Horoskoper
13. november 2020

Sådan er det at date en Skytte

Er du blevet forelsket i en Skytte, kan du forvente intellektuelle snakke, fysiske udfordringer og passioneret elskov. Men Skytten er en enspænder, så forvent ikke, at I skal være sammen for evigt.
Af: af Amanda Stensgaard
https://imgix.femina.dk/media/article/skytteredigeret.jpg

Illustration: Anna Houplain

Har du udset dig en Skytte, kan du være sikker på, at jagten bliver alt andet end kedelig.

Skytten er inspirerende og optimistisk, den ser muligheder frem for begrænsninger, og den vil ofte være både karismatisk og populær.

Samtidig er den selvstændig af natur og har brug for plads. Du gør derfor klogt i at nærme dig langsomt, så den ikke føler sig låst.

Vi har allieret os med astrolog Caritas Fischer og udarbejdet din guide til at date en Skytte.

Skytten (24. november - 21. december)

Element: Ild

Modalitet: Bevægelig

Planethersker: Jupiter

Type: Eventyrlysten, fri og filosofisk

Passer godt med: Andre ildtegn (Vædder og Løve) og Vægt og Vandbærer.

Det skal du vide, inden du dater en Skytte

Det kan ikke blive for spændende for Skytten. Den elsker eventyr, og dens nysgerrighed skal stimuleres – helst hele tiden.

Så er du typen, der nyder en aften på sofaen med bland-selv-slik og "Vild med dans", er det nok ikke Skytten, der skal gøre dig selskab.

– Skytten slapper af ved at være ude at opleve. Den har brug for spænding, og det værste den ved, er at føle sig i lænker, siger Caritas Fischer.

Hvis I kan lave en ordning, hvor du flader ud derhjemme, mens din Skytte er på opdagelse, er der dog grobund for et stabilt forhold.

– Skytten har behov for stor personlig frihed, og den tager gerne på en rejse alene.

LÆS OGSÅ: Sådan er det at date en Løve

Nogle vil måske synes, det er underligt at være kæreste med en, der ikke nødvendigvis inviterer andre end sig selv med på udflugt.

– Men der vil altid være en del af Skytten, der er sin egen. Skytten vil derfor typisk trives godt i et åbent forhold, siger Caritas Fischer.

Sådan fanger du Skyttens opmærksomhed

Har du tænkt dig at skyde kærlighedspile efter Skytten, er der et par ting, du skal vide.

– For det første skal man vise, at man er frisk. Skytten elsker at være udenfor, så den vil gerne være i nærheden af praktiske og fysiske mennesker. Den er slet ikke til stiletter og masser af sminke, siger Caritas Fischer.

Til gengæld skal der ikke mere til at tænde den end et par gode vandrestøvler og en fleecetrøje.

Men hvis du ikke er outdoor-typen, kan du dog også fange Skytten ved at vise, at du kan tænke uden for boksen.

– Skytter elsker at læse og blive klogere. Derfor vil en Skytte typisk falde for en, der kan tænke stort eller anskuer livet på en filosofisk måde, siger Caritas Fischer.

– Skytten er typisk også glad for meditation og spiritualitet.

Sådan er den ideelle date for en Skytte

Som sagt er Skytten ikke en sofaslænger. Netflix’n Chill er derfor ikke den oplagte date, mener Caritas Fischer.

I stedet foreslår hun en date, hvor spiritualitet spiller en rolle.

LÆS OGSÅ: Sådan er det at date en Vægt

– Det kunne være et besøg i en smuk kirke eller tempel. Eller måske en yogatime.

– Og hvis man endelig skal invitere Skytten på en filmaften, skulle det være for at se en sej dokumentar med et ekstra lag. Kærlighedsfilm gider den i hvert fald ikke.

Sådan er Skytten i sengen

Som de andre ildtegn er Skytten både en fysisk og passioneret elsker.

– Men den har også et ret stort ego og vil gerne føle sig tilbedt.

– Skytten vil værdsætte en partner, som går meget energisk til værks. Den anskuer næsten sex som en sport, hvor det fysiske fylder mere end det emotionelle.

Sådan bliver du kærester med Skytten

Er du brændt varm på en Skytte, så meget, at den skal være din, må du gå snedigt til værks.

Skytten flygter nemlig i det samme, den føler sig for omklamret.

– Det er ikke nødvendigt for Skytten at sætte label på forholdet. Det skal ske naturligt, siger Caritas Fisher.

LÆS OGSÅ: Sådan er det at date en Krebs

Hun understreger dog, at Skytten elsker komplimenter og gerne vil høre, hvor fantastisk den er.

Sådan slår du op med Skytten

Heldigvis er Skytter både ærlige og diplomatiske, så du kan sagtens være direkte, hvis jeres tid er løbet ud i sandet.

– Skytten er ikke typen, der laver en scene. Typisk vil den være okay med situationen, fordi den ser livet som en rejse, siger Caritas Fischer.

– Den glemmer ikke jeres tid sammen, men den vil hurtigt acceptere, at det nu er tid til at rejse videre. Skytten værdsætter intense møder med andre mennesker, men den har ikke nødvendigvis behov for at følges ad hele livet. Det er faktisk et af de nemmeste tegn at slå op med.

Caritas Fischer

Caritas Fischer er astrolog på fuldtid. Hun er selvlært, men er opvokset i astrologiens verden, da hendes far er professionel astrolog. Caritas har en kandidat i moderne kultur og kulturformidling.

Til daglig laver hun 1:1 sessions, hvor hun læser dit fødselshoroskop og guider dig gennem udfordringer. Læs mere på caritasfischer.dk

Læs mere om:

Læs også