge mig selv i spejlet og ikke bare se, men indse og anerkende, hvor jeg er henne i mit liv lige nu. At lade det synke ind, at det virkelig er mit, alt det her. Og jeg løber ikke tør. Jeg har ikke noget, jeg skal være bange for, jeg kommer ikke til at gå sulten i seng, min søn vil altid kunne få det, han peger på. Alle de ting er noget, der er sket som et biprodukt af mit arbejde, men det havde ikke sat sig. Jeg havde aldrig før købt ekstravagante ting, det er jeg så begyndt på nu – for fuld udblæsning. Og jeg kan mærke, hvor ligegyldigt det er, og hvor godt det er at få det gjort.

Bare for at prøve det?

– Ja. Og det er da fedt at sejle rundt med sine venner og køre rundt i en stor bil og eje en motorcykel og en kæmpestor sofa. Det er ikke dér, lykken bor, men dér, den kan trives.

Har du vænnet dig til tanken om, at det er lykkedes for dig?

– Ja, men det tog tid at lande i. Også hvilke mennesker der er gode for mig, og hvem der ikke er. Så jeg har brugt det år rigtig meget på samtaler, jeg ikke har haft før. Med få mennesker og først og fremmest min bedste veninde, som samtidig blev ramt af en kræftsygdom og har kæmpet for sit liv. Det gjorde, at alt andet blev fejet væk – det eneste, jeg havde lyst til, var at hænge ud sammen med hende. Køre hende frem og tilbage til hospitalet og sidde sammen med hende, når hun skulle behandles.

– Det var vanvittig hårdt, men også enormt livsbekræftende at opleve, hvor stærk hun var. Hun havde brug for at tale om alt muligt andet end sygdom, så vi talte en masse om mig. Jeg begyndte også at se en terapeut, selv om det er noget, jeg altid har set lidt ned på, for hvad fanden kan sådan en fortælle mig, som jeg ikke allerede ved? Det viste sig at være virkelig godt. Og det er mærkeligt, at jeg, som er så bevidst om at træne min krop, ikke også har været bevidst om at træne min hjerne.

En dygtig pilot

Som færdiguddannet pilot troede Dar Salim, at det var det største, han kunne opnå her i livet. Penge, status, rejser, kvinder – et luftbåret liv i overhalingsbanen.

– Men jeg brugte i virkeligheden kun en lillebitte del af alt det, jeg også indeholder, og jeg anede ikke, at der var noget, der hed kunstnerisk, kreativ og følsom dengang. Jeg var en dygtig pilot, fordi jeg er god til at være i kontrol, jeg stresser ikke og går ikke i panik, men så var det også det. Som pilot skal du netop ikke tænke for meget selv, du skal følge proceduren, og når du først er i luften, sker der ikke noget, før du lander.

– Så det var ikke det rigtige for mig at være pilot, men det var det helt rigtige for mig at opnå. For vejen derhen fandtes ikke, den skulle jeg selv bygge. Mine kammerater på skolen kom med Breitling-ure og havde læst flyblade hele deres liv, og deres far var måske kaptajn, de forudsætninger havde jeg overhovedet ikke. Så det var sindssygt vigtigt for mig at opnå, for hvis du opnår det, du tror er det mest umulige, så åbner verden sig. Så er der ikke længere noget, der er umuligt.

Hvad skete der så, da du kom dertil?

– Så opdagede jeg, at jeg godt kunne bruge de næste 30 år på at gå ud og spille golf med de andre piloter, men det var ikke noget for mig at have et liv, hvor man levede for sin fritid.

LÆS OGSÅ: Robert Hansen: Jeg har simpelthen haft så meget angst

100 procent far

Inden Dar Salim mødte sin søns mor, havde han ingen længerevarende seriøse forhold haft. Han var for flyvsk, for fokuseret på hele tiden at komme videre, videre.

– Men hun er en meget rummelig kvinde, som kunne håndtere mig, og hun insisterede på at give mig et hjem og åbnede mine øjne for en helt anden verden og en anden slags mennesker. Det skulle ikke være os to, men hun har givet mig den største gave i livet, min søn. Jeg tror ikke på den perfekte skilsmisse – for mig er det fuldstændig unaturligt at undvære mit barn – men det må man bare æde, og i dag er vi landet et godt sted.

Hvad betød det for dig at få Zidane?

– Du har jo et liv, før og efter at du har fået et barn. Pludselig bor éns hjerte ikke længere inde i én selv, det bor i ham. Jeg bliver mere og mere forelsket i ham for hver dag. Og der skete noget, da han kom – det var, som om jeg slog rødder. Mit fokus blev altid at være der for ham, altid at være hans far. Ligegyldigt hvor jeg var i verden på optagelse, så brugte jeg gerne en dag på at flyve hjem bare for at se ham i nogle timer. Det gjorde også, at der ikke var tid til andet: Hvis du er 100 procent far og 100 procent passer dit arbejde, så er det voksenlivet, der betaler prisen.

Er du landet et bedre sted i dig selv efter din pause, synes du?

– Ja, det synes jeg. Jeg bliver lige så glad i dag, når jeg får et af de fede jobs, men jeg falder ikke fra hinanden, hvis jeg ikke gør. Jeg har ikke behov for at jagte det. Og jeg har fundet ud af, at bare fordi et menneske opfylder 30 procent af dine behov, skal du ikke gå på kompromis. Nu er jeg her, og så fortjener jeg også at få en, som kan være i det og værdsætte det og synes, det er fedt. Det, jeg kan give. For jeg føler virkelig, at jeg er her. Lige nu, lige her. Mere kan man næsten ikke forlange af livet.

Hvis du ikke havde valgt at blive skuespiller, hvad ville du så lave?

– Så ville jeg engagere mig samfundsmæssigt, fordi jeg synes, det er så inkompetent, det, der foregår. Hvis jeg ser en uretfærdighed har jeg virkelig svært ved at lade være med at blande mig, og det koster noget hver gang. I al den kaos, uro og larm, der er i denne her besynderlige reality-TV-virkelighed, vi lever i, er det reneste, jeg kan tænke på, at tage 100 børn, som ikke har noget godt udgangspunkt, og bygge et hjem til dem.

– Hvis jeg kunne give dem de ressourcer, de skal bruge, og som gammelfar have et værelse oppe på loftet, hvor de kunne komme og få en krammer og en snak, når de havde brug for det, så kunne man sende 100 mennesker ud i verden, som har lært, hvordan man tager sig af andre, og som kan leve et godt liv. Det ville give 100 procent mening for mig.

 

Dar Storm Salim, skuespiller, 41 år. Har sønnen Zidane Storm på otte år fra et tidligere forhold. Dar syntes, at far og søn skulle hedde det samme, så han købte selv mellemnavnet Storm.

 

Læs mere om: