Kærlighed og sex

Marianne og Rune: Utroskab gav os en ny chance

af Lene Rode 27. juli 2012
Foto: Panthermedia
Marianne svigtede Rune med utroskab. Men inden da havde han svigtet hende i årevis ved at tage hende for givet og ikke være nærværende. Utroskab blev en brat opvågnen for dem begge og kastede dem ud i deres livs krise og kamp for at overleve sammen. Men de klarede det, og de er blevet stærkere af det. Og en datter rigere

Det var egentlig ikke det, hun ville. Utroskab. Men Marianne følte sig frustreret, ensom, taget for givet og i tvivl om sin mands kærlighed. Rune arbejdede meget, spillede golf i tide og utide. Og så var han vennernes ven. Han sagde aldrig nej, når de ringede. Og det gjorde de tit. Og måske værst af alt så viste han aldrig Marianne sin kærlighed. Hverken i ord eller handling.

- Jeg var altid bange for at miste ham. Jeg følte ikke, han var interesseret i mig på nogen måde, fortæller Marianne.

De havde været sammen i 16 år - siden de var 21 - og deres forhold havde nået et punkt, hvor det kun var en praktisk foranstaltning. Ja, det var det knap nok, for Rune tog ikke del i familien, hverken praktisk eller følelsesmæssigt.

- Vi havde faktisk ingenting sammen. Vi levede hver vores liv. Eller rettere, jeg levede mit liv, og Marianne passede hus og børn, husker Rune. Og en dag mødte Marianne en mand, som så hende. Som gav hende al den opmærksomhed, hun havde hungret efter i årevis. Som flirtede med hende og syntes, hun var skøn og dejlig. Og sagde det. Det var mere, end Marianne kunne modstå.

Læs også: Undersøgelse: Derfor er vi utro

- Jeg havde sådan savnet at mærke den interesse. Men det var jo ikke en andens interesse, jeg ville have, når det kom til stykket. Det var Runes, forklarer Marianne. Og det fik hun så. For efter at hun havde set den anden mand i 14 dage, fik Rune på fornemmelsen, at der var noget galt. Marianne virkede anderledes, uden at han helt kunne sætte fingeren på, hvad det var. Så han tjekkede hendes telefon og fandt sms-beskeder, der afslørede utroskab.

Ramt på det ømmeste punktDen dag ramlede Runes verden. Hans første indskydelse var at komme væk. Så han rejste over til sin søster i den anden ende af landet. Men før han rejste, forlangte han, at Marianne fortalte deres piger på 10 og syv år, hvad hun havde gjort, og at det var på grund af hendes utroskab, han var taget af sted.

- Det skulle jeg selvfølgelig ikke have gjort. Det var helt unødvendigt. Men jeg var vred og såret over hendes utroskab og tænkte ikke klart, siger Rune.

De næste dage og uger beskriver både Rune og Marianne som de værste i deres liv. De kunne hverken spise eller sove og tabte sig begge voldsomt. Rune skiftede imellem at være helt sikker på, at det var slut - og helt sikker på, at han elskede Marianne og ville gøre alt for ikke at miste hende.

- Jeg forestillede mig, hvad der var sket mellem dem, og var hele tiden bange for, at hun var sammen med ham, når jeg ikke var der. Jeg havde altid troet, at jeg var stærk, men dér blev jeg ramt på mit ømmeste punkt, fortæller Rune.

Læs også: Min mand er utro med vores kollega

Samtidig var Marianne ved at gå i spåner derhjemme. Hun havde frygtelig dårlig samvittighed og var bange for, at hun nu havde mistet Rune for altid. Hun ville bare have ham tilbage.

Tilbage til hvad?Rune kom tilbage. For jo længere tid han var væk, desto mere tydeligt blev det for ham, at han elskede Marianne. Og jo mere bange blev han for, at hun skulle være sammen med den anden mand.

- Og jeg begyndte at indse, at også jeg havde del i den utroskab. At der var en grund til, at Marianne havde været mig utro. Det var ikke bare hende, der havde svigtet mig med hendes utroskab - det var også mig, der havde svigtet hende. Derhjemme var Marianne - og især Rune - meget åben over for deres familie og venner om, hvad der var sket. Det er også noget af det, Rune fortryder i dag.

Læs også: Den virkelige grund til, I ikke har sex

- Jeg tror, det handlede meget om, at jeg var styret af selvmedlidenhed. Jeg ville have, at de skulle vide, hvad hun havde gjort, så de kunne tage mit parti. Men det var slet ikke alle, der gjorde det. Slet ikke børnene. De tog meget hurtigt Mariannes parti - for jeg havde jo heller ikke været der for dem. Og set i bakspejlet burde jeg ikke have blandet så mange mennesker ind i noget så privat mellem os. Det er så også noget, jeg har lært.

Selv om Rune og Marianne ville hinanden, var det svært for dem at finde tilbage. For hvad var det lige, de skulle tilbage til? Deres forhold havde kørt dårligt i flere år, så der var nok at reparere på. Marianne arbejdede med sin skyldfølelse efter sin utroskab og sin konstante frygt for at miste Rune. Og Rune kæmpede med sine sårede følelser og vrede og kom let til at bruge utroskab som et våben mod Marianne og give hende skylden for alting. Han var hård og sagde nogle grimme ting til Marianne. Derfor besluttede de sig for at få hjælp udefra og fandt frem til relationscoach Helle Egholm.

VendepunktetSamtaler med en uvildig har ifølge parret selv været fuldstændig afgørende for, at de stadig er sammen i dag efter balladen med Mariannes utroskab. Hver gang lavede de aftaler og planer for, hvad det var for små ting, de skulle ændre. For eksempel holdt Rune omgående op med at spille golf og begyndte at være meget mere hjemme og tage del i familien. Marianne gjorde sig ekstra umage med at vise Rune, at hun elskede ham, og at det kun var ham, hun ville have. Og de begyndte at lave ting sammen. Tog på ture i weekenderne med børnene. Og gik ud sammen som par i biografen og til middag. Og allerede efter en måned tog Marianne og Rune på weekendophold på et meget smukt og romantisk hotel. Den weekend blev det måske allermest afgørende vendepunkt.

- Det var første gang, vi gjorde sådan noget, siden vi havde fået børn, så man kan godt sige, at det var på tide. Og det var så dejligt. Selvfølgelig havde vi nogle ture og fik snakket en masse af de svære ting igennem. Men vi følte os også fuldstændig nyforelskede og kunne slet ikke få nok af hinanden. Det var helt vildt at opleve. Og det var fantastisk at have det sådan efter så lang tid. Det betød jo, at der var en masse godt og en masse kærlighed at bygge på, siger Rune. Den weekend tog de med hjem. Og kort efter opdagede Marianne, at hun var gravid. Det var ikke planlagt. Men Marianne var ikke i tvivl om, at hun ville have det barn.

- Rune havde altid sagt, at han ikke skulle have flere børn, og jeg gav ham muligheden for at gå. Men jeg ville have barnet. Og det ville han heldigvis også, fortæller Marianne.

- Ja, tænk, at jeg nogensinde har troet andet. Hvor har jeg været dum! smiler Rune skævt og ser på den lillebitte knirkende baby, som ligger i Mariannes arme.

10 år klogereMen selv om weekenden på hotel var magisk, og selv om Rune og Marianne nu ventede deres tredje fælles barn, var problemerne ikke forsvundet. Rune var stadig vred og såret over hendes utroskab, og Marianne var stadig usikker og plaget af skyld - indimellem.

- Det svingede meget op og ned. I perioder gik det super godt, og så tog pokker ved ham. I dag ved jeg godt, at han elsker mig, for ellers ville han ikke have været her. Men det har været hårdt, siger Marianne.

- Det handlede også meget om, at jeg aldrig har oplevet den form for nærhed og kærlighed i min egen barndom, fortæller Rune.

- Jeg er ikke opdraget til at vise følelser, så det har været meget grænseoverskridende og svært for mig. Men samtidig vil jeg jo noget andet. Jeg vil have, at mine børn får en anden barndom end den, jeg selv havde. Og jeg vil virkelig gerne vise og sige til Marianne, at jeg elsker hende. Og det er heldigvis blevet meget bedre. Men jeg har haft en masse, jeg skulle arbejde med, og en masse, jeg skulle bevise over for både hende og børnene. Det var helt tydeligt, at de ikke regnede med mig, for de var jo vant til, at jeg aldrig var der.

Men det er heldigvis også blevet meget bedre.

- Jeg føler, at jeg er blevet 10 år ældre det sidste år. Og 10 år klogere, konstaterer Rune.

For kort tid siden blev Marianne og Rune forældre til deres tredje datter. Måske lidt sjov timing. Eller måske den helt rigtige. I hvert fald er de landet et helt andet og bedre sted end for et år siden. Eller måske nogensinde. De er sammen som par og som familie. Om lidt skal Rune have10 ugers barsel med deres lille pige. Og ingen af dem er længere i tvivl om, at det skal være dem. Altid.

- Der er stadig ting, vi skal kæmpe med. Jeg skal arbejde videre med min egen barndom og blive bedre til at vise min kærlighed. Men det, vi har sammen nu, er så meget stærkere end nogensinde. Vi har et fælles liv, og jeg nyder selv ting som at gå ud at handle sammen og holde Marianne i hånden - og vise hende og hele verden, at vi er sammen og elsker hinanden. Det er en skam, at der skulle utroskab til, før jeg fattede det, men jeg tager hende ikke længere som en selvfølge. Det var min største fejl, erkender Rune.

- Men det kan man heldigvis lave om på, siger Marianne.

Marianne og Rune har ønsket at være anonyme. Redaktionen kender parrets rigtige navne.

Læs også:

10 tegn på din partner er utro

Utro kvinder er ofte over 40 år