Dit liv

Sofie Lindes MeToo-kjole kommer på museum

Sofie Lindes blå kjole, som hun bar ved Zulu Comedy Galla i september, har nu fundet vej til Nationalmuseet. Den skal være et symbol på køns- og sexismedebatten herhjemme.

Sofie Lindes værtskjole fra Zulu Comedy Galla bliver en del af danmarkshistorien.

Den befinder sig nu på Nationalmuseet med henblik på, at den skal udstilles og fortælle historien om køns- og sexismedebatten i Danmark, skriver DR.

Den blå kjole med de 7500 Swarowski-sten skal symbolisere den debat, der blev sat i gang, da Sofie Linde på Zulu Comedy Galla-scenen og fortalte om uretfærdigheden i de ulige lønforhold, der (stadig) er mellem mænd og kvinder her i landet, og om dengang en stor tv-kanon truede med at ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob.

LÆS OGSÅ: Mette fik at vide, at hun skulle give fem mænd et blowjob

Hendes monolog startede en heftig debat, der nu, over to måneder efter, stadig er på folks læber. MeToo blev kickstartet for anden gang, og det fik flere kvinder fra forskellige erhverv, herunder kvinder i mediebranchen, politikere og læger, til at stille sig frem og fortælle om deres oplevelser med både sexchikane og sexisme.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

- Vi indsamler løbende ting til vores samlinger, da det er vigtigt at kunne fortælle en større historie ud fra noget materielt, siger samlingschef på Nationalmuseet, Bobo Krabbe Magid, til DR.

Kjolen skal ikke være en del af en MeToo-samling, men i stedet være en genstand, der fortæller om, hvad der skete i 2020. På samme måde som mundbind og håndsprit siger noget om coronapandemien.

Det er dog ikke sikkert, at kjolen skal udstilles. Lige nu er den indsamlet til opmagasinering.

Det er debatten, der er vigtig

Morten Ussing, der har designet den nu historiske MeToo-kjole, er stolt over, at et af hans designs har fundet vej til Nationalmuseet, men æren går til Sofie Linde.

- Det er jo tilfældigt, at det er mig, der har lavet kjolen. Det er den debat, som Sofie har skabt, der er vigtig. Så jeg har faktisk ikke tænkt så meget over, at det var min kjole, hun havde på, siger han til DR.

Han fortæller, at han forinden showet var blevet informeret om Sofie Lindes tale, og at der i den sammenhæng skulle tages nogle hensyn til kjolen. Hvilke hensyn der er tale om, vil han ikke komme nærmere ind på.

Dog fortæller han, at kjolen skulle designes sådan, at den nemt kunne hives op, da hun som bekendt afslørede, at hende og manden Joakim Ingversen venter deres andet barn sammen ved at løfte op i kjolen og vise maven frem.

Læs mere om: