Jeg har elsket Prinsesse Diana, siden jeg var barn. Men måske har vores besættelse af hende taget overhånd

Mathilde Moestrup er forfatter og journalist. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Den første skoleopgave, jeg lavede ”på computer”, handlede om prinsesse Diana.

Jeg fandt et billede af hende på Google med den honningblonde korthårsfrisure, der mindede om alle mine venners mødres, kopierede det ind i Word og skrev henført på den stationære: ”Prinsesse Diana døde i en trafikulykke. Hun var kun 36 år gammel, og hendes sønner var 12 og 15”. Og trykkede print.

Fascinationen af Diana og hendes tidlige død stoppede ikke der.

Selv om jeg aldrig har været royalist, har jeg, siden jeg var barn, haft et blødt punkt for den selvopofrende prinsesse, der inderligt ønskede at gøre verden til et bedre sted og alligevel blev offer for den.

Selv i dag, som 32-årig, kan jeg finde på at se en Diana-film eller -dokumentar, eller, hvis jeg er syg, gladelig hoppe ned i et Diana-YouTube-hul, hvor jeg ser det ene klip efter det andet: Diana i lyserød tweed, Diana i leggings og sweatshirt, Diana klædt i sort med masser af kohl om øjnene, der beskriver sit forliste forhold til Charles.

Jeg har aldrig forholdt mig særlig kritisk til denne tendens, måske på grund af den ikondyrkelse, der har omgærdet prinsessen siden hendes død i 1997.

Det har altid føltes, som om det var godt at forholde sig til Diana, som om hendes historie var en, der skulle fortælles: En vigtig historie om uretfærdighed, om det gode (Diana) mod det onde (det engelske kongehus, paparazzi-fotograferne).

Men på det seneste er jeg kommet i tvivl, om det egentlig er så uskyldigt at fortære nogens tragiske historie, hver gang man har en dårlig dag.

Tvivlen kom, da jeg så sjette sæson af "The Crown", den stort opslåede tv-serie om det engelske kongehus, som dramatiserer den dysfunktionelle familie fra efter krigen og frem til 1990’erne.

Generelt synes jeg, serien har været god til ikke at svælge i sladder, men faktisk gøre fortællingen om kongefamilien til et historisk drama, der deler sol og vind mellem de forskellige karakterer.

Det vil sige, lige indtil Diana kom på banen, både i fjerde, femte og især sjette sæson, hvis sidste afsnit udkom i december.

Her skulle man igennem tre trættende afsnit (en time hver) om Dianas forhold til Dodi Fayed i taxaer gennem europæiske storbyer, før det, vi alle sammen ventede på og vidste ville ske, omsider blev gengivet.

Det er symptomatisk, at serien brugte adskillige afsnit på at bygge op til ulykken, og at døden på den måde blev trukket i langdrag – for dødsfaldet er altafgørende for Dianas fascinationskraft.

Hendes historie har selvfølgelig altid været en god fortælling: Den smukke, unge, talentfulde kvinde, der fik prinsen og det halve kongerige, og som siden, retskaffent, måtte sige fra over for familiære dysfunktioner.

Men med hendes tragiske død havde vi ikke længere bare en god historie, vi fik den ultimative fortælling om femininitet: Den smukke, unge, talentfulde kvinde, der tragisk dør – og fæstnet i denne død er for evigt ung, smuk og ren.

Døden bliver hendes definerende øjeblik.

Lignende historier? Jeg nævner i flæng: Grace Kelly, Marilyn Monroe, Sylvia Plath, Snehvide, Tornerose …

Hvem ved, hvordan vi havde forholdt os til Diana, hvis hun havde levet i dag? Hvor hård offentligheden og pressen muligvis havde været mod den britiske konges 62-årige ekskone?

Det kan man selvfølgelig kun gisne om. Og der er jo ikke i sig selv noget galt med, at fortællingen om et menneskes liv bliver formet af en tidlig død.

For at parafrasere forfatteren Clarice Lispector er dødsøjeblikket det mest filmstjerneagtige øjeblik i alle menneskers liv: I fortællingen om ethvert liv er døden et højdepunkt.

Men måske kunne det alligevel være rart, hvis vi stoppede med at fetichere den unge kvindes død. I "The Crown" ved f.eks. ikke at hyperfokusere på tiden op til dødsøjeblikket. Eller i min egen kortfattede skoleopgave, hvor jeg troede, at fortællingen om Diana var fortællingen om hendes tidlige død.

Det tyder nemlig på, at vores besættelse af Diana ikke så meget handler om, hvem hun var, men om det spektakulære faktum, at hun pludselig ikke var længere.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: