Kærlighed og sex
22. marts 2011

Mænd spiller bold, kvinder drikker kaffe

Mænd og kvinder kan lære noget af hinandens måde at være sammen med deres venner på.
Af: Marie Tromborg
https://imgix.femina.dk/media/6adf72e582004226922c9ead79b2b54e.jpg

Foto: All Over Press

Mænd, fisker, spiller fodbold og brætspil og ser Formel 1, når de er sammen med hinanden. Kvinder snakker, går ture og drikker kaffe.

Hvor mænd meget ofte finder på et påskud eller en aktivitet som påskud for at se hinanden, så kan man godt sige at tendensen er den modsatte for kvinder. De kan nemlig sagtens mødes til en kop kaffe og snakke.

Som børn har de fleste både drenge og piger en mere ens måde at interagere med deres venner på. Men på et tidspunkt ændrer det sig, og piger begynder at synes det er hyggeligt "bare at snakke".

Og sådan fortsætter det så resten af vores voksne liv. Det er der ifølge kønsforsker Kenneth Reinicke fra RUC flere forklaringer på.

- En del af forklaringen ligger selvfølgelig i, at kvinder ofte verbalt overlegne i forhold til mænd. Derfor har kvinder det bedre med ikke at have nogen aktivitet på programmet, hvorimod mange mænd kan blive lidt befippede, hvis de bare skal sidde og snakke, siger Kenneth Reinicke til oestrogen.dk.

Mænd er homofobe
Samtidig mener Kenneth Reinicke, at mænd har en tendens til at være mere homofobiske end kvinder.

- Derfor har mænd det også godt med at have noget at tage sig til, kigge på, snakke om eller grine af, når de er sammen. Det med at være sammen og så bare se, hvad der sker, det kan godt gøre mænd lidt utrygge, siger Kenneth Reinicke.

Kvinder er bange
På den anden side kan kvinders kaffe-hygge nemt blive både kedeligt og uinteressant.

- Når man ses eller snakker med de samme veninder en gang om ugen, så vil samtalen nogle gange handle om det samme. Alligevel er det langt fra alle kvinder, der kan finde ud af at aktivere sig selv og hinanden. Og det handler om, at de ikke føler, de har kontrol over situationen, hvis de kaster sig ud i noget nyt. Det kan godt virke skræmmende, siger Kenneth Reinicke.

Han mener, at begge køn i virkeligheden ville få mere ud af deres sociale interageren, hvis de adopterede lidt fra det modsatte køn.

- Kvinder ville lære hinanden at kende på en ny måde, som måske også ville gøre dem endnu tættere, hvis de foretog sig reelle aktiviteter sammen, ligesom langt de fleste mænd ville have godt af at tale lidt mere om, hvad de oplever og tænker over, siger Kenneth Reinicke.

Læs også: Der er forskel på mænd og kvinders moral

Læs også