Kultur

Den jul jeg aldrig glemmer

Af Rikke Hast 10. december 2014
foto
Nogle gange byder juleaften på noget ud over den sædvanlige hygge. Mød tre kvinder, som hver især har haft nogle helt specielle oplevelser.

Det helt uforglemmelige kan ske. Også når det er juleaften. Et eksempel er Katinka Louise Larsen og hendes familie. I julen 2010 sneede Katinka Louise Larsen og hendes familie fra Jylland inde i syv dage på Bornholm, da de var taget hjem til hendes forældre for at fejre højtiden. Selve juleaften blev udskudt, fordi de var sneet inde, og ingen af gæsterne kunne komme frem til gås og dans om træet.

- Vi besluttede os for at se tv juleaften. Det gør vi ellers aldrig. Men vi ville, for børnenes skyld, gøre aftenen så lidt julet som muligt for ikke at udvande julen.

1. juledag lykkedes det dog med møje og besvær hendes svoger at komme frem – det var også ham, der havde gaverne med. Der skulle dog gå yderligere syv dage, før Katinka Louise Larsen og hendes familie kunne komme tilbage til Jylland.

- Der er skønt derovre, men helt så hvid jul behøver vi altså ikke at opleve foreløbig, siger hun.

Familien endelig samlet

Også vietnamesiske Kim Thoa Duong Ngos første jul i Danmark i 1998 var noget helt særligt. For første gang i fem år kunne hun nemlig fejre jul med sin far og sin bror, som var kommet til Danmark som flygtninge fem år tidligere.

- Det var så skønt, at vi endelig var sammen i julen. Det havde været en lang proces for min far at få os genforenet.

- Det var en rigtig dejlig aften. Vi var der alle sammen, og vi vidste, at vi kunne blive sammen i Danmark. Det var også den vinter, jeg oplevede sne for første gang, og det var fuldstændig magisk. I Vietnam havde vi kun set sne på film, og nu var den der i virkeligheden. Det var en stor, stor oplevelse.

Den bedste julegave

Også Birthe Madsen fik et uforglemmeligt juleminde, da hun d. 24. december i 1992 fik veer - selv om hun først havde termin et par uger ind i januar i det nye år. Juleaften fødte Birthe sin tredje søn. Julemiddagen havde hun fået allerede til frokost, kort efter, hun havde født.

- Selv om jeg må sige, at jeg havde fået mit livs bedste julegave, så følte jeg mig da lidt snydt over, at jeg skulle ligge der og ikke kunne fejre jul sammen med min familie som planlagt, siger hun. Hun havde først regnet med at skulle føde et par uger inde i det nye år.

- Vores sønners onkel mente, at vi med den fødselsdato burde have kaldt vores nyfødte søn for Julius, men det var vi ikke helt enige med ham i. så det blev altså til Martin, siger Birthe Madsen.