wal
Popkultur

Han vandt en Oscar, flyttede familien til L.A. og tænkte, nu er det nu. Så begyndte ét ord at gå igen

24. august 2023
Af Susse Wassmann
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Anders Walter drømte egentlig om at blive verdens bedste tegneserietegner, men pludselig stod han i Hollywood med verdens største filmpris i hånden. Han er aktuel med Anden Verdenskrig-dramaet ”Når Befrielsen kommer” med hjerteskærende dilemmaer.

Ville du hjælpe et barn, hvis forældre havde slået nogle af dine nærmeste ihjel?

Det spørgsmål stiller Anders Walter i sit Anden Verdenskrig-drama ”Når Befrielsen kommer” – en film, som uden tvivl vil afføde mange diskussioner rundt omkring i de danske hjem.

Det er foråret 1945. Danmark har været besat i fem år, og forstanderfamilien på Ryslinge Højskole bliver beordret til at huse over 500 af de 250.000 civile tyske flygtninge, der var på flugt fra Den Røde Hær, som hærgede gennem Østpreussen med bål og brand og voldtægter.

Hvis familien hjælper dem, vil de blive stemplet som landsforrædere, hvis de ikke hjælper, vil mange af dem dø. Og det gjorde mange af dem. 17.209 tyske flygtninge døde i Danmark de sidste seks måneder af krigen – heraf 6.540 børn.

– Det er et kapitel af Anden Verdenskrig, som er meget underbelyst. De danske læger nægtede at hjælpe de civile tyskere, og tyskerne selv havde så meget opbrud på de indre linjer, at de ikke havde ressourcer til at hjælpe deres egne. Så det var op til civilbefolkningen i Danmark, om man havde lyst til at hjælpe eller ej. Det var der mange, der havde, men man turde ikke.

– For modstandsbevægelsens retorik lå ligesom som en hinde over det hele, og den var meget brutal. Der var opsparet meget had, folk havde mistet deres nære og selv sat livet på spil, så der var også had til dem, der hjalp.

– Alligevel var der masser af danskere, som gerne ville række et tysk barn et æble, ingen tvivl om det. Men de fleste hjalp ikke af angst for den pris, det måtte have, fortæller Anders Walter, som har brugt tre år på at grave sig ned i det mørke kapitel i dansk historie.

– Der er masser af historier om dem, der hjalp i smug og brød reglerne, men de blev også anholdt for at hjælpe tyskerne.

– Filmen handler om en familie, som bliver stillet i det mest umulige dilemma: At se på de her mange hundrede flygtninge, der bor i deres gymnastiksal, og som dør af sygdomme, man ikke burde dø af, og én for én bliver båret ud i ligposer. Især de mange børn.

– Når det kommer så tæt på – kan man så overhovedet lade være med at hjælpe? Selvfølgelig kan man ikke det. Selv om man ultimativt kan ende med at betale med livet.

Svært at lade folk dø

I filmen bliver dilemmaet ridset hårdt op: En af hovedpersonerne mister sin far, byens læge, i et af de såkaldte clearingsdrab; et hævndrab på en uskyldig læge for hver gang, modstandsbevægelsen lavede et attentat mod tyskerne.

– Man kan jo også godt forstå ham. En modstandsmand, der både har set sine venner dø og mistet sin far – selvfølgelig er han hævntørstig og fuld af had. Hvad ville man selv gøre?

– Det spørgsmål vil jeg gerne udfordre folk med. For jeg tror, at folk godt kan mærke, at de gerne vil hjælpe det uskyldige barn, men hvad nu hvis alle de her parametre også er en del af ligningen? Tør man så at gøre noget?

Anders Walter

45 år, tegner, filminstruktør og manuskript­forfatter. Født og opvokset i Aarhus-forstaden Højbjerg, tvillingbror til sangeren Rasmus Walter.

Har lavet flere kortfilm, bl.a. ”Den talende kuffert”, ”9 meter” og ”Helium” – sidstnævnte indbragte ham en Oscar. Blev siden Oscarnomineret for kortfilmen ”Ivalu”, og har lavet spillefilmen ”I Kill Giants”, og nu ”Når Befrielsen kommer”, som har premiere 21. september.

Gift med tidligere model og nu forlagsredaktør Anne Klitten Andersen, som han har Clara på 11 og Edgar på syv år med. Familien bor på Amager.

– Danskere er jo gode til at være begavede og have den rigtige holdning omkring middagsbordet, men hvad er man egentlig lavet af, når folk står og banker på ens dør? Min teori er, at det er svært at se uniformen frem for mennesket, når først man står over for det.

– Så er det næsten ligegyldigt, hvor ekstremt det her menneske er: Når man ser folk i øjnene, som har brug for hjælp, så tror jeg, at det er meget svært at lade dem dø – også selv om de er fra et land, man har været i krig med i fem år.

– Så jeg håber at få sat nogle samtaler i gang, og ikke mindst aktivere den indre dialog. Jeg tror, at det er godt lige at huske på en gang imellem, at der er forskel på at sidde og have en holdning på afstand og så stå i noget, hvor man skal være tro mod sig selv og dét at være menneske.

Jeg vil sgu prøve at lave en film!

På en hylde hjemme i huset på Amager, som Anders Walter deler med hustruen Anne og børnene Clara på 11 år og Edgar på syv, står en Oscar.

For pludselig en dag for ni år siden stod han på scenen i Dolby Theatre i Hollywood med verdens største filmpris i hånden – den unge illustrator, der drømte om at blive den nye Hergé, og brugte hele sin barndom hjemme i Århus-forstaden Højbjerg på at tegne.

– Fra jeg var seks år, drømte jeg om at skabe et tegneserieunivers, der var lige så stort som Tintin. Jeg var så ambitiøs, at jeg fik mine tegneserier afsat allerede som 11-årig, og jeg var ikke genert – når jeg havde skabt noget, skulle folk bare se det! Jeg skulle være verdens største tegneserietegner!

wal

Selvtilliden fejlede ingenting?

– Nej, åbenbart ikke. Jeg levede af at tegne, fra jeg var 16, hvor jeg blev ansat på Århus Stiftstidendes ungdomsafdeling og tjente rigtigt gode penge, og som 17-18-årig begyndte jeg at lave reklametegninger, udgive tegneserier, lave storyboards til film og pladecovere – blandt andet til min brors band (sangeren Rasmus Walter, Anders’ tvillingbror, red.)

– Så indtil jeg var midt i trediverne, havde jeg en karriere som illustrator. Det var min store passion, og jeg havde ingen planer om at skifte spor.

– Men jeg sad tit sammen med filminstruktører, når jeg lavede de her story­boards, og jeg kunne mærke, at film var et sprog, der talte til mig, så jeg tænkte: Jeg vil sgu prøve at lave en film! Jeg fik støtte til en børnekortfilm – en sort og bizar lille sag – og syntes egentlig, at jeg var okay god til det. Og jeg nød det også meget.

– Så jeg lavede én mere, som blev Oscar-shortlistet, og efter den ”Helium”, som gik hele vejen og vandt. Der gik altså to år, fra jeg stod og biksede det første manuskript sammen, til jeg fik en Oscar!

– Hey, jeg var bare en illustrator, der havde kastet mig over film, og så stod jeg der sammen med Thomas Vinterberg, som var nomineret for ”Jagten” det år. Det var så surrealistisk, at jeg stod der med en Oscar, og ham og Mads Mikkelsen gik tomhændede derfra. Jeg synes jo, at de havde fortjent den meget mere, end jeg selv havde.

Hollywood tur-retur

NU stod verden åben for den unge Oscar-vinder. USA var begejstrede for ”Helium”, og han skulle i gang med at lave de store, dyre spillefilm.

Troede han.

– Jeg tog hjem og begyndte at søge om penge til spillefilm, men fik det ene afslag efter det andet. Samtidig havde jeg fået en stor agent i USA, som sendte manuskripter til mig, så jeg flyttede hele familien til Los Angeles.

– Jeg ville overbevise amerikanerne om, at jeg skulle lave en stor spillefilm derovre, og da manuskriptet til ”I Kill Giants” – som oprindeligt lå hos Harry Potter-instruktøren Chris Columbus – landede på mit skrivebord, fik jeg lov at pitche på det, fordi han ikke selv havde tid.

Anders og hans klipper fik bikset en trailer sammen ud fra manuskriptet og ramte den lige i røven. Amerikanerne ville have ham.

– Vi kørte på i to år, hvor projektet faldt sammen to gange, fordi pengemændene trak sig, lige før vi skulle i gang. I Danmark får man normalt penge, mens man er i gang med et projekt, men i USA får man ikke en krone, så vi skulle finansiere det hele selv.

– Vi brugte en halv million på at bo til leje og bare overleve med familien, og jeg kunne godt høre på de andre danskere derovre, at det var den klassiske historie om ham den naive dansker, der troede, at han skulle over og lave en stor amerikansk spillefilm.

Anders Walter opgav og flyttede hjem til Danmark med familien efter otte måneder med den ene lukkede dør efter den anden. ”I Kill Giants” endte dog med at blive delvist finansieret i Europa og fik en god modtagelse, da den udkom i USA i 2017.

wal

For tre år siden forelskede han sig så i historien bag ”Når Befrielsen Kommer” og begyndte at udvikle filmen.

– I mellemtiden fortsatte jeg med at lave kortfilm, fordi der godt kan gå lidt længe imellem, man får finansieret de store film, og fordi jeg synes, at det er sjovt at fortælle historier i det korte format.

– Da jeg blev Oscar-nomineret igen for kortfilmen ”Ivalu” havde jeg slet ikke set det komme. Jeg har jo oplevet at vinde for nogle år siden, så det var sådan en underlig bonus. Når man først har fået en, er man jo så dejligt tilfreds med det.

Du skal ikke prøve lykken i USA igen?

– Nej, jeg har ikke lyst til at flytte derover igen. Det er dejligt at komme tilbage med en lidt mere moden film, og det kan da være, at amerikanerne tænker: ”Gud, han er sgu blevet voksen, ham Anders!” Og giver mig nogle nye projekter. Men jeg bliver her i Danmark. Miljøet i Los Angeles er lige så klichéfyldt, som man tror, det er.

Filmverdenen er en nej-verden

Når Anders Walter lukker øjnene og tænker tilbage på de sidste 10 år, ser han en masse mennesker, der sidder og siger ”nej, nej, nej, nej.”

– Folk er jo søde og kommer hen og siger: ”Eeej, hvor går det godt med dine film!” Men de forstår ikke, hvad man slås med, for filmverdenen er en nej-verden. Du får hele tiden nej.

– Der er ingen, der gider at betale for dine projekter, der er ingen, der vil bruge 30 millioner på alle dine dumme idéer, og der er ingen skuespillere, der gider at medvirke, de har alle sammen travlt.

– Det er bare DNA’et i at lave film: Det, du ser, er dét ene ja, der kom, efter man har fået tusind nej’er. Ikke at jeg sidder og jamrer og synes, at det er synd for mig, men det ER bare flere års kamp, indtil man endelig får et ja. ”Når Befrielsen kommer” er også lavet på et lille ja - det er bare sådan, det er.

Den eneste gang, Anders Walter har fået et rungende ja uden forudgående nej’er, var, da han friede til Anne efter kun at have kendt hende i et år. Han var 29, hun var 22, og det var kærlighed ved første blik.

– Jeg mødte Anne via min brors kæreste, som var hendes veninde. Det var dengang, man mødte hinanden live, og det var ret instant. Vi var dejligt skøre i de unge dage, så da vi havde været sammen i et år, tog vi på en amerikanertur og blev viet i Las Vegas af ”Elvis” med Sammy Davis Jr. som bryllupsfotograf, griner Anders.

Hun ville ikke have et stort bryllup?

– Nej, nej, Anne er meget mere farverig end mig. Hun er et frihedssøgende menneske, der ikke kan lide alt, hvad der binder og føles traditionelt. Så jeg vidste godt, hvad det var for et menneske, jeg havde forelsket mig i.

– Og da jeg friede til hende i Grand Canyon en uge inden, vi nåede til Las Vegas, var jeg ikke i tvivl om, at hvis jeg foreslog sådan et bryllup, ville hun synes, at det var lige så fantastisk og skørt som mig.

Ligner I hinanden på det punkt?

– Ja, der er meget plads til at være sig selv og gøre ting hver for sig. Som par er vi meget etablerede, vi har altid hørt sammen som pot og pande, og det er klart, at med børn bliver man påkrævet en rytme. Men det hænger fint sammen med frihedstrangen, synes jeg.

– Frihed kommer tit til at lyde som om, man skal kunne rejse jorden rundt når som helst, det er ikke sådan, jeg opfatter frihed. Mere dét, at der ikke er andre, der skal bestemme over os.

– Vi er begge meget egenrådige og stædige og har helt intuitivt ikke noget behov for at ændre på hinanden. Hvis jeg ringer spontant og siger, at jeg vil i biografen to gange i aften og først er hjemme 22.30, bliver der ikke blive rynket et øjenbryn. Anne vil bare sige ”fedt, hvad skal du se?” og det går begge veje. Det er frihed for mig.

wal

– Men nu er jeg jo 45 og har ikke behov for at være spontan hele tiden. Jeg er totalt hjemmemenneske, og det er Anne også. Hun elsker at gå i sin have, og jeg elsker at gå og bygge ting i træ indenfor, så på den måde er vi en meget stabil familie.

– Men med hensyn til frihed … Der er nok mange par, som ubevidst holder hinanden lidt nede, og så indtager man pludselig nogle bestemte roller og tænker efter 10-15 år: ”Hva’ faen, hvorfor gør jeg egentlig sådan her?” Der har vi nok bare en grundlæggende forståelse for, hvordan vi hver især gerne vil være i verden.

Vores hjerner brænder sammen

De øjeblikke, Anders Walter har været mest lykkelig i sit liv, er når han har været fordybet i noget. I sine tegneserier, i sine film, når han går derhjemme og bygger ting i træ. Derfor bekymrer det ham, at vi efterhånden lever i en så digitaliseret verden, hvor koncentrationsevnen er hårdt under pres.

– Når jeg tænker tilbage på, hvornår lykken har været størst i mit liv, så er det, når jeg har været fordybet, fortabt i noget – det er et utroligt lykkeligt sted at være. Det kan være i alle mulige ting – også at bygge en hule over en hel weekend, da man var barn. Det er magiske øjeblikke, en magisk måde at leve et liv på.

– Den evne er på prøve, synes jeg. Og det er ikke bare vores unge, det handler om – jeg tager også mig selv i at lave SÅ mange ligegyldige digitale overspringshandlinger. Jeg kan heller ikke længere være i det rum, jeg kunne engang, hvor jeg sad i 12 timer og forsvandt i en illustration eller filmmanuskript.

– Det er først gået op for mig ret sent, hvor privilegeret jeg er, fordi jeg nåede at være barn og ung uden alt det dér. Min datter på 12 år har ligesom mange andre meget svært ved at koncentrere sig – bare at se en film, der varer to timer.

– Og jeg nægter at tro på, at dét, den evne bliver erstattet af, skaber større lykke og større trivsel og flere magiske øjeblikke.

wal

Det bekymrer dig?

– Ja, for det er et sindssygt kraftigt drug, vi har fået – også alt det, der foregår lige nu med kunstig intelligens. Vi kan føde maskinen med nogle få ord, så kommer der 10 udgaver af et manuskript, og pludselig har du noget, der potentielt er bedre end det, du selv kan skrive.

– Ja, vi kan nå mere, men er det sjovere at nå mere? Får vi det bedre? Når du går fra A til B i dag, når du at svare på 50 mails og er helt fucked up i hovedet, når du kommer til B, hvor man før i tiden faktisk bare gik fra A til B og måske rensede hjernen på vejen.

– Jeg har en grundlæggende følelse af, at vi – især de unge – er forsøgskaniner. For digitaliseringen har ikke været her længe nok til at vi ved, hvad resultatet af at være eksponeret for den, er. Men der er ingen tvivl om, at vores hjerner ikke kan udvikle sig så hurtigt, som teknologien gør. Så der kommer et crash, tror jeg.

Hvad mener du?

– At alt den stress, vi ser nu, bare er en lille åbning på nogle meget større problemer. Som ender med, at vores hjerner simpelt hen brænder sammen. Mine film er jo min knyttede næve, og det er et emne, jeg godt kunne finde på at lave en film om en dag.

Artiklen blev udgivet i femina uge 33, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også