Dit liv

Vi kan ikke tale om #MeToo uden at tale om Mette Frederiksen – og de andre magtfulde kvinder, der holder hånden over krænkerne

KOMMENTAR: Ja, vi skal tale om de mænd, der krænker. Men vi skal også tale om de magtfulde kvinder, der holder hånden over dem.

Jeg var barn,

da jeg første gang hørte om en 34-årig politiker, der havde haft sex med pige på min alder. Han sad i Folketinget, hun var medlem af en ungdomsorganisation. Han var der for at holde oplæg, hun var der for at lære af ham. Jeg husker følelsen af harme, der udviklede sig, i takt med at sagens omstændigheder blev afsløret.

Alt ved den sag føltes forkert helt nede i maven dengang. Og alt, hvad jeg havde lært om moral, ansvar og rigtigt og forkert, blev sat ud af spil, da jeg i tiden efter igen og igen fik at vide af voksne mennesker, at det var det faktisk ikke. Forkert, altså.

Tværtimod, var det min harme, der var forkert. Det han havde gjort, var jo ikke ulovligt. For hun havde netop fejret sin 15-års fødselsdag, så hun var — om end kun lige akkurat — over den seksuelle lavalder i Danmark. Sådan er loven, sagde de voksne.

Og det argument lukkede enhver diskussion — og gjorde det uanstændigt at åbne den op igen. For hvis det ikke var direkte ulovligt, så var det kun ”dumt”. Og hvis noget bare er ”dumt”, kan det reduceres til en personsag.

Så nu skulle vi ikke svælge mere i det, mente alle de magtfulde mennesker, der kaldte hans straf — at få frataget sine ordførerskaber — alt for hård. ”En total overreaktion,” kaldte Pernille Rosenkrantz-Theil det.

I dag er hun Børne- og Undervisningsminister. ”Nypuritanisme,” kaldte Mette Frederiksen det. I dag er hun Danmarks statsminister.

Et årti senere ...

... så jeg så den samme mand blive udnævnt til Danmarks udenrigsminister. Og nu, efter alle de år og belæringer fra voksne mennesker om, at han i lovens øjne var uskyldig, føltes det stadig forkert.

For det særlige ved jura og love er jo, at de hverken er statiske eller universelle. Love ændrer sig, i takt med at samfundet ændrer dig, og love er forskellige fra land til land. Som jurist og debattør Nima Zamani skrev i Berlingske: I vores tætteste allieredes øjne havde Danmarks nye udenrigsminister haft sex med et barn.

I Sverige, Norge og England er den seksuelle lavalder 16 år. Betyder det ingenting? Det mente Danmarks anden kvindelige statsminister Mette Frederiksen — to år efter MeToo-bevægelsen verden over havde fældet den ene magtmisbrugende mand efter den anden for mindre —  stadig ikke.

LÆS OGSÅ: Suzanne Brøgger: Det blev mændene, der profiterede mest af den seksuelle revolution

Mette Frederiksen er langt fra det eneste eksempel på en magtfuld kvinde, der har holdt hånden over mænd og en adfærd, der for længst burde være parkeret i fortiden.

Senest har Ekstra Bladet afsløret, hvordan Sigrid Dyekjær, medejer af dokumentarfilmselskabet Danish Documentary, udskammede en kvindelig ansat, der klagede over krænkelser fra en mandlig instruktør. Selvsamme Sigrid Dyekjær, der støttede op om MeToo-bevægelsen, da den rullede herhjemme, og stod bag foreningen #Wedo, der skulle skærpe opmærksomheden på krænkelser og overgreb.

Det er ikke, fordi ...

... jeg mener, at kvinder bærer et større ansvar for at bekæmpe sexisme end mænd. Men som kvinde i en magtposition har du et ansvar. Og som socialdemokrat, som ”børnenes statsminister”, som vores allesammens chef — og som kvinde — er der noget grund-usolidarisk i at sidde på den allerøverste post og aktivt holde hånden over de mænd, der har misbrugt deres magt og bidraget til en sexistisk kultur.

Helle Thorning-Schmidt, Danmarks første kvindelige statsminister, har for nylig fortalt, hvordan hun for 12 år siden af sine partifæller, heriblandt Mette Frederiksen, fik kritik for at fratage Jeppe Kofod hans ordførerskaber, mens hun var formand for Socialdemokraterne. Det var før, de kom til magten.

Der gik også kun få måneder, før han fik sin post som udenrigsordfører tilbage. Flere år senere, da Socialdemokraterne sad på magten, opstillede Thorning-Schmidt ham som spidskandidat til Europa-Parlamentet.

Hun har også selv oplevet sexisme, har hun fortalt. En hånd på låret til en ambassademiddag, som hun fjernede venligt, men bestemt, er den groveste oplevelse, fortalte hun Weekendavisen. Men hun er aldrig gået videre med noget. Adspurgt om hvorfor, svarer Helle Thorning-Schmidt: ”Jeg kunne ikke gøre det til min største mærkesag med et feministisk opgør mod patriarkartet. Så var jeg aldrig blevet statsminister.”

Heri består de magtfulde kvinders dilemma. For patriarkatet er ikke mænd. Patriarkatet er systemisk magt, og ligesom mænd kan være med til at kæmpe for kvinders ligestilling, kan kvinder bidrage til at opretholde sexistiske magtstrukturer.

I mellemtiden er sagen om vores nuværende udenrigsminister,

der engang havde sex med en 15-årig, blevet for gammel. Sådan lød argumentet, da den radikale ligestillingsordfører Samira Nawa for nylig tillod sig at problematisere Kofods fortid. Så skammen, over at være ”under bæltestedet”, når man hænger sig i den stakkels mands fortid, bliver igen forsøgt placeret hos dem, der tillader sig at nævne den.

Mette Frederiksen har haft 12 år, flere MeToo-bølger og adskillige lejligheder til at fortryde, at hun har holdt hånden over Jeppe Kofod. Men det gør Mette Frederiksen ikke. Hun vil ikke forholde sig til sagen i den nuværende kontekst, og hun går benhårdt efter at lukke munden på Kofods kritikere. 

Samme Mette Frederiksen, der ifølge BT i to år fortiede, at den daværende DSU-formand Lasse Quvang Rasmussen havde krænket i alt fem kvinder i DSU, nogle med befamlinger, andre med seksuelle kommentarer.

Mette Frederiksen, der sidste år i bogen ”Mette F.” sagde, at hvis en mand var kunde hos en sexarbejder, noget, der er fuldt ud lovligt i Danmark, ville han ikke kunne blive politiker. Det ville ikke være foreneligt med det, vi opfatter som ligestilling og respekt mellem kønnene, var hendes holdning. Hvis han til gengæld har sex med en 15-årig pige fra ungdomspartiet, kan han ikke bare blive politiker, han kan blive udenrigsminister.

Mette Frederiksen, der nu har hyret et advokathus til at foretage en undersøgelse af sexisme i Socialdemokratiet.

Og som på sin Instagram-profil skriver: ”Det er tydeligt, at der er brug for en kulturændring. Vi har ikke været gode nok til at skabe arbejdspladser med ligeværdige relationer.”

Men ville en advokatundersøgelse give dig fornyet tillid til en chef, når det var hende, der i årevis havde holdt hånden over mænd, der misbrugte deres magt?

Ville du turde stole på, at hun var på din side, hvis du en dag blev offer for en af de mænd? Eller ville du tie i frygt for, at han en dag ville blive forfremmet til endnu mere magt – og ville du være bange for, hvad der så ville ske med din fremtid? 

Jeg tænker stadig på,

hvad der mon skete med den 15-årige piges politiske karriere. Hun var medlem af ungdomspartiet og havde efter sigende en stor interesse i udenrigspolitik, Yemen specifikt. Det var angiveligt derfor, hun henvendte sig til Kofod i første omgang. Fordi hun gerne ville vide mere om Yemen.

Siden den nat for 12 år siden har hun oplevet to kvinder fra sit parti blive statsministre i Danmark. De har vist hende og os andre, at magtens inderste kammer ikke længere er forbeholdt mænd.

Men de har også vist os, at magt gør noget ved os. Magt ændrer vores hjerne og vores prioriteter. Når man skal erobre magten, handler det tit om at udfordre – eller se ud som om man udfordrer – status quo. Men når man som politiker først har fået magten, handler det om at bevare den. Status quo bliver din nye ven.

Og Jeppe Kofod, Danmarks udenrigsminister, er indbegrebet af status quo. Som Berlingskes redaktør for international kultur, Birgitte Borup, skrev:

”Landets udenrigsminister er en konstant påmindelse om den tætte sammenhæng mellem magt og liderlighed, som er hele #MeToo-bevægelsens omdrejningspunkt. Han er et stykke omvandrende, forældet tidsånd.”

”Jeg tænkte, at det var virkelig klamt, og at han var en idiot,” sagde Helle Thorning om det telefonopkald i 2008, hvor hun fik at vide, hvad Jeppe Kofod havde gjort. Senere i interviewet spørger Weekendavisens journalist Magnus Boding: ”Man kunne få det indtryk, at socialdemokrater med magt tysser sager ned, og socialdemokrater uden magt taler for større åbenhed …”

Og hun svarer: ”Jo, den tanke kan man få. Vi ville også rigtig gerne vinde valget. Hver eneste dag er en krig, når man skal vinde et valg. Så jo.”

Og ligesom der altid vil være et valg, der skal vindes,

vil der altid være en regeringsmagt, der skal fastholdes eller en chefstilling, man gerne vil blive siddende i. Og dybt inde i magten bor og trives den sexistiske kultur. Det er Jeppe Kofod en konstant påmindelse om.  At komme den kultur til livs kræver mere end et advokatfirma, Mette Frederiksen. Det kræver, at vi går ind og piller ved selve vores forståelse af, hvad magten er, og hvem magten tilfalder. Og det kræver, at vi genovervejer, hvem der skal repræsentere den.

LÆS OGSÅ: Mette Reissmann oplevede sexisme på Christiansborg: "Skal vi ike holde Mette og voldtage hende på skift?"

Hver gang en kvinde indtræder i et magtfuldt embede, som i århundreder har været forbeholdt mænd, repræsenterer hun alle de piger og kvinder, der pludselig tør håbe på, at hendes magt også kan tilfalde dem. Om hun vil det eller ej.

Hver gang har hun, på en anden måde end en mand, en unik mulighed for at vende sig om og række en hånd ud til den næste generation af piger og kvinder, der ikke har magt, og løfte dem op. Hver gang er det en lille revolution.

Hver gang en mand med rådden moral indtræder i et magtfuldt embede og får lov til at blive siddende, er det status quo. Så når en kvinde, hvad der er nemmest, bruger sin magt til at reproducere eller stiltiende bevare en toksisk maskulin magtstruktur, status quo, så svigter hun den mulighed og det ansvar, hun har for at vise vejen for andre piger og kvinder.

Magthavere skriver sig ind i historien,

når de tør lade taburetten under sig vakle i kampen for dem, der ikke har magt. Når de som magthavere insisterer på at blive ved med at udfordre de mest fundamentale og rigide magtstrukturer i samfundet, såsom patriarkatet, selvom det er dem, ens egen magt hviler på. Når de tør udvikle sig, blive klogere og risikere magten, fordi den er mindre vigtig end at sende et klart signal om, hvad der er rigtigt og forkert.

Mette Frederiksen, du kan stadig nå det.

Læs mere om: