https://imgix.femina.dk/media/3b938eb2e15b41bcabc91bde2aaa6fb6.jpg
Kærlighed og sex

Søges: Kvart kæreste

16. juni 2011
af Tim Ray
Tim Ray efterlyser en kæreste, som er åben overfor vaskeægte kvalitetstid - men kun på deltid. Faktisk søger han en kvart kæreste.

En dag gik jeg sammen med en af mine venner og talte om de andre parforholdsmodeller man også kunne være i ud over den traditionelle. Nye parforholdsmodeller såsom at bo sammen og have hvert sit soveværelse så man ikke behøver sove sammen hver nat, eller at være to om den samme kæreste fordi hendes eller hans ønske om samvær er langt større end de to andres.

Da vi talte om disse forskellige muligheder, udbrød min ven pludselig, "Jamen, Tim, er det ikke lige noget for dig - at have to kærester?"

"Du må da være gal," grinte jeg, "jeg har ikke engang plads i mit liv til én kæreste - for slet ikke at tale om to! Nej du, hvis jeg skal have en kæreste, så skal jeg bare have en kvart kæreste!"

"En kvart kæreste?" sagde min ven, "Jamen, skal du så ikke bare have dig en elskerinde?"

"Nej," sagde jeg. "Det er ikke det samme. For med en elskerinde er man jo kun fælles om at have sex. Det er ikke kun det jeg vil have. Jeg vil gerne være fælles om mange af de gode ting man kan være fælles om med en kæreste. Det gode venskab, de gode samtaler, kærligheden og varmen, at man støtter hinanden og nogle gange laver ting sammen - og at sove sammen og have sex. Jeg vil bare kun have det en kvartendedel af tiden. Med andre ord, jeg vil have den samme kvalitet, men mindre kvantitet!"

Lyder det som dig? Kunne du også godt tænke dig en partner hvor I kan være fælles om mange af de gode ting man kan være fælles med en kæreste om - og har du samtidig kun lyst eller plads i dit liv til at have det i små doser? Med andre ord, kunne du tænke dig en "kvart kæreste"?

For et stykke tid siden så jeg et tv-program der handlede om folk der var sammen i utraditionelle parforholdsmodeller. En af dem var et "par" der bestod af en kvinde og to mænd. Kvinden var det som mine venner og jeg kalder for en "high-maintenance" kæreste, altså en kæreste som har meget store ønsker og forventninger om samvær, især med hensyn til hvor meget tid man bruger sammen.

De to mænd, derimod, havde langt mindre ønsker og plads i deres liv til samvær, og de fortalte begge to at hun simpelthen var for udmattende for én mand at klare alene! Derfor havde de tre parter fundet på en løsning som harmonerede med alle tre parters ønsker og behov. De to mænd var fælles om at være kærester med kvinden og var sammen med hende på skift! På den måde kunne kvinden få tilfredsstillet sit store ønske om samvær, og de to mænd kunne få tilfredsstillet deres mindre behov for samvær.

Interessant løsning, hvad!

Så måske man skulle lave nogle nye kategorier inde på dating-siderne:

Søges: Hel kæreste
Søges: Halv kæreste
Søges: Kvart kæreste!

Uddrag fra Tim Rays nye bog "101 myter om parforhold der driver os til vanvid (og lidt om hvad du kan gøre ved dem)". For mere, se www.beamteam.com.

Læs også Tim Rays omdiskuterede klumme: "Hold dig langt væk fra kvinder i 30'erne!"

Læs også