Kendte

Anne Linnet: ”Jeg er ikke en farmormormor, der kan hente hver torsdag”

Som 66-årig er Anne Linnet i den grad stadig aktiv som kunstner – og nu også som forfatter. Som mor til i alt syv børn i vidt forskellige aldre er hun også blevet mormor og farmor, men hun har måttet sande, at hun nok ikke bliver den klassiske bedsteforælder, der kan hente hver torsdag

Hvad? Nu har Anne Linnet gudhjælpemig også skrevet en krimi!

Jeg havde alligevel ikke forestillet mig, at du havde sådan en kriminel tankegang?

– Det har jeg sådan set heller ikke! Men jeg har faktisk koblet af ved at læse krimier hele livet. Jeg er jo sådan en, der komponerer og skriver tekster, det er det, jeg kan, og jeg er hele tiden i flow. Og du ved … så føler man sig så velsignet med det, men det betyder også, at man en gang imellem har brug for at flytte sit fokus til noget helt andet.

 

En lille saftig mordhistorie for eksempel. Og som noget nyt at flytte fokus så meget, at man skriver den selv og sørger for, at der er ”noget riv i”. I ”Fucked” bliver de to kvindelige opdagere, Nynne og Fanny, sat på et bestialsk og seksuelt motiveret kvindemord med heftig kvindelig seksualitet og grænseoverskridende mænd som rød tråd og et overraskende plot, og jeg har LOVET Anne, at vi ikke afslører for meget, men hun griner alligevel, da jeg siger, at jeg længe var fuldstændig overbevist om, at det var politifotografen Eskild, der var skurken. (Det var det så ikke!).

Som Anne sidder dér på Hotel Sanders i Indre København i stramme sorte læderbukser, hvid skjorte, langt lyst hår, udstråler hun en slags kølig velholdt sexethed. Hun er 66 og har, siger hun, ”gennem hele livet taget mig den frihed at lave det, jeg på det tidspunkt syntes, var det rigtige at kanalisere min energi over på”.

”Anne, Sanne og Lis” har med kæmpesucces fundet hinanden igen, den nye krimi er på vej ud til læserne, og frem til jul er lejligheden i København udskiftet med en i Dublin, hvor hendes kæreste og kommende kone Kathrine Kjær, der er blevet bachelor i jura, tager et universitets-semester på Trinity College. Anne selv har taget sin uundværlige metalkuffert med for at kunne arbejde, mens hun er i Irland. På sine kirkekoraler. Og muligvis på en opfølger til ”Fucked”.

STEREOTYPT

Jeg siger til Anne, at hun er modig. For er det ikke sådan, at når man er havnet blødt i en branche – som hun er det i musikbranchen – så skal man helst blive der og undlade at udfordre skæbnen?

– Hmm nja… Jeg har altid haft svært ved det der med, at man sætter folk i bås. Og jeg synes egentlig, at jeg selv er sluppet for det, og det er jeg rigtig glad for og taknemmelig for. Jeg har kunnet eksperimentere så meget igennem livet.

”Fucked” er en traditionelt bygget krimi, men anderledes på den måde, at hovedrollerne er kvindernes, og på den måde ligesom bryder med krimiens stereotyper.

– Ja, men det er måske i virkeligheden også lidt en udløber af det miljø, som jeg bevæger mig i, og som måske er rimelig frit og rummeligt. Jeg har ikke tænkt på det som en ting: Nu skal jeg sørme skrive sådan her. Det har bare flydt meget enkelt, det hele. Men jeg tror, at man i mit musikermiljø ikke tænker så stereotypt i mande- og kvindebilleder.

Opdageren Nynne opdager – ud over hvad der er op og ned i sagen – undervejs nærmest modstræbende, at hun muligvis ikke udelukkende er til mænd. Og Anne beskriver i det hele taget kvindelig seksualitet som mere åben og udfarende og mindre romantisk og pæn. Og jeg siger, at de jo findes – dem, der siger, at sex faktisk handler om magt. Anne er overhovedet ikke enig.

– Det handler om … samhørighed. Dybest set.

LÆS OGSÅ: Anne Linnet: "Livet giver mig en ballast"

FJERNFORELSKELSE

Anne sidder i relativ fred bag en grøn plante på Hotel Sanders. Hun havde solbriller på, da hun kom. Hun har været danmarkskendt det meste af sit voksne liv. Og når man nu har læst ”Fucked”, er det oplagt – igen uden at afsløre noget … at tale om, at det jo sker for kendte mennesker, at andre fjernforelsker sig i dem på en usund og intimiderende måde, og det kan udvikle sig til stalking og være både skræmmende og svært at slippe ud af. Ikke for Anne. Hun dealer bare med det ved at få andre til at deale med det for sig.

Har du haft fans, der har forfulgt dig?

– Når man har levet så mange år, som jeg efterhånden har, har man selvfølgelig haft fans, der har været grænseoverskridende. Jeg må nu sige, at jeg har nogle vidunderlige og supersøde fans, som har været med mig i de sidste mange år. Som kommer til koncerterne, og som jeg har en kontakt og en dialog med af en art. Og hvor mine tekster måske en gang imellem har kunnet hjælpe dem, hvis de har haft det skidt. I svære situationer kan en sang jo hjælpe. Men jeg HAR selvfølgelig oplevet et par gange, at der har været nogle personer, der har været … grænseoverskridende. Og så har jeg fået mine folk til at tage sig af det på en pæn måde. Det er ikke noget, jeg selv beflitter mig på.

Det går ikke ind?

– Overhovedet ikke. Men jeg har masser af gode folk omkring mig, der tager sig af sådan noget, hvis der er noget.

Annes no nonsense livsfilosofi har tydeligvis vist sig bæredygtig. Hun er livsstærk. Hun er også stædig. Har hun bestemt sig for noget og lukket en dør, skal der gode grunde til at omgøre beslutningen. Hun havde ikke forestillet sig, at Lis Sørensen, Sanne Salomonsen og Anne Linnet nogensinde skulle samles igen. (Og trække 16.000 gensynsglade mennesker i Royal Arena to aftener i træk).

– Jamen jeg troede jo ikke, det skulle ske. Det var ikke sådan, at vi IKKE ville arbejde med hinanden mere. Men vi har bare haft brug for hver især at skabe vores egen identitet. Jeg har hele tiden tænkt, at Anne Linnet Band lå som en fin boble i fortiden. Men så lavede Janus Køster dokumentaren om os for DR, og det var supergodt, for han havde sådan en god måde at spørge ind på, så det kom sådan lige fra leveren, hvordan vi hver især havde det, og så kunne vi så sidde og se, hvordan de andre reagerede på det ene og det andet.

Da den var blevet sendt, blev hun ringet op af sit bookingbureau, som gerne ville tale om muligheden af ”Anne, Sanne og Lis”. ”Det kommer ikke til at ske,” svarede Anne, men lod sig alligevel overtale til en snak.

– Så kom Henrik Seifert (direktør i bureauet, red.) og sagde: ”Hvis det her nogensinde skal ske, er det nu.” Det var hans visioner, der tændte mig på idéen, jeg kan godt lide, at man tænker stort og anderledes. Men jeg tror, at både Sanne, Lis og jeg har sådan … mødt det med lidt ængstelighed. Jeg tror, vi alle sammen mødte ind med åben pande, men med lidt ængstelighed for, hvordan det ville spænde af. Og så er det altså bare gået forrygende godt. Vi har virkelig fundet hinanden igen, så det har været en stor ting for os alle tre.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

STOPKNAP

Dér stod de så på scenen i Royal Arena, tre mytiske kvinder i dansk musikhistorie. De var blevet danmarksberømte, dengang kvindefrigørelsen handlede om et opgør med fokus på kvinders udseende. Og de så, som min kollega, der overværede den ene af koncerterne, sagde, ”stadig skidegodt ud alle tre”.

– Jeg har altid passet godt på mig selv, og det er egentlig ikke, fordi jeg har tænkt så meget over det. Jeg er i virkeligheden lidt ligesom mine sange: Jeg kan godt lide, at det er enkelt, og at det er clean. Jeg vasker hænder 20 gange om dagen. Jeg kan bare godt lide, at ting er lækre. Og jeg kan ikke … tåle noget som helst, altså stoffer og sådan noget, det har jeg aldrig kunnet. Heller ikke i mine unge dage. Hash og de der ting – jeg har aldrig været der. Jeg kan heller ikke tåle at drikke. Jeg kan godt tage et glas vin til maden eller to, men så ikke mere. Jeg bryder mig ikke om det. Det er måske med til, at man sådan holder sig godt. Jeg har nok bare passet på mig selv uden at tænke over, at det i virkeligheden var det, jeg gjorde.

Det handler ikke om kontrol?

– Nej, overhovedet ikke. Det er f.eks. ikke, fordi jeg har lyst til at drikke et glas vin mere, min lyst STOPPER bare der, så det har ikke noget med kontrol at gøre. Jeg tror, de fleste mennesker kan lide at have kontrol med nogle ting, og så er der andre ting, hvor de er ligeglade. Sådan tror jeg også, at jeg fungerer.

Du er ikke typen, der lægger begrænsninger på dig selv med alderen?

– Jeg har aldrig tænkt den tanke. Det kommer også an på, hvor man kommer fra, og hvad man kommer af, og hvilket miljø man er i. Måske langt ude i provinsen … Men altså ikke der, hvor jeg bevæger mig. Måske også derfor er det meget godt, at der er noget fra mit miljø i krimien!

Der er da gang i den sociale kontrol – hvad kvinder kan og ikke kan – på de sociale medier?

– Ja, og kan kvinder gå med brystholder eller uden og alt det der … Jamen altså … Jeg har aldrig været til de der begrænsninger eller til de der kasser … altså ikke sådan nogle kasser!

Hun skraldgriner af sin egen tilfældigt opståede joke og siger så:

– Det med at rubricere tingene for at få styr på dem eller pludselig at skulle kalde ting noget bestemt og agere på en bestemt måde – jeg tænker ikke over livet på den måde. Det kommer jeg nok heller aldrig til.

NYSGERRIGHED

Til en bogreception for et par år siden kom jeg til at sidde ved bord med Anne, der havde været fraskilt i et par år på det tidspunkt. Efter lidt tid ankom en ung kvinde – Kathrine – og sluttede sig til det lille selskab i det store. Hvis man ku’ regne bare en anelse, så var det – selv om der ikke skete noget som helst ud over øjenkontakt – ret tydeligt, at 1 + 1 var 2 mellem Anne og Kathrine. Og jeg tænkte dengang – og nu – hvor besværligt det nogle gange må være, at hele Danmark nysgerrigt følger med i ens kærlighedsliv. Anne taler tilsyneladende udenom.

– Et eller andet sted kan jeg godt forstå trangen til at vide: Jamen er det nu ægte, når hun har skrevet den her sang, hvad betyder det så, har hun sat sig ned og fundet ud af noget ud af den blå luft? Derfor er det også vigtigt at sige, at mine sange netop ikke er fiktion. De er udsprunget fra noget inde i mig. Derfor har det været en kæmpe befrielse at skrive fiktion. For det er en helt anden verden at skrive noget, der ikke er fiktion, noget, der kommer indefra, det er en anden energi, og den er mere følelsesmæssigt krævende.

Og så taler hun alligevel ikke udenom. Hun nærmer sig bare emnet fra en anderledes vinkel:

– Øhm … Jeg kan godt forstå, at man har en trang til at kende ophavet til et eller andet, man elsker højt. Jeg har ingen problemer med, at folk kommer hen til mig på gaden og siger, at der er en sang, der betyder meget for dem, og som har fulgt dem hele livet. Det handler vel også om, at de gerne vil føle, at de godt kan lide en, når nu de kan lide sangen. Jeg får masser af tilkendegivelser af den art. Der HAR været perioder af mit liv, hvor jeg var ung og syntes, det var belastende. Men det gør jeg ikke mere.

Den kulørte presse …?

– … Var for voldsom. Men sådan har jeg det ikke mere. Jeg har det faktisk meget afslappet med det.

Men helt frem til jul kan de gå ret anonymt rundt i Dublin.

– Det spændende er så, at Kathrine skal læse kriminologi og criminal law – altså strafferet – derovre. Fordi det er i den retning, hun gerne vil gå. Så der er MASSER af ting, vi kan diskutere, og jeg kan også få en masse ting at vide, som jeg ikke ved noget om. Det er jo spændende, hvis jeg vil skrive videre på den næste krimi, og det vil jeg måske nok. Og når hun er på uni, kan jeg få skrevet mine koraler færdige. Så får man også fred og ro. Nogle gange kan det være vanskeligt at få ro nok derhjemme, fordi der altid lige er en vask, der skal over, eller noget, der skal købes ind eller ordnes. Der er hele tiden noget udenoms-. Dublin er ligesom at tage i sommerhus og få lidt ro på. Det bliver sjovt!

FARMORMORMOR

Anne er 66. Kathrine er 28. Nu har kærlighed som bekendt ingen alder, derfor vil jeg ikke belemre Anne med spørgsmål om aldersforskellen. Blot konstatere, at Anne indiskutabelt har lidt mere erfaring.

Hvad har du lært om kærlighed af dit liv?

– Orv … Den er … svær. Jeg har lært, at det er vigtigt, at man passer godt på sin store kærlighed, når man har den. Det er nok det vigtigste.

Har du været god til det?

– Altså det synes jeg jo selv. Men jeg er nok blevet bedre til det nu … Nej, jeg har måske ikke altid været god til det, men jeg er god til det nu, synes jeg. Jeg prøver i hvert fald at være det. Der er sådan en vidunderlig ro i, at man ved, at man gør tingene, så godt man overhovedet kan. Og at man passer på hinanden, så godt man overhovedet kan. Det gør man jo også helt naturligt, når man elsker hinanden. Altså … så enkelt er det.

Der var en, der var to, der var tre, der var fire, der var fem, der var seks, der var syv – børn. Anne har syv børn. Spørgsmålet er, om hun skal have flere?

– …. DET må du snakke med Kathrine om. Ha ha.

LÆS OGSÅ: "Xander Linnet: "Min mor har altid været god til ikke at lægge låg på sine følelser"

Men vi kan i hvert fald snakke om omkostninger ved at vælge Anne-modellen. Jeg interviewede på et tidspunkt hendes søn Xander til femina. I en fin og afdæmpet form antydede han, at han indimellem havde oplevet sin mangfoldige opvækst som udfordrende. Anne ved det godt:

– Altså i perioder har de måske set for lidt til mig. På den anden side har jeg været nærværende, når jeg så var der. Og jeg har lange perioder, hvor jeg skriver derhjemme, altså hvor jeg er der hele tiden. Arrh… Der er selvfølgelig nogle år, der er værre end andre arbejdsmæssigt. Hvor man spiller mere ude. Jeg er nu ikke meget for at overnatte på hotel, jeg vil hellere køre hjem klokken tre-fire om natten. Men anyway, mine børn har nok lidt lidt under det. Til gengæld synes jeg også, jeg har været god til at tage dem med nogle gange, så de oplever, hvad det er, jeg laver. De oplever så nogle andre ting end andre børn. Men jeg tror faktisk, at det måske kan være lidt en sorg for mine store børn, at jeg bare ikke har tid til at være mormor og farmor. Dér må jeg åbent og ærligt sige til dem: ”Jeg er ikke en farmormormor, der kan hente hver torsdag.”

 

Anne Linnet, 66 år, musiker og nu også krimiforfatter til ”Fucked”. Kæreste med Kathrine Kjær, 28 år. Mor til Evamaria, Marcus, Xander, Maria, Peter, Elisabeth og Nemo. Evamaria og Marcus med Holger Laumann, Xander med Mads Buhl Nielsen, Maria og Peter er adopteret fra Rumænien, og Elisabeth og Nemo har hun fra ægteskabet med Tessa Franck.