Haven
Stil

Det skal du lave i haven i august

6. januar 2018
af Redaktionen
Høsten i køkkenhaven er på sit højeste, men du skal allerede nu begynde at så og plante næste års køkkenhave. Samtidig kan du forberede haven på efteråret.

Forbered haven for næste år

Selv om havesæsonen endnu er godt i gang, skal du allerede nu i gang med at planlægge, hvordan haven skal se ud næste år, da du skal så de første planter nu, mens jorden stadig er varm. Samtidig kan du begynde at forberede haven på efteråret, og trænger græsplænen til en opfriskning, er det også tid nu.

Plantning og såning

Plant nye jordbærplanter, og fjern alle udløberne på de gamle.

Du kan stadig nå at så vintersalat og sætte hvidløg i september. Her kan du læse, hvad du ellers skal lave i haven i september

Husk at du nu kan plante forårsblomstrende stauder om og plante nye. De skal i jorden, mens den stadig er varm, så rødderne søger ud, og planterne får godt fat inden vinter.

Lav krukker med efterårsblomstrende stauder. Sæt evt. tidlige forårsløg sammen med.

De stedsegrønne skal plantes, mens jorden er lun.

Du kan stadig så stedmoderblomster i koldhus/mistbænk.

Så frø af de blomster, som normalt først blomstrer året efter såning.

Plukke og høste

Husk at plukke asier og drueagurker, mens de er små og lækre.

Artiskokkerne skal plukkes lige inden blomstring.

Majs er modne, når støvfangerne - de lange tråde der stikker ud af kolberne - visner. Løft forsigtigt svøbbladene og se til de øverste kerner. De skal være gyldne og saftspændte - ikke lyse.

Husk at tage de løg op, der skal gemmes, tørre dem enten på jorden i tørvejr eller under en overdækning, hvis det regner.

Høst og tør krydderurter til senere brug.

Høst løs i køkkenhaven, og så salat, spinat, vintersalater og radiser på de tomme pladser.

Klippe, slå og beskære

Klip de afbårne skud af hindbær straks efter høst. Brænd dem, da mange hindbær er angrebet af hindbærstængelsyge. De nye skud tyndes ud, så der er 10-12 stykker pr. løbende meter og klippes ned til ca. en meter. Efterårsbærende hindbær skal klippes helt ned, men først til foråret.

Husk at tynde ud i stikkelsbær, solbær og ribs ved at skære de ældste grene af ved jorden.

Beskær kirsebær, blomme og valnød, mens der er blade på træet, hvis beskæring da er nødvendig.

Husk at tage stiklinger af pelargonier nu. Vælg kraftige skud og skær under 4-5 blade. Fjern det nederste blad, og lad stiklingerne tørre et døgns tid, inden de stikkes i potter i sandblandet jord og dækkes med en plasticpose. Stil stiklingerne lyst uden direkte sol.

Husk at klippe visne blomster af sommerblomsterne for at forlænge blomstringen

Husk, at stedsegrønne - bl.a. taks, tuja og buksbom - kan beskæres nu.

Beskær vinen, så drueklaserne kan få sol.

Tynd ud i æblerne, hvis de tynger grenene for meget, eller hvis der er så mange, at det går ud over størrelsen.

Beskær frugttræerne for grene, der vokser ind mod midten, og grene, der gnider mod hinanden, når de er færdige med at bære frugt.

Gødning

Husk, at roserne nu skal modne af og derfor ikke skal have mere gødning i år. Al gødning i øvrigt skal ophøre nu, så planterne kan nå at afmodne deres skud inden vinteren.

Kål, porre, selleri m.fl., der skal gro længe endnu, skal dog stadig have kompost eller gødning.

Sygdomme og skadedyr

Husk at ørentvister kan samles i sammenrullede aviser, der er stukket ned i tomme mælkekartoner.

Bladlus er de vigtigste smittebærere af virussygdomme i havedahlia, derfor bør lusene bekæmpes med vand, insektsæbe eller klø'r fem.

Klip toppen af kartoflerne, hvis de angribes af kartoffelskimmel.

Angreb af meldug og andre svampeangreb fjernes straks for at undgå smittespredning.

Fjern frugt, der af sig selv falder til jorden, så sygdomme og skadedyr ikke forbliver ved frugttræerne.

Græsplænen

Husk

… at give græsplænen 1 kg kalksalpeter per 100 m2, hvis den skal være helt perfekt.

… at du kan lade græsafklippet ligge i findelt form i stedet for at gøde græsplænen.

… at det nu er tid at anlægge græsplæne eller reparere de mindre pæne områder, medmindre det sætter ind med tørke.

Så hvidkløver i græsplænen, hvis du vil slippe for at gøde, men gerne vil have en flot grøn plæne - også i tørre perioder.

Stik mælkebøtter i græsplænen.

Drivhuset

Sørg for god udluftning i drivhuset, så fugten kan slippe væk. Luftfugtigheden øges nu, så døren og vinduerne i drivhuset normalt skal stå åbne døgnet rundt.

I oktober er det efterhånden småt med aktiviteterne i drivhuset, men ikke desto mindre er der stadig masser at gøre i haven. Læs mere i SØNDAGs havekalender

Knib toppen af tomaterne, så de bruger energien på at udvikle tomaterne i stedet for at vokse.

Vand kun helt nede ved jorden i drivhuset, så planterne holdes tørre.

Flere gode tips

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_1.jpg

Læs også