Caroline Wozniacki stopper karrieren som professionel tennisspiller
Underholdning

Caroline Wozniacki stopper karrieren

24. januar 2020
af Freja Bang Lyngbo
foto Jesper Sunesen / Aller foto
Caroline Wozniacki er den mest succesfulde kvindelige tennisspiller herhjemme, og da hun i 2018 vandt Australia Open, strøg hun helt til tops på verdensranglisten. Den 24. januar spillede hun sin allersidste professionelle kamp.

Caroline Wozniacki stopper som professionel tennisspiller

Det gik ikke ligefrem ubemærket hen, da Caroline Wozniacki tilbage i december på sin Instagram-profil offentliggjorde, at hendes karriere som professionel tennisspiller var ved at nå til vejs ende. Mere end 6.000 fans og følgere reagerede med rosende ord og virtuelle kram på opslaget, hvor den 29-årige stjernespiller delte ud af sine tanker om beslutningen.

LÆS OGSÅ: Sofie Linde: Jeg er ikke blevet gift for at blive skilt igen

- Jeg har spillet professionelt, siden jeg var femten år gammel. I den tid har jeg oplevet et fantastisk første kapitel af mit liv, begyndte Caroline Wozniacki.

Med intet mindre end 30 Women’s Tennis Association-singletitler, en førsteplads på verdensranglisten og endnu flere storslåede bedrifter har den unge tennisspiller da også et CV, som vi andre kun kan drømme om. Netop derfor tog hun valget om at sige stop:

- Jeg har opnået alt, jeg nogensinde kunne drømme om og har altid sagt til mig selv, at når jeg til et punkt, hvor der er andre ting end tennis, jeg hellere vil, så er det tid til at stoppe, skrev hun på sit opslag på Instagram.

Tårevædet afsked

Således spillede Caroline Wozniacki ved Australia Open den 24. januar sin allersidste kamp. Og på trods af, at kampen ikke gik helt, som hun havde håbet, var det ikke det, der var årsagen til de mange tårer, hun umiddelbart efter kampen fældede.

- Jeg græder ikke normalt... Jeg er bare virkelig glad, sagde hun til B.T.dk og slog fast, at vi bestemt ikke har set det sidste til hende - i hvert fald ikke uden for banen.

Den nu forhenværende tennisspiller var da heller ikke den eneste, der fik lidt våde kinder, da hun gjorde sit exit fra sin tretten år lange karriere. Både broren, Patrik Wozniacki, og begge Carolines forældre var rørt til tårer.

LÆS OGSÅ: Tove Ditlevsen: Selvom man er elsket, kan man godt føle sig alene

Men selvom Piotr Wozniacki, Carolines far og tidligere træner, tydeligvis var berørt at situationen, var der stadig lidt overskud til at joke:

- Jeg er en fri mand fra i dag (...) Jeg er så glad for, at nu stopper hun, og så er far fri, grinte han og tilføjede, at han håber, Caroline får en familie.

Så hvem ved? Måske en snarlig familieforøgelse også har haft indvirkning på beslutningen? Vi glæder os i hvert fald til at se, hvad Caroline Wozniacki kaster sig over i fremtiden, og glæder os til at følge med på sidelinjen.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også