tyren stjernetegn
Horoskoper

Årshoroskop for Tyren 2023

7. december 2022
Af astrolog Cathrine Oppenheim
Udgivet første gang d. 7 december 2020 Illustration: Anna Houplain
Læs hele dit årshoroskop for Tyren. Bliv klogere på, hvordan dit 2023 bliver!

Tyren 20/4 – 20/5

Kærlighed

I disse år, hvor planeten Uranus står i dit stjernetegn Tyren, kan du opleve trang til forandringer. Det kan også gælde i dit kærlighedsliv. Lever du i et fast og harmonisk forhold, vil det formentlig ikke være relevant for dig at tænke i andre baner, hvad partner angår.

Du vil dog i 2023 ikke i samme grad have fokus på din faste partner, som du plejer at have. Det kan der være mange grunde til, og én af dem kan være, at du er travlt optaget af andet i dit liv. Det handler ikke om, at kærligheden ikke er der, men I mangler tid, og det går ud over samværet.

Heldigvis forholder det sig på samme måde for din kæreste/partner, så der vil være en stor forståelse fra begge sider. Der er dog nogle tidspunkter i 2023, hvor det kan være en fordel at have planlagt kærestetid eller samvær. Det er især i årets første tre måneder.

I marts og til og med maj kan du med fordel vise din partner mere opmærksomhed, han/hun har brug for det. Generelt er det dog klogt ikke at have alt for mange forventninger til partneren, da de ikke kan indfries. I juli er der ikke meget initiativ, hvorfor det er bedst, at hver passer sit eget og ikke satser på den store ferieaktivitet sammen.

Anderledes forholder det sig, hvis du er single eller i løse forhold. Her vil du prioritere kærlighedsoplevelser, og dem kan der komme mange af. Den bedste periode, hvis du er interesseret i at møde en kæreste eller gå på date, er i maj, juni, juli, oktober, november og december. Der vil være flere succesfulde oplevelser, som giver dig energi og godt humør. Fra juli til slut-september vil din lyst til romantik og flirt være stor, og du vil vise dig fra din charmerende side.

Familie og venner

Selv om man skal råbe højt for at blive hørt i familien, nærer Tyren stor omsorg for sine familie. Er der problemer, træder Tyren til og løser dem. Men der forventes til gengæld respekt. Der vil i 2023 være mange gode stunder med familien, og du vil bruge en del tid på din bolig.

I februar og i august kan der være lige lovlig meget fart over feltet i familien, hvor du bliver nødt til at sætte foden ned og anmode om fred og ro. I tidsrummet 6. juni–3. oktober, vil du prioritere din familie og dit hjem, og købelysten til boligen er stor. Det kan betale sig at lave en plan over, hvad du ønsker at ændre, og især hvordan du får økonomien til følge med.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Venner og venskaber har måske været lidt flygtige de sidste par år. Det vil de nok også være i 2023, men er du bevidst om, at venskaber kan ændre sig fra nærvær til fravær og vice-versa, vil det være nemmere for dig at acceptere lidt ustabilitet i vennekredsen.

Der vil være en del tidspunkter i år, hvor du med fordel kan dyrke dit sociale liv. Det vil især være gunstigt fra sidst i januar til sidst i februar. Især vil dagene omkring 15. februar være særlige, når det gælder venner eller kolleger. Måske får du et forkert signal eller indtryk og kan blive skuffet eller desillusioneret, ligesom du kan blive glædeligt overrasket. Det bedste tidspunkt at samle dine venner vil være i starten af marts, samt i maj og oktober. Særligt i maj vil du opleve, at der kommer flere venner ind i billedet.

Hverdag

Som tidligere antydet vil mange tyre-fødte, især dem, der har fødselsdag mellem 6. og 14. maj, føle trang til ændringer. Det kan i den forbindelse være en god idé at prøve at finde ud af, om forandringerne er ønskede eller opstået af kedsomhed. Visse forandringer kan være meget livsændrende og er måske ikke helt gennemtænkte.

Der vil dog komme ændringer – helt af sig selv – og det vil du især bemærke på arbejdsområdet. Presset, du har følt i de senere år, letter. Der vil komme flere muligheder for et jobskifte – måske over i en hel anden boldgade, end du tidligere har været i. Det er noget, som kommer til at foregå i de næste mange år, så der er ingen grund til, at du forhaster dig.

Prøv i stedet at finde ud af, hvor du vil starte dine ændringer i tilværelsen.

Fremtid

Ændringer i form af større uafhængighed vil forme tiden, der kommer. Det kan være i alle livets afskygninger, men skulle gerne give dig mere frihed og en fornemmelse af at starte på en frisk.

Livet kommer nok til at se anderledes ud, end du forestiller dig nu. Det bedste, du kan gøre i den forbindelse, er at flyde med de strømme, der bærer dig fremad, hvor det er klogt at undgå de strømme, der fører dig den modsatte vej.

Læs også