Kendte

Annette Heick: ”Man siger, at hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, men det synes jeg er noget sludder”

Det er fire år siden, Jesper Vollmer brækkede nakken under en ferie i Thailand, og de fire år har været de hårdeste i Annette Heicks liv. Her fortæller hun om nedbrud, opbrud og sammenbrud – og kunsten at navigere i modstand.

Hun havde ligget og vendt og drejet sig i sengen i flere timer og kunne ikke falde i søvn. Hun var også blevet sulten igen. Så hun stod op og gik ud i køkkenet for at finde noget spiseligt, da Jesper pludselig stod i døråbningen.

– Hvor længe skal jeg være fanget i denne her krop? spurgte han og kiggede på Annette.

 

– Og så brød vi begge to helt sammen. Det var som at falde og falde – ned i et sort hul.

Der var gået et år, siden Jesper Vollmers nakke blev brækket af en kæmpebølge under familiens ferie i Thailand på det tidspunkt. Et år, hvor Annette Heick og Jesper Vollmer konstant havde befundet sig i overlevelses-mode.

– Der var mange mennesker, der var utrolig gode til at fortælle os, hvordan vi skulle håndtere det. Og mange, der var nærmest bebrejdende over, at vi ikke gik i chok med det samme. Men det gik der altså lidt over et år, før vi gjorde. Det første år efter ulykken var ren overlevelse, beroligelse, tag det roligt, vi klarer den, vi er her, vi griber jer. Vi greb hele verden omkring os, indtil der kun var os selv tilbage. Og så fik vi den. Så stod vi dér i en sen nattetime, hvor afgrunden bare åbnede sig under os, og vi faldt og faldt ...

Den nat var første gang, Annette og hendes mand fik talt sammen om, hvad der egentlig skete den dag på stranden i Thailand. Den dag, hvor Jesper sprang i havet og blev slået ned af en kæmpebølge, så hans hoved blev kastet mod sandbunden, og hans nakke brækkede. En australsk kvindelig læge, som også lå på stranden, reagerede så hurtigt, at hun ene kvinde var skyld i, at Annette ikke mistede sin mand den dag. Efter en seks timer lang operation kunne lægerne konstatere, at Jesper ikke var blevet helt lam – der var forbindelse ned til fødderne. Men det var så tæt på, som det kunne komme.

”JEG LIGNER LORT”

– Bare det at få sat ord på, hvad der egentlig skete den dag: ”Hvor var du henne? Hvad gjorde du så, da ..? Hvornår følte du sådan?”. Der var rigtig mange ting, vi ikke havde fået sagt til hinanden, og det gjorde vi den nat. Og så satte vi os ned og så en ”Ted Talk” resten af natten om en kirurg, der havde specialiseret sig i skader mellem 5. og 6. nakkehvirvel, og spurgte hinanden: ”Okay, kan vi gøre noget dér? Er der andre steder, vi kan gøre noget?”. Man kan ikke vide, hvordan folk reagerer, når de får et chok. Og det var så vores måde, fortæller Annette Heick.

Annette Heick sendte mig en sms, inden hun kørte hjemmefra: ”Kører fra Holte om to minutter. Og bare så du er forberedt: Jeg ligner lort og er døden nær af stress!”. Det gør hun så ikke helt – ligner lort – men jeg kan godt se, at der ikke bliver brugt tid foran spejlet om morgenen for tiden. Håret stritter lidt i alle retninger, ansigtet er blottet for makeup, og hendes telefon ringer konstant under interviewet; der er alle mulige praktiske ting, hun skal tage stilling til. Efter næsten 17 år i Sverige er familien Heick-Vollmer flyttet tilbage til Danmark, og deres nye hus i Holte er langtfra færdigt endnu. De første måneder boede de i campingvogn, for det var stort set kun væggene, taget og vinduerne i det nye hus, der var i orden.

Hvorfor flyttede I fra Sverige?

– Det var der forskellige årsager til. For det første ville Eliot, vores ældste, gerne gå i gymnasiet i Danmark, han er 14 år, og så er det altså ikke sjovt at bo så langt ude på landet længere. Og så var der nogle ting i Sverige, som jeg syntes begyndte at blive problematiske i forhold til drengenes skolegang. Politisk synes jeg, Sverige er røget ned i et hul, hvor jeg slet ikke kan identificere mig med dem længere. Det, de foretager sig, har så store konsekvenser, at man kan mærke, at det er uigennemtænkt, og det er blandt andet gået ud over deres skolesystem.

– Jeg ved godt, det er en varm kartoffel, jeg tager fat i nu, for selvfølgelig skal man tage imod flygtninge. Men når der pludselig sidder fem elever i hver klasse, som aldrig har talt andet end deres modersmål, og nogle af dem er dybt traumatiserede, så kan man ikke undgå, at det går ud over de andre elever. Det var ikke unormalt, at der var ildspåsættelser, folk havde knive med i skole, ting blev stjålet, der var trusler. Og det gider jeg simpelt hen ikke. Jeg er helt på det rene med, at vi skal hjælpe mennesker i nød, men det skal ikke gå ud over mine børns skolegang. Sådan tror jeg, de fleste har det, siger Annette Heick og understreger, at det ikke er tankerne bag, hun er uenig med nogen om.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

INGEN BROK I SVERIGE

– Det er bare ikke realistisk at modtage så mange flygtninge på én gang uden at gøre mere for at integrere dem, det er derfor, sådan nogle som Sverigedemokraterna drøner frem. Dem kan jeg absolut heller ikke lide, så jeg syntes, at det hele var lidt ad hekkenfeldt til derovre. Eliot har været meget påvirket af de ting, der skete i hans skole, og det værste er, at man ikke kan tale om det derovre. Hvis man som forældre siger, at man gerne vil have en forklaring og tale om tingene, så møder man det, jeg kalder demokratur, hvor vi alle sammen skal være enige, og ingen må komme med kritik. Når der bliver fundet en pose med, jeg ved ikke hvor mange springknive, på skolen, og mobiltelefoner forsvinder i en lind strøm, så synes jeg, vi har et problem, der skal kommunikeres til forældrene om. Det skete bare ikke. Så jeg mødte op på rektors kontor og bad om en snak. ”Vi kigger på det”, siger de bare. Men der sker ingenting.

– Det er slet ikke alle, der har den adfærd, der er nogle få brodne kar, men der skal ikke så meget til for at ødelægge det for alle andre. Og der er altså børn imellem, som kommer totalt traumatiserede til Sverige, nogle uden forældre, uden noget som helst, det er bare ren overlevelse hele tiden. De er dybt frustrerede. Det var så langt ude til sidst, at jeg var bange for mine drenge og tænkte: Hvad bliver det næste ... skoleskyderi ..? En dag var der politi på skolen, og to, der blev anholdt på grund af ildspåsættelse og våbenbesiddelse, og vi blev bedt om at komme og hente vores børn. Men der røg ingen info ud til os. Så da vi kom hjem, skrev jeg til de andre forældre, at det da var mærkeligt, at vi ikke fik nogen information, om ikke vi skulle kræve det ..? Ved du, hvor mange svar jeg fik: Nul.

Det lyder helt vanvittigt …

– Ja, men svenskerne tænker på en helt anden måde, end vi gør. De har en kultur, hvor man vælger en leder, og så er det ham, der bestemmer alt, uden at nogen sætter spørgsmålstegn ved det. Man bruger simpelt hen ikke at brokke sig, man makker bare ret. Alle, der kommer til Sverige, oplever det. Og svenskere, der flytter til Danmark, er i grundchok, når vi sætter spørgsmålstegn ved noget, en overordnet siger. De synes, vi er brovtne og uforskammede. Det kan godt være, vi danskere indimellem har en hård tone og diskuterer højlydt, men vi er jo lige gode venner af den grund. Hvis svenskerne oplevede det, ville de blive totalt forskrækkede. Det er bare en helt, helt anden kultur.

LÆS OGSÅ: Robert Hansen ovenpå alvorlig sygdom: "Jeg har simpelthen haft så meget angst"

I PARTERAPI

I første omgang var det slet ikke meningen, Annette og Jesper skulle være flyttet fra Sverige. Året inden ulykken var de startet med at bygge koncepthuset Rå på Bornholm, som tilbyder virksomheder private rammer og god mad til kurser og konferencer, og udbyder kurser, kogebøger, køkkenredskaber og andre madrelaterede produkter. Det er her, Jesper slår sine folder i dag, efter at han måtte sige sit job op som regentparrets køkkenchef på grund af ulykken. For at få penge til bornholmer-eventyret lånte de alt, hvad de kunne i huset i Sverige. Som siden viste sig at have fugt i alle vægge, så hele hytten skulle rives ned.

– Taget stod på pæle, og alt var pakket ind i plastic det meste af et år. Forsikringen dækkede ikke, fordi det var byggesjusk, og vi havde belånt huset til skorstenen. Så vi måtte ud og låne penge af venner og arbejde solen sort, og for at skaffe penge udstykkede vi vores grund og byggede et hus på den bageste del, hvor vi skulle have været flyttet ned. Det var lige dér, jeg sagde til Jesper: ”Er det ikke nu, vi trækker en streg i sandet og flytter hjem til Danmark?”. I det øjeblik ordene havde sluppet min mund, vidste vi begge to, at det var det, vi skulle.

Så nu er drengene begyndt i mors gamle skole, hvor de stortrives, mormor Hilda og morfar Keld bor 10 minutter derfra, og Jesper er startet hos en kvinde, der træner soldater, der er ”kommet galt af sted med bentøjet”.

– Det virker meget lovende, og selv om Jesper faktisk er erklæret to tredjedele invalid og er delvis lam, har han den vildeste vindermentalitet. Meget af det sidder jo oppe i hovedet, og det mest oplagte ville være, at han blev offer-agtig og hadede livet, for han kan slet ikke det samme, som han kunne før. Han sad i kørestol i tre måneder, og mange bliver i den kørestol, fordi de bliver bitre. Det er jo pissehårdt, det er svært at blive ved med at kæmpe den kamp, og det kan tage lang tid. Men han nægter at give op. Han VIL.

Det må hjælpe meget, at han har den kampånd?

– Meget. Der er ingen tvivl om, at vi er ekstremt stærke sammen. Vi er også gode til at holde hinanden oppe, men indimellem ER det bare svært. Man er jo ikke helt happy-go-lucky-stærk hele tiden, og det har været benhårdt for vores parforhold. Vi har gået i parterapi, fordi vi skulle finde ud af, hvem vi så er nu – det er jo ikke usandsynligt, at man efter 20 år lige har nogle ting, man skal kigge på og finjustere, og når man så lige får sådan en oven i hovedet, kommer der bare lidt ekstra på.

– Personligt synes jeg, det er helt naturligt, men der er mange, der har sagt: ”Uha, parterapi! Det var seriøst!”. Øh ja, men det er sgu da værre, hvis vi bare lader det fare. Jeg synes, det er det modsatte af en falliterklæring. Det handler jo om at gå ind i et rum, hvor man kan få sagt nogle ting til hinanden, som ikke er særligt rare at sige. Dér er det godt at have en terapeut, der kan oversætte og sige: ”Hvad tænker du, når du hører Jesper sige sådan?”, for eksempel. Det kan rigtig mange da have glæde af. Der er enormt mange ting, vi er blevet bedre til at sige til hinanden, uden at den anden går i offerrolle eller forsvar eller angreb. Hvor vi nu kan lytte og sige: ”Okay, den nev, den dér, men det vil jeg godt kigge på ...”.

Har I nogensinde tvivlet på jeres kærlighed?

– Nej, det har vi faktisk aldrig. Den har været sat på prøve, men den har altid været der.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: "Når man har været sammen i 10 år, er man vokset sammen nogle steder"

UENIGE VENINDER

Tilbage i køkkenet i Sverige i den sene nattetime var Annette ikke i tvivl om, at det var godt for dem begge to endelig at bryde sammen. Og få talt hele forløbet igennem.

– Men det var godt nok også svært at komme op igen. For alt omkring os var lort på det tidspunkt. Vores hus skulle rives ned, og jeg skulle arbejde nonstop, ellers var der ingen penge. Oven i det hele mistede Jesper sin bedste ven, som blev skudt ned på gaden af en gal mand, så der var fandeme ikke meget at råbe hurra for. Men der var kun én ting at gøre: Bide tænderne sammen og knokle derudad.

Det gør hun stadig. Hverdage og weekender. Hendes næste ledige fredag er 21. juni, har hun regnet sig frem til. For når der kommer en regning ind ad døren for tiden, er den ikke på 5.000 eller 10.000 kr. ...

– Det er sådan: ”Overfører du lige en halv million til dem og dem?”. Det er dyrt at bygge hus. Og lige i denne tid kan jeg godt mærke, at jeg ikke kan være supermor. Jeg er stolpen i vandet, som de andre lægger til ved, og når jeg står og vakler lidt, så kan man godt mærke det på resten af familien.

Og hvem har du lænet dig op ad så ..?

– Jeg har nogle sindssygt gode veninder, og så kører jeg rigtig meget bil på mit arbejde, så jeg får tid til at tænke tingene igennem. Jeg har meget været min egen samtalepartner, og jeg har også været nødt til at kigge på nogle venskaber undervejs og fundet ud af, hvem der virkelig er mine venner. Tidligere har jeg haft opfattelsen af, at når man havde et venskab, så var det for life, men det behøver det jo ikke at være. Nu har jeg nogle veninder, som gider tale mig midt imod, så jeg kan få øje på, hvad det er hos mig, det handler om. Jeg vil ikke have sådan en enigheds-klub – det kan jeg ikke bruge til noget.

LÆS OGSÅ: Ann Eleonora Jørgensen: "Jeg er meget bevidst om, at livet er lige nu og her"

GOD I MODSTAND

Annette og familien er landet på benene nu, føler hun, og hun er lykkelig for at være flyttet tilbage til Danmark. Men hun nægter at påstå, at hun er kommet stærkere ud på den anden side af de fire år.

– Man siger jo, at hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, men det synes jeg er noget sludder. Man finder da tværtimod ud af, hvor sårbar man er – der skal ingenting til, før man er nede i afgrunden igen, for hvad bliver det næste? Hvem skulle føle sig stærkere af at have stået med en kræftsygdom, mistet et barn eller evnen til at gå? Ja, man klarer sig igennem, men man er da ikke stærkere end før. Vi har i det hele taget så mange latterlige talemåder: ”Flyv ikke højere, end vingerne kan bære” – sikke noget pis. Så kommer vi jo aldrig nogen vegne. Eller: ”Hvis bare jeg er lykkelig, er mine børn det også”. Nej, ved du hvad? Så ser du ikke dine børn.

– Til gengæld har jeg fundet ud af, at jeg navigerer sindssygt godt i modstand. Hvilket har vist sig at være genialt de seneste år. Jeg er afsindigt løsningsorienteret, og jeg håber, at når vi er ude af det her, og den sidste regning er betalt, og vi har et helt almindeligt liv, hvor der kommer almindelige regninger ind ad døren, at jeg kan finde ud af at pille en bog ud af reolen og bare sætte mig ned og slappe af. For jeg kan ikke huske, hvordan det var.

Så jeg kan ikke lave kliché-slutningen om, at du har det MEGET bedre,  end du havde før?

– Haha, nej, det kan du ikke! Jesper har sådan et godt billede på det: Han siger, at når man kigger på os, skal man forestille sig en springgymnast i slowmotion: Vi har taget hele tilløbet, vi snublede lidt undervejs, kom op på benene igen, og nu står vi på den dér med fjedrene, man sætter af på. Og fjedrene er helt nede i bund. Det er dér, vi er.

 

Annette Heick, 47 år, sangerinde, journalist, TV-vært, klummeskribent m.m. Gift med kok Jesper Vollmer og mor til Eliot og Storm på 14 og ni år. Familien er lige flyttet ind i et svensk træhus i Holte. Lige nu kan du opleve Annette Heick i det storslåede Grand Prix-show ”Disco Tango”, som spiller på seks store arenaer landet over. 4. april er der premiere på musicalen ”Evita” i Herning Kongrescenter, hvor Anette har den altdominerende hovedrolle som Eva Perón, den karismatiske argentinske præsidentfrue, der forførte hele verden.