https://imgix.femina.dk/media/ad4c774b990347dbae81370bd362bea2.jpg
Kærlighed og sex

Få parforholdet til at blomstre i ferien

20. juli 2011
af Marie Tromborg
foto: all over press
Orker du heller ikke at være uvenner på ferien? Læs her hvordan I undgår skænderierne

Sommerferien kan tære så meget på forholdet, at det bliver enden. Men det modsatte kan også gøre sig gældende.

- Det er faktisk ikke så svært at blive mere forelskede i hinanden og genopdage kærligheden til sin partner i sommerferien. Med få midler kan man sikre sig at få en dejlig ferie med sin kæreste, siger Martin Albertsen, der er manden bag kærlighedssitet romantikeren.dk, til alive.dk.

Han giver her fem gode råd til, hvordan man booster parforholdet med kærlighed i stedet for at skændes i sommerferien.

1. Indse det - I kan ikke nå alt
Når vi rejser på sommerferie, så har vi som regel forberedt os længe i forvejen. Vi har læst i rejsebøger og hørt venners tips til årets destination.

Og derfor er der en stor risiko for, at man har planlagt et ret stramt program for den ene, to eller tre ugers sommerferie vi oftest har med vores partner.

- Vi har en tendens til, at vi gerne vil nå alt. Men det kan vi ikke. Og accepterer man det fra start af i stedet for at stresse i et forsøg på at nå det hele, så har man mere overskud til at nyde hinanden og de oplevelser, man når, siger Martin Albertsen.

2. Giv rum og tid til jer begge
Når man er på ferie sammen med sin kæreste, så har mange mennesker den opfattelse, at man skal tilbringe døgnets 24 timer sammen, men det er ikke altid klogt.

For det er forskelligt, hvad der er en god oplevelse for dig og din kæreste.

- I et forhold kan man nemlig ikke være enige om alt, og det har du sikkert allerede erfaret. Når man er på sommerferie gælder samme princip. Af og til har den ene part brug for en afslappende dag på stranden, mens den anden hellere vil ud og være aktiv. Når I står overfor den problematik på ferien, så er den bedste løsning for det meste, at gøre det man har lyst til - hver for sig, siger Martin Albertsen.

Hvis man hver især går på kompromis med, hvad man gerne selv vil, så risikerer man, at skuffelsen bundfælder sig i frustration, der går ud over partneren, pointerer han.

3. Lad kærligheden blomstre
Når man er på ferie, så bliver man automatisk bare i lidt bedre humør. Solen skinner, man får en dejlig kulør og ens kæreste er bare lidt smukkere end normalt, når man er på ferie. Det gælder ifølge Martin Albertsen om at udnytte den situation.

- Bryd hverdagens vaner. Hold mere i hånd og tag jer tid til at kysse rigtigt i stedet for de travle tantekys, mange slipper af sted med i hverdagen. Ferien er et godt sted at starte nye vaner, der skal få kærligheden til at fortsætte med at blomstre, når I kommer hjem igen, siger han.

4. Drøm sammen og planlæg jeres fremtid
Livet består af valg og fravalg. Bag hvert eneste valg er der også et fravalg og det er der ikke mange, der er bevidste om i hverdagen. Derfor kommer vi ofte til at gøre ting, som vi i virkeligheden ikke ville have gjort, hvis vi havde haft tid og overskud til at mærke efter og tænke os om.

- Brug ferien på at få overblik og ro til at finde ud af, hvordan jeres drømme passer sammen. Sig dem højt for hinanden og læg planer for, hvordan I sammen kan realisere dem, når I kommer hjem. På den måde sikrer I jer, at I er på vej mod det samme, siger Martin Albertsen.

5. Prøv noget nyt og oplev en ny verden
Vi har alle en tendens til at vælge det, vi kender og som vi føler os trygge ved. Det kan være svært at handle anderledes, men det er alligevel nemmere, når vi kommer til et sted, vi ikke kender. For her er vanerne ikke inkorporeret.

- Gør man noget nyt sammen, som man måske også er lidt usikker ved, så udvikler man sig også sammen. På den måde rykker parforholdet sig sammen med jer, siger Martin Albertsen.

Læs også: Par vil ikke rejse de samme steder hen

Og find ud af, hvordan du holder ferie uden skænderier

Læs også