Jeg har tænkt mig at stikke fingrene i en hvepserede. Så kan vi indledningsvis prøve at blive enige om, at det, der er godt og rigtigt for mig, ikke nødvendigvis er godt og rigtigt for dig – og omvendt? Tak. Jeg spiser kød. Jeg kan godt lide kød. Okse, lam, kylling, ja sågar en flæskesteg med sprød svær. Jeg elsker også fisk. Og østers og hummer og kaviar og alt i den dur. Og foie gras. Og slik. Og hvidt brød. Og æg og ost og mælk og smør. Og grøntsager selvfølgelig. Der er faktisk ikke noget, jeg ikke kan lide. Bortset fra indvolde. Jeg tror nok, det er tidsånds-meningen, at jeg skal skamme mig nu. Over adskillige ting i den opremsning. Når veganere, dyrerettighedsforkæmpere, miljøaktivister, sukker-sheriffer, hvede-hadere og fortalere for tarmskylninger og sojamælk har været der, er der vel kun grøntsagerne tilbage ... De økologiske af dem. Men jeg skammer mig ikke. Hvis jeg begynder at skamme mig over mine livsvalg, bliver jeg ALDRIG nogensinde færdig. Det vil jo ingen ende tage, alt det, vi mennesker skal skamme os over: Kød. Brød. Flyrejser. Pels. Benzinbiler. Brændeovne. Fedme. Fødsler med smertelindring. Discount. Rygning. Skønhedskirurgi. Alkohol. Plastik. Politisk ståsted … LÆS OGSÅ:
Jeg gider ikke at gøre rent Har du stillet dig hen i skammekrogen, eller er du her endnu? Godt. Kan vi så lige prøve at blive enige igen? Om, at det vel gælder om at vurdere, hvad man har det godt med som menneske, og så træffe sine valg? Sine EGNE valg – ikke andres. Tak. Her er det så, jeg lige tilføjer: Og at man så husker at blive på sin egen banehalvdel med de valg. Av, den var værre … For problemet er, at folk ikke altid bliver på deres egen banehalvdel, men i mange tilfælde faktisk synes, det er helt okay at møfle rundt inde på andres med løftet pegefinger og råbe op: ”ALLE har godt af kødfri dage”; ”flyrejser er no-go”; ”det ER bare bedst for kvinder at føde naturligt”; ”vi VED jo godt, det er usundt at være tyk”; ”har du brændeovn i byen? BRUGER du den?”; ”sukker er gift for dig”; ”Inger Støjberg kan vi selvfølgelig ikke lide, VEL?!”. Nogle mennesker synes, de har ret til at optræde som politibetjent og tage den skarpe, manipulerende, bedrevidende, irettesættende, missionerende stemme i brug, når de møder noget ”forkert”, som andre gør. Der er masser af kæpheste derude. Folk rider fanatisk rundt på dem: Du SKAL ride med på min kæphest. Hvis man siger nej tak, er man et virkelig dårligt menneske.
Under overskriften ”Gør København til verdens første kødfri hovedstad” skrev teaterdirektør Jon Stephensen for nylig i Berlingske, at Københavns Kommune bør holde op med at servere kød i alle kommunens institutioner og kantiner, fordi ”kød koster på klimakontoen”. Den kæphest må han simpelthen ride videre på alene. Inde på sin egen banehalvdel …
Jeg lader ikke vandet løbe, når jeg børster tænder. Jeg bruger i videst muligt omfang offentlig transport. Jeg køber meget gerne genbrugstøj. Det betyder ikke, at du skal gøre det samme. Jeg ryger ikke. Det betyder ikke, at du ikke har ret til at gøre det. Jeg spiser kød. Det betyder ikke, at du behøver at gøre det. Eller at du har lov til at fortælle mig, at jeg ikke må. Der er bunkevis af ting, vi mennesker kan gøre for at gøre denne verden til et bedre sted at være. Det er bare for meget forlangt, at vi alle sammen skal gøre ALLE de ting. Man må vælge sine kampe. Og kæmpe dem selv. På sin egen banehalvdel.
Jeg minder lige om det igen: Det, der er godt og rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis godt og rigtigt for dig – og omvendt.
Jeg tør næsten ikke skrive det her, men jeg gør det alligevel: Jeg ønsker mig en minkpels til vinter. Den må gerne være brugt … er det en formildende omstændighed?
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
Læs andres indlæg og få mere info her
