
Mette Reissmann oplevede sexisme på Christiansborg: “Skal vi ikke holde Mette og voldtage hende på skift?”
17. september 2020Sexisme findes også på Christiansborg
I takt med at flere og flere kvinder er stået frem i sexisme-debatten og fortalt om sexistisk opførsel på arbejdspladsen, kan vi konkludere, at det er et problem, der går på tværs af brancher. Også på Christiansborg. Det blev for alvor tydeligt, da folketingsmedlem og ligestillingsordfører for de Radikale Venstre, Samira Nawa, delte et opslag på sin Facebook-profil.Det gjorde hun, da hun, som den eneste på det tidspunkt, valgte at udtale sig om en 12 år gammel sag, hvor den nuværende socialdemokratiske udenrigsminister, Jeppe Kofoed, der på daværende tidspunkt var 34 år, havde sex med en 15-årig ungdomspolitiker.
I opslaget deler hun en personlig historie om, hvordan hun selv er blevet udsat for sexisme af en tidligere chef. Derudover lægger hun op til, at vi skal gøre op med den rådne kultur, der også er at finde på Christiansborg.
Flere kvinder, der har eller har haft deres gang i Christiansborg, har efterfølgende rakt ud til hende og fortalt om deres personlige historier med sexisme.
Flere står nu frem
Flere kvindelige folketingsmedlemmer har nu valgt at tage bladet fra munden og fortælle om deres oplevelser med sexisme.
Heriblandt Radikale Venstres Lotte Rod.
- Jeg har fjernet hænder fra mine lår, og jeg kan nævne flere eksempler på upassende berøringer, fortæller hun til DR.
- Faktisk er oplevelserne så almindelige, at "man har trukket på skuldrene af det".
Hun har oplevet sexismen, siden hun startede i Radial Ungdom, og det har fulgt med i hele hendes politiske karriere.
- Det er meget de samme mænd, der har gjort det ved mange kvinder. Mønstret er, at det er mænd, der er ældre og har magt. Og det går ud over unge kvinder, siger hun.