Kendte

Anne Hjernøe har tabt 20 kilo: ”Jeg har besluttet mig for at bruge noget af min pensionsopsparing på en personlig træner”

Tv-kok og kogebogsforfatter Anne Hjernøe har tabt 20 kilo ved at ændre på sine vaner. Her fortæller hun, hvad hun gør for at være i balance mentalt og fysisk.

Jeg styrketræner tre gange om ugen. Det er morgentræning, og det ligger helt fast: mandag, onsdag og fredag. Jeg har besluttet mig for at bruge noget af min pensionsopsparing på en personlig træner, der træner med mig alle dagene, for det gør, at jeg kommer afsted. Det med at styrketræne var en beslutning, jeg tog for to år siden, hvor jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at jeg skulle være så træt og have ondt efter at have stået en dag i køkkenet, og at min styrke fra nu af ville være en nedadgående kurve. At jeg kom i gang, har gjort, at jeg har fået det 100 gange bedre. Jeg er blevet stærk og smertefri, og så gør det også noget ved hovedet – der er noget befriende ved det.

 

Jeg dyrker yoga. Jeg kan godt lide at blive strakt igennem og arbejde med min balance. I to år har jeg dyrket yoga på det samme hold hver mandag aften. Det at komme ind i et rart, solfyldt rum fyldt med kvinder på min alder, plus/minus 10-15 år, hvor alle vil hinanden det godt, og lige få vendt dagen med et par af dem, man kender, er som at komme ind i et stort kram. Og man er bare enormt rar, når man går derfra. Derudover kan jeg nå mine tæer igen!

LÆS OGSÅ: 3 tips til dig, der overvejer at gå over til plantekost

Jeg spiser mad, der gør mig godt. Jeg tager mig selv alvorligt gennem den kost, jeg spiser. Det vil sige, at jeg spiser en sund basiskost med grøntsager i alle regnbuens farver, brune ris, rugbrød osv. Og fordi jeg styrketræner så meget, skal jeg også have proteiner, så musklerne kan blive bygget op. Jeg spiser også chokoladekage og husker at sige ja, hvis en veninde spørger, om jeg vil med på vinbar. For selv om det er vigtigt at huske at være sund, er det også vigtigt at huske det andet.

Jeg holder fri. Når man er sin egen chef, som jeg er, er man tilbøjelig til at arbejde, hver dag der er et hul i kalenderen. For der er altid noget at lave. Men jeg er begyndt at tage mig selv seriøst nok til at holde fri. Jeg har virkelig skullet vænne mig til det, men nu har jeg det sådan, at hvis jeg har været i Holbæk og holde foredrag og først er kommet i seng klokken et om natten, så er det o.k. at sætte mig under birketræet dagen efter med en kop kaffe, når min datter er taget i skole.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg om sin ægteskabskrise med Timm Vladimir: ”Efteråret for tre år siden var det værste i mit liv”

Jeg kommer ud i naturen hver eneste dag. Tit ser vejret i Danmark så middelmådigt ud, når man kigger ud ad vinduet, men hvis man er klædt ordentligt på, er det aldrig så slemt. Regnen er altid værre, når man ser den indefra. Og efter at jeg har været ude at gå den dér tur, har jeg det så godt. Den friske luft, bladene, der blafrer … det renser.

 

 

Læs mere om: