femina
Popkultur

Ditte Giese har fået nok af "boomer-kvinder", der synes, den yngre generation mangler nosser

20. oktober 2020
af Freja Bang Lyngbo
Foto: Sif Meincke
"Det er sgu ikke særligt Shubidua-sjovt at finde sig i sexchikane," skriver Ditte Giese i en klumme på Heartbeats, der er en direkte appel til den generation af kvinder, der var unge i 60'erne og 70'erne, om at stoppe med at kritisere unge kvinder for overfølsomhed MeToo-debatten.

"Mange kvinder fra rødstrømpe- og boomer-generationen kritiserer de unge kvinder for overfølsomhed og manglende nosser i #MeToo-debatten. Det skal de holde op med."

Sådan starter journalist og forfatter Ditte Giese i en klumme på Heartbeats.

Hun har nemlig fået nok af de kvinder, som var unge eller unge voksne i 60'erne og 70'erne, og som har været vant til at måtte indordne sig og bide ting i sig for at passe ind på arbejdsmarkedet.

"Det vælter nu frem med modne og ældre kvinder, der synes, at NU går de unge kvinder altså for vidt med den sexisme-debat," skriver Ditte Giese i sin klumme.

Hun lister et par af de hyppigste argumenter fra netop den generation af kvinder op:

"Det var bare så dejligt, dengang min chef sagde, at jeg havde arbejdspladsens bedste røv."

"De unge kvinder er sgu så sarte, vi andre kunne klare mosten."

"Jeg savner sådan at blive flirtet med, det kommer de unge også til."

Det er sgu ikke særligt Shubidua-sjovt at finde sig i sexchikane

Udgangspunktet for de kvinder, som kunne være afsender på et af citaterne, og som Ditte Giese blandt andet kalder for "Boomer-kvinderne", er ifølge hende et helt andet, end det er for den yngre generation af kvinder.

"Boomer-kvinderne har overlevet på arbejdspladserne på mændenes præmisser, og mange af dem har slet ikke kunnet forestille sig, at tingene kunne være anderledes. De har desuden kæmpet nogle andre og vigtige, strukturelle kampe,"

LÆS OGSÅ: Maria Gudme fældede Frank Jensen: "Det er ikke hånden på låret - det er magtdemonstrationen, der sætter sig i kroppen"

"Nu myldrer der så en generation af unge kvinder (og mænd) ud på arbejdsmarkedet, som er højtuddannede og ambitiøse. De er rødstrømpernes børnebørn. Og de vil have et helt andet slags arbejdsliv (...) Hvor man som ansat ikke behøver lytte til hyggeracisme, homofobi eller sexistiske lummerbemærkninger om den nye piccolines flotte røv. For hvorfor skulle man det? Det er sgu ikke særligt Shubidua-sjovt at finde sig i sexchikane," skriver Ditte Giese sin klumme.

Kvinderne fastholder sig selv i en anti-offergørelse

Modviljen fra den ældre generation handler nok mest af alt om deres egne kampe, mener Ditte Giese, der har et bud på, hvorfor det er sådan:

"De gider ikke, at andre får en forlomme ved at sige, at sexchikane er krænkende. De gider ikke, at de unge skal slippe billigere omkring matrixen karriere og familie, når de selv har knoklet og bidt lort i sig hele deres arbejdsliv."

Men måske har netop disse kvinder selv savnet omsorg i deres kamp for at gøre sig hård og sej i karrieren og få en plads i solen, foreslår Ditte Giese.

"Derfor bliver deres automatreaktion, at de unge kvinder bare må lære at sige fra. Mande sig op. Lade være med at gå ned i en ubåd med en fremmed mand. Eller finde sig et andet job hvis de ikke kan klare mosten. For de patriarkalske idealer gælder stadig for den generation."

"Og det er næsten det mest sørgelige ved #MeToo 2.0," slutter hun sin klumme.

Læs også