Få årshoroskop 2021 for Skorpionen
Horoskoper

Årshoroskop for Skorpionen 2021

Af astrolog Cathrine Oppenheim 7. december 2020
Illustration: Anna Houplain
Læs hele dit årshoroskop for Skorpionen. Bliv klogere på, hvordan dit 2021 bliver!

Skorpionen 24/10 – 22/11

Kærlighed

Lige præcis det område, der handler om kærlighed, er også i år et tema, som kommer dig ved i særlig grad.

Det kan der være flere grunde til. Er du single i øjeblikket, har du måske mest lyst til at være i et uforpligtende forhold. Mange vil nok prioritere "friheden", så man ikke føler sig begrænset.

Indimellem kan du dog også føle dig fristet til at gå "all in" i et forhold, hvor intensiteten er høj.

Normalt har Skorpioner et stort behov for tryghed og sikkerhed i sine relationer og især i kærlighedsanliggender. Derfor er det ganske usædvanligt, hvis du satser på løsere forbindelser i en periode.

Lever du i et fast forhold, vil længslen efter uafhængighed måske dukke op på et eller flere niveauer.

Du kan komme det i møde ved at tale med din partner om dit behov for alenetid, hvor du forklarer, hvordan du har det. Det kan være svært at forene behovet for frihed med et fast forhold, der måske ovenikøbet trænger til lidt fornyelse og inspiration.

Derfor er det oplagt, hvis du kan forhandle dig frem til løsninger – at du eksempelvis tager på ture alene, får oplevelser, som kan fremme dine egne følelser, og som kan give dig mere ro i sjælen.

Jo mere "frihed", du føler, du har, jo bedre for forholdet. Nogle kan vælge at være adskilt i en periode, for derefter at genoptage forholdet med ny intensitet.

En anden mulighed kan være, at det er din partner, der har behov for tid til sig selv eller for mere afstand i forholdet. Indser du det positive og konstruktive i den model, vil kærlighedslivet blive beriget i høj grad.

Den bedste periode med din partner ligger i første halvdel af januar og i starten af april.

I sommerperioden vil forholdet enten konsolideres eller ændre karakter, og et spørgsmål om, hvorvidt det skal fortsætte i sin nuværende form, kan blive relevant. Det samme kan gøre sig gældende i november.

Er du indstillet på at finde en udkåren i år, vil du være mest tændt i tidsrummet mellem 30. oktober og 13. december. Gode dating-datoer kan være 9. januar, 6. april, og 13. juli.

Familie og venner

Nye forhold kan præge familielivet. Det kan være, at der er kommet begrænsninger, som du bliver nødt til at tage dig af.

Modsat kan det også være, at du har fået mulighed for at udvide den eksisterende bolig, eller at der er kommet nye familiemedlemmer til. Er det sidste tilfældet, skal der i den sammenhæng sættes nogle rammer.

Hvis det er relevant, så gør det på en måde, så der stadig er plads til impulsive tiltag, så familielivet ikke bliver for kedeligt, snævert eller firkantet.

Det er især i januar, juli og november, at ændringer i boligen eller i familien indtræffer. Det skal du lige vænne dig til, og når du har sundet dig lidt, indser du fordelene ved, at tingene har skiftet retning, så nye tiltag kan komme i spil.

Behovet for at omgås nye venner melder sig – det startede allerede for nogle år siden – og det kan gå ud over den eksisterende vennekreds.

Du kan opleve, at dine bekendte tager initiativ til at sætte venskabet på pause. Det vil du med stor sandsynlighed blive stødt over, men det kan give dig mulighed for at finde nye venner, måske i helt andre miljøer, som kan inspirere dig.

Skal du holde en fest for vennerne, vil det bedste tidspunkt være i januar eller juli.

Hverdagsliv

Normalt kan du lide at være praktisk anlagt og få noget fra hånden. Du går efter hurtige resultater. Du havde rigeligt at se til sidste år, hvor du fik sat mange projekter i gang.

I år er det tid til at se udkommet fra det arbejde. Du holder mest af jobs, hvor der sker noget – der skal være action, og der må også gerne være en del organisatoriske opgaver.

Der er især fokus på dit arbejdsområde i årets første måned. Større ændringer kan forekomme, og det kan for eksempel dreje sig om mere selvstændighed i de opgaver, du påtager dig.

Meget tyder på, at du vil gøre tingene helt anderledes, end du plejer, hvilket ydre omstændigheder kan være årsag til.

Der ligger et spændende arbejdsår foran dig med muligheder for at nå dine mål hurtigere end forventet. Har du lagt arbejdslivet bag dig, kommer du ikke til at kede dig – der bliver masser af opgaver, som du skal løse.

Fremtid

Boligforhold, herunder tilhørsforhold, kommer til at optage dig en del i 2021. Dertil kommer også at familiemedlemmer – måske især ældre – fordrer mere opmærksomhed end tidligere.

Det kan også dreje sig om, at du selv stifter familie eller får en fremtrædende rolle i familieklanen. En slags familieoverhoved.

I den forbindelse finder du måske ud af, at det faktisk er de lidt gammeldags dyder, du holder af, og som du vil prøve at genindføre – bare i en lidt mere moderne version.

Psykologiske mekanismer bliver noget, du vil interessere dig endnu mere for, og som kan give dig et helt nyt perspektiv på nogle livsområder.

Apropos nye perspektiver vil netop tanker om, hvordan din tilværelse skal se ud på sigt, også være et tema, der vil optage dig mere end normalt.

Hvordan får du eksempelvis job- og familieliv til at hænge sammen i fremtiden, for det er ikke sikkert, at de to ting spiller sammen lige for øjeblikket. Har du ambitioner for din karriere, er det en god idé at tage dem alvorligt og finde din plads i det system, som du gerne vil være en del af. Du skal ikke lade dig nøje, men gå efter det, som står dit hjerte nær.

Årets højdepunkter

Året bliver anderledes end 2020.

Der er især to livsområder, der er i fokus i år, og det ene er familien og boligen, som du må tage dig af, og det andet er dit kreative gen, som aktiveres, samt en eventuel betingelsesløs kærlighed.

I maj og juli, vil du med stor sandsynlighed befinde dig på kærlighedens sti.

Er du single, er mulighederne for, at du kan blive meget forelsket eller blive meget berørt af et andet menneskes indflydelse, stor – alt efter hvor du befinder dig i livet.

Er du i et fast forhold, kan følelserne blusse op på ny, blive dybere og indtage nye dimensioner.

Din bedste periode i året, hvor du har størst gennemslagskraft, er fra 30. oktober til 13. december. I det tidsrum kan du meget let få din vilje igennem, og det bliver dig, der suverænt kommer til at bestemme, når det gælder de hjemlige forhold.

Bofællesskab kan eventuelt komme på tale.