https://imgix.femina.dk/media/article/sexlegetoej_0.jpg
Kærlighed og sex

Sexlegetøj er så normalt, at du kan købe det i Normal

14. december 2020
af
Caroline Wilms. Shutterstock
Sexlegetøjet er rykket ud af sengebordsskuffen og ind i mainstreamen. Du kan købe en vibrator der, hvor du køber makeup, tøj og alle de kedelige ting, du står og mangler i dagligdagen, og der er reklamer for en julekalender med sexlegetøj i bedste sendetid. Og så er "designerdildoer" den perfekte julegave, skriver Magasin.

”Kedeligste varer til spændende priser” står der på væggen i ’Normal’ med store sorte bogstaver.

Lige under graviditetstest og over lyserøde flasker med intimsæbe, mousse, deo og gel, har tre hylder fyldt med kondomer og glidecreme fået lov til at pryde butikken med deres farvestrålende emballage.

Men noget andet man også finder på hylderne, er tre pakker med lyserødt sexlegetøj og en blå penisring.

Du kan blandt andet købe en ’Funtime bullet vibrator’ og en ’mini pocket multi-massager’ til fordelagtige priser. Begge dele små nok til, at du kan have dem med i tasken, hvis trangen pludselig byder sig, når du er på farten.

Men hvis man vil have en vibrator i en seriøs størrelse, skal man ikke kigge længere end til over på den anden side ad gangen.

Der, ved siden af gennemsigtige rygsække til børn fyldt med elastikker og hårspænder med Paw Patrol og blandt vaskemiddel, vaskeklude og body scrub med aloe vera, står en stor multi-massager, som de fleste nok ved, ikke kun kan bruges til ømme skuldre.

Den ligner i hvert fald til forveksling de magic wands, man kan købe i en sexshop.

Tiden, hvor man skulle på tur til sexshops eller ind på halv-sketchy hjemmesider, hvis man ville erhverve sig redskaber til at pifte sexlivet lidt op, er forbi.

https://imgix.femina.dk/sexlegetoej2.png

Designer dildoer

Tænder du for tv’et kan du i bedste sendetid se reklamer fra sexlegetøjsforhandleren Sinful, ligesom du på Instagram støder på influencere, der både tester, reklamerer og deler rabatkoder til forskellige sexshops.

Selv i Magasin fortæller de i en pressemeddelelse, at en af de helt store julegavehits i år, foruden lounge-wear og luksusgrej til køkkenet, er intet mindre end "designerdildoer" – hvaddet så end dækker over.

LÆS OGSÅ: "Det passer ikke, at manden altid vil have sex, og kvinden altid har hovedpine. Kvinder har sindssygt meget lyst"

Og på Nelly.com, der normalt sælger tøj og sko, er det også et stort udvalg af sexlegetøj.

Det er et udtryk for, at kvinder er begyndt at eje deres lyst og seksualitet og udforsker sig selv mere, siger kultursociolog Emilia van Hauen.

Sexlegetøjet er altså kommet for blive, og det kan vi blandt andet takke serien ’Sex and the City’ for, siger Emilia van Hauen, hvor vi flere gange støder på sexlegetøj.

For eksempel da Miranda fortæller pigerne, at hun er blevet forelsket. Ikke i en person. Men i en pink, vibrerende dildo med kaninøre – The Rabbit.

- Serien fik den store udbredelse den gjorde, blandt andet fordi den tog kvinders lyst og liderlighed alvorligt. Det gjorde, at man begyndte at normalisere det i større udstrækning, siger hun.

- Døren blev løbet ind der, og så har det ligget og ulmet. Sådan noget kommer altid i bølger.

Forskning har gang på gang vist, at det at have et godt sexliv, ikke kun med andre, men også med sig selv, er med til styrke immunforsvaret og ens lykkefølelse, siger Emilia van Hauen.

- At være i kontakt med sig selv og sin seksualitet er lige så vigtig i hverdagen, som for eksempel at have en god cykel og en god uddannelse, og der kan sexlegetøj jo være med til, at man lærer sig selv at kende.

Julegavehits i år

Det kan være lidt af en jungle, når man skal købe sexlegetøj. Der er et hav af forskellige muligheder, og det er ikke altid det første, der er det bedste. Som inspiration er her en liste, over de produkter, der er bestsellere hos de sexshops, vi har været i kontakt med.

  1. Den revolutionære Satisfyer Pro 2 og Satisfyer Curvy 2+ ligger flere steder på listen over det mest købte sexlegetøj her i juletiden. Udover mærket har de det til fælles, at de stimulerer klitoris ved hjælp af en pulserende trykbølge teknologi.
  2. Du kender den måske ’The Rabbit’ fra sex and the city. At dømme ud fra citatet: ”I know where my next orgasm is coming from. Who here can say as much?” og at den er på bestsellerlisten hos flere sexshops, tyder det på, at den kan noget. Den er så god, at Charlotte i serien er bange for, om hun nogensinde kommer til at nyde sex med en mand igen, efter hun har prøvet den.
  3. En Magic wand er også en af de ting, der er populært under træet i år. De findes i et hav af forskellige varianter, og de ligner til forveksling den, der kan købes i normal.

I Matas har man også i mange år kunne købe sexlegetøj på deres hjemmeside.

På hylden hvor man tænker, at de ville stå i butikken, mellem kondomer og glidecreme, er der dog intet legetøj i sigte.

- Undskyld, hvor står jeres sexlegetøj?

Ekspedientens lettere overraskede udtryk afslører, at det nok ikke var det spørgsmål, hun havde forventet.

- Ja… Det har vi ikke her, svarer hun lidt efter og kvæler et lille grin.

Der er jo ikke plads til, at de kan have alle produkter på hylderne, fortæller hun, så måske der bare er blevet taget en beslutning om, at det nok mest er noget, folk køber over nettet og ikke i den lokale Matas.

Det virker ikke til, at sexlegetøj er blevet en integreret del af supermarkedssortimentet endnu - men Netto havde engang et bredt udvalg af ”Fifty shades of grey”-merch på spotvare-hylderne.

Det er udseendet, der tæller

Det er ikke kun blevet nemmere at købe sexlegetøj. Produkterne er også blevet pænere. En dildo er ikke længere bare en kopi af en penis i forskellige hudtoner og varierende størrelser.

Og det betyder noget, siger Emilia van Hauen.

LÆS OGSÅ: Nadia har fået nok af, at fyre glemmer hendes nydelse under sex

- Udseendet er med til at give en følelse af, at det, man gør, ikke er noget, man gør i et baglokale et sted på Istedgade, men at det er noget, man gør af lyst, og som gerne må være åbent og synligt. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der står langt flere dildoer på badeværelset i dag, end for 10 år siden, siger Emilia van Hauen.

Men det er ikke blot blevet pænt. Der er også sket ændringer i forhold til funktionen.

- Man er begyndt at tage kvinders krop i forhold til lyst og sex alvorligt, så det sexlegetøj, der bliver lavet, rent faktisk passer til kvinders krop, og ikke bare ser ud som en almindelig penis.

Læs også