Svend Brinkmann: ”Min kone synes jo ikke, jeg er så skideklog"

For et par år siden kårede Weekendavisen Svend Brinkmann til Årets Intellektuelle. Det affødte følgende scene mellem Svend og hans kone Signe i køkkenet hjemme i Randers.

Svend: – Jeg tager altså ikke lige opvasken i aften, for du bor sammen med den vigtigste intellektuelle i Danmark. Jeg kan da ikke stå og vaske op!

Signe: – Hahahahahaha …

Så tog han opvasken. Han mente jo heller ikke, hvad han sagde, det var bare sjovt at kunne sige det, siger han. Svend er klog nok til ikke at lade omgivelsernes berømmelse af hans intelligens stige ham til hovedet.

Og han virker nærmest forundret: Folk tror, han har nøglen til livet. Også deres. De skriver til ham og standser ham på gaden med deres problemer, når tilværelsen gør knuder: ”Hvad skal jeg gøre med min ulykkelige teenager?”; ”Hvordan skal jeg få min mand til at forstå mig?”. Han synes, det er sært. Måske fordi psykologer faktisk ikke er uddannet til at finde svarene på folks problemer, men til at hjælpe dem til selv at finde dem. Alligevel kan det vel ikke være SÅ overraskende, tænker jeg, at folk ser ham som et omvandrende orakel. Bøgerne ”Stå fast”, ”Ståsteder”, ”Gå glip” og ”Det sørgende dyr” har gjort deres til det. Svend er oversat til 15 sprog! Den nye bog, ”Hvad er et menneske?”, skal nok accentuere orakelrollen yderligere.

I en individualistisk tid, hvor folk søger efter meningen med livet – typisk med sig selv som udgangspunkt og verdens navle – er han som sædvanlig ude med samfunds-riven. ”Hvad er et menneske?” handler om kunsten at blive et ordentligt menneske i verden, tage vores fælles historie på sig og erkende, at man faktisk bliver til et menneske i samspil med andre – og ikke ved at grave så dybt i sin egen navle, at man ender med at få hul i ryggen. Han afdækker, hvad mennesket egentlig er for en størrelse socialt, filosofisk, antropologisk, religiøst. Man er muligvis ikke altid enig med Svend, men man bliver klogere af Svend.

Hvordan kan du overhovedet være menneske med alle de tanker i hovedet om, hvad et menneske er?

– Hahaha. Ved at skrive dem ned. Jeg tror, det er derfor, jeg skriver. Så man kan SE sine tanker og dele dem med andre. Hvis jeg kun skulle gå og have dem inde i hovedet, ville det kræve mange løbeture og meditationsseancer og så videre. Skriftligheden er på en eller anden måde … ja, det er måske for dramatisk at sige terapi, men i hvert fald noget, som hjælper mig.

Hvordan har dit fag forandret dig som menneske?

– Det er svært at sige, men det er måske også lidt svært at sige, hvad mit fag egentlig ER. For jeg er psykolog og professor i psykologi, men jeg er ingen typisk psykolog. Jeg plejer at præsentere mig selv som a recovering psychologist, når jeg deltager i en eller anden debat. Det kan man ikke oversætte elegant til dansk, men ligesom man kan være en recovering alcoholic – en ikke-drikkende alkoholiker – så kan man også være en ikke-psykologisk psykolog. Sådan tror jeg egentlig, jeg tænker om mig selv.

Hvorfor har du behov for at tage afstand til psykologien?

– Fordi jeg synes, den har bredt sig til for meget af vores liv. Hvor man bruger psykologien på steder og måder, hvor den ikke hører til og pludselig kan skabe en masse problemer, som måske ikke var der. Pædagogik er i høj grad blevet psykologiseret. Ledelse. Arbejdsliv … Det, jeg prøver at sige i bogen, er, at der er en eller anden form for almen menneskelighed, en menneskelig natur, som jeg synes, vi skal være bedre til at fokusere lidt på igen.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann om sorg: En af os skal dø først

Livsindstilling

Svend blander som noget helt nyt fiktion og fakta i ”Hvad er et menneske?”. Fiktionsdelen handler om Andreas, som har det svært, og hvis mor i årevis har sendt ham til meditation og i terapi og så videre. Da hans farmor, en sej videnskabskvinde, ligger for døden, sender hun ham ud på en dannelsesrejse i Europa – for at lære mest muligt om MENNESKET.

Han har hele tiden lært, at han skal rejse ind i sig selv for at få det bedre – men helingen begynder, da han rejser væk fra den opfattelse?

– Andreas er blevet psykologiseret på en eller anden måde i hele sit liv: Du skal være dig selv, du skal arbejde med dig selv og dine tanker og dine følelser. Og det kan også godt noget, det er ikke, fordi jeg vil afvise det, men jeg tror, der er en sandhed i, at det andet kan være helende. Det er ikke sådan, jeg har tænkt om det, men det er egentlig et meget fint ord. At rette sig udad mod verden og fordybe sig i virkeligheden og etablere relationer til andre mennesker. Selverkendelse er fint, men jeg tror ikke på, at man får den ved bare at sidde og kigge indad i sig selv. Jeg tror, man får den ved at relatere sig til noget andet og nogle andre. Det er også noget meget elementært at kende til den historie, man er rundet af både naturhistorisk og kulturhistorisk og alt, hvad der følger deraf.

Vi skal være mindre selvoptagede og mere menneskeoptagede, siger Svend.

– Man hører hele tiden, at man skal kende sig selv først og elske sig selv først og drage omsorg for sig selv først – før man kan være noget for andre – og ergo skal man finde ud af: Hvem er jeg? Der er nogle mere fundamentale spørgsmål, som vi bør stille først: Hvad er et menneske? Er der noget, jeg har pligt til i mit liv, fordi jeg er menneske – helt uafhængigt af, om jeg er Tine eller Svend, så kan der i sig selv være noget ved det, som er væsentligt. Det tror jeg virkelig, vi er blevet dårlige til at fokusere på. Jeg taler om en livsindstilling, der handler om, at der er grund til at interessere sig for det, man er rundet af.

Atomer

Svend er en ranglet mand med skæg. Som barn var han en ranglet dreng – uden skæg – men med en ekstraordinær interesse for eksistens og univers. Hvor mange små danske drenge læser værker af store danske filosoffer? Nå, men det gjorde Svend.

– Jeg var tidligt optaget af alt, hvad der havde med naturvidenskab at gøre, og meget tidligt af filosofi. Min far havde nogle filosofibøger fra 60’erne af en professor, der hed Justus Hartnack, en ikonisk skikkelse i dansk filosofi. Dem læste jeg.

Her vælter jeg kaffen. Svend holder upåvirket koncentrationen.

– Nu beskriver jeg det som noget intellektuelt i min barndom, at jeg godt kunne lide at læse de dér bøger, men det er jo også mere eksistentielt … Jeg kan huske, da det gik op for mig, at jeg var dødelig. Jeg fik simpelthen bare en fysisk fornemmelse af dødsangst en dag, da jeg var meget lille, nok omkring fem år, vil jeg tro. Det føles som sådan en sugen i maven og en oplevelse af, at gulvtæppet bliver revet væk under én, at man bare er atomer, der bliver sat sammen i en bestemt konfiguration i en bestemt tidsperiode, og det vil blive opløst igen, når jeg forsvinder. Altså den erfaring. Fik jeg som helt lille. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Så er alt lige meget. Hvis vi skal dø alligevel, hvis der ikke er noget, der bliver ved af mig eller det, vi gør, hvis hele universet skal opløses, så er det lige meget ... Og det er det jo ikke. Man kan lige så godt sige, at så er alt lige pludselig vigtigt, fordi vi kun er her i så kort tid. Men – det er jo bare et eksempel på en tidlig erindring, jeg har om sådan nogle store tanker.

Hvordan har du undgået at blive selvindviklet?

– Haha, jamen jeg tror, jeg kommer fra en meget u-psykologisk familie. Det var næsten sådan, at alt, hvad der havde at gøre med psykologi og pædagogik, det grinede man lidt ad hjemme ved middagsbordet i barndomshjemmet. Det var noget mærkeligt noget at bruge tid på. Alle teenagere bliver af gode grunde selvoptagede og selvindviklede, men jeg tror, jeg har været lykkeligt forskånet for det værste af det. Måske fordi det meget var en sådan egentlig usentimental familie, der ikke gik så meget op i lige: Hvem er du?, men mere i, at man skal opføre sig ordentligt og være et godt og ordentligt menneske. Som jeg selv forsøger at skrive i bogen som det væsentligste.

Her må vi lige bore lidt. Hvorfor blev han så psykolog? Det lyder jo ikke, som om han oplevede eksistentielle udfordringer, der gjorde den vej naturlig.

– Hmmm. Altså … ordene elske og kærlighed blev ikke rigtig brugt i min familie, men jeg tror egentlig, jeg var et meget elsket barn. I min barndom har der aldrig været traumer eller kriser. Jeg har fået masser af kærlighed og opbakning. Nu er jeg efterhånden blevet en midaldrende mand, eller rettere, det ER jeg jo, og jeg har mistet min far og oplever alt muligt i livet, der er sket alt muligt siden. Men jeg kan faktisk ikke pege på nogen hændelse eller noget dengang.

LÆS OGSÅ: Hvor går grænsen mellem selvudvikling og selvoptagethed?

Død

Giver det, at du har mistet din far, så nogen erkendelser i forhold til de tanker, du har haft om det at være menneske?

– Ja, på sin vis. Men det er egentlig meget kompliceret at snakke om. For jeg mistede min far for to år siden, hvor jeg var gået i gang med et forskningsprojekt om sorg. Så der var bare gang i alle mulige ting på samme tid – hvor jeg både skulle have et forskerblik på det her fænomen sorg, et analytisk blik, samtidig med at jeg selv oplever det. Jeg valgte at prøve at få det bedste ud af det ved at sige: Jamen det er også en kilde til viden, at man selv erfarer det. Ikke fordi jeg har siddet og skrevet en masse om min egen sorg, men det har været lidt med i mine tanker – det har været livsforandrende at miste så nær en relation.

Også på det mentale plan:

– Jeg er blevet ENDNU mere nostalgisk, og jeg bruger lang tid på bare ligesom at danne mig indre billeder af samvær med min far. Og egentlig også længere tilbage i generationerne. Min far døde i 2017, da jeg var 41, hans far døde i 1982, da min far var 41. Det er ligesom sådan nogle kæder, man kan se gå tilbage. Og jeg har prøvet at modellere min egen erfaring med alt det, der sker ved sådan et tab, ud fra, hvad min far gjorde, da han mistede sin far.

– Og min farfars død … nu spurgte du til det med barndom. Altså det er den første sorg, jeg kan huske. Jeg var seks år, da jeg fik den første erfaring, at et menneske, jeg holdt af, døde fra mig. Min farfar. Jeg kan huske det meget tydeligt. Jeg kommer hjem fra skole. Så står min mor og venter på mig på fortovet. Det gør hun ellers aldrig. Det er garanteret en rekonstruktion, for nu er jeg selv psykolog og ved, at hukommelsen ikke er så pålidelig, hvad den slags ting angår, men jeg husker det, som om jeg i det øjeblik tænkte: Der er en, der er død. Som jeg sagde før, så oplevede jeg min egen dødsangst som femårig, og året efter oplevede jeg så, at et andet menneske døde. Og det er i virkeligheden først dér, vi lærer døden at kende. Det er ikke ved at sidde og være bange for vores egen død, det er på en eller anden måde et luksusfænomen. Men det er det ikke, når det er de andre, der dør fra os. Så er sorgen der.

Afmægtighed

Svend svarer stort set med det samme på hvert eneste spørgsmål. Lige med undtagelse af et enkelt: Hvad er menneskets største misforståelse om sig selv? Han siger, det er oplagt at svare banalt, tager en tænkepause, fordi han netop ikke vil svare banalt, og siger så:

– Hvis jeg skal være lidt polemisk og sige det med noget kant, så tror jeg, det er en misforståelse, at vi ikke må være ofre. Det generer mig virkelig det dér ord offer – at det er blevet noget odiøst, noget forkert, man må for alt i verden ikke være offer eller gøre sig til offer eller agere som et offer. Nu har vi snakket om tab, død, sorg og relationer, og vi mennesker ER jo bare ofre for nogle vilkår. Det er tilværelsens grundvilkår, og det er der ikke noget forkert i. Hvis man ikke må være offer, er det, fordi man tror – og det er en misforståelse hos mennesket – at vi kan være vores egen lykkes smed. At vi kan magte alting. At afmægtigheden ikke findes. At man på en eller anden måde kan tænke sig ud af tingene, få det rigtige mindset, programmere sine tanker, så man tænker mere positivt – for at undgå at blive offer. Jeg tror bare, det er en helt forkert tilgang til mennesket. Uanset om man tror på Vorherre eller ej, så tror jeg, noget af det gods, der er i kristendommen i vores del af verden, er, at den har givet sprog til afmægtigheden. Men i takt med sekulariseringen kan vi ikke tale det sprog længere. Vi kan ikke forstå afmægtighed og det at være offer. Vi ser det som noget forkert, som noget psykologisk, der skal repareres.

Det er selvfølgelig ikke, fordi vi er totalt viljeløse, siger Svend. Men:

– Vi har ikke en uendelig vilje, vel? Man kan, hvad man vil, er så fjollet at sige. Gu kan man da ej. Hvorfor siger vi den slags ting til hinanden? Du er din egen lykkes smed, jeg HADER det udtryk. Man kan da ikke gå og sige: ”Nu vil jeg være lykkelig, det smeder jeg bare”, sådan fungerer det ikke, vel? Og så er det ubehagelige ved hele den misforståelse, at vi så bebrejder folk, når de er ulykkelige: Det er din egen skyld, du kunne bare have tænkt noget mere positivt …

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: "Jeg er rædselsslagen for døden"

Skæbnen

Svend har tre børn på 10, 14 og 16 år. Og når man tænker på hans optagethed af menneskets vilkår i verden, som den ser ud nu, er det oplagt at spørge ham, om han er bekymret for deres fremtid.

– Både-og. Jeg bliver selvfølgelig bekymret, når jeg tænker på den umiddelbare fremtid, der ser ud til at vente på dem, med hele klimakrisen og nedgangen i biodiversiteten. Men jeg bliver også beroliget af at se ikke bare mine egne børn, men alle mulige andre børn og unge mennesker, som er vildt kritiske og tænkende og empatiske. Ligesom Andreas i bogen. Han er offer for nogle samfundsmæssige træk. Men han vil det gode, og det tror jeg børn og unge vil.

Det er et hårdere projekt at være ungt menneske, end da vi var unge mennesker?

– Jeg tror egentlig ikke, det er så hårdt at være menneske. Jeg tror, det er hårdt at skulle være menneske på en måde, hvor det er én SELV, der er i centrum og skal præstere og optimere og tage ansvar for egen læring og livslang kompetenceudvikling og så videre. DET er hårdt. Og sådan har det aldrig været før. Sådan er det blevet. Jeg håber, bogen kan løfte en byrde fra de unge menneskers skuldre, så de kan finde ud af: Jeg kan egentlig nøjes med at være menneske. Det er NOK. Så er jeg god nok. Så behøver jeg ikke alt det med verdensklasse-top-5-shine.

– Jeg er ikke naiv, det er ikke en medicin, jeg har skrevet frem, men jeg tror, der er noget befriende i at erkende: Alt i verden er ikke op til mig, og jeg er sådan set ikke min egen lykkes smed, og derfor kan jeg heller ikke gå og slå mig selv oven i hovedet, når noget går galt, for det kan skyldes alt muligt, som jeg overhovedet ikke har indflydelse på. Skæbnen! Man skal ikke undervurdere det at kunne lægge noget fra sig og sige: Det var skæbnen! Vi bliver nødt til at tale om, at vi er ofre for ting og sager i verden, som vi ikke selv har kontrol over. Det er i virkeligheden en form for skæbne, en forståelse af, at vi ikke kan bestemme alting selv. Der ER en skæbne.

Randers

Vi sidder på Schweizerkonditoriet i Allinge under Folkemødet. Udenfor har jeg flere gange i løbet af dagene hørt folk tale sammen om Brinkmann. Noget, han har sagt, som lød klogt. En debat, nogen vil til, fordi han er der.

Hvad gør det ved dig, at nogle mennesker føler, du har nøglen til det hele?

– Ja … jamen bare jeg går ud her, så kommer folk og spørger mig om ting, som om jeg er sådan en livsrådgiver, og det er ikke engang løgn. Så jeg prøver at svare sådan lidt afvæbnende eller svare udenom, fordi det på en måde er meget imod min egen tænkning om tingene. Jeg vil gerne igangsætte refleksioner, jeg synes, der er noget væsentligt, vi skal tænke over og forholde os til. Men i det øjeblik jeg bliver brugt som en, der har svarene … det er ikke så rart. Jeg vil hellere være den, der hjælper med at stille spørgsmålene, men når man vover at give nogle svar indimellem, skal man også selv kunne tage, at folk spørger uddybende. Og vil have nogle flere svar.

– Folk skriver til mig stort set dagligt. Alt muligt: ”Jeg har et barn i gymnasiet, og hun har det dårligt, hvad skal jeg gøre?”. Det ved jeg sgu da ikke! Det kender jeg ikke til! Men jeg er begyndt at svare. Og jeg er begyndt at spørge: ”Hvad gjorde dine forældre, da du selv var ung?”. ”De gjorde sådan og sådan, og det virkede egentlig meget godt”. ”Jamen så prøv at gøre det”. Vi skal ikke starte forfra hele tiden, vi bliver nødt til at se på, hvad vi kommer af, hvad vi plejer at gøre, hvad der har virket de sidste 1.000 år – eller bare 25. Ikke fordi alt i fortiden er godt, og det dårlige skal vi forsøge at undgå at gentage, men NOGET har altså virket, siden vi er her endnu, og siden alle mennesker ikke er totalt traumatiserede og løber underligt rundt. Så brug det, der er værd at bruge. Også fra dine egne forældre.

Hvordan har din kone det med, at du er blevet offentlig psykolog-helt?

– Haha, hun synes, det er lidt mærkeligt. Hun synes jo ikke, jeg er så skideklog, og det har hun nok ret i. Det er bare de dér underlige kåringer og alle sådan nogle ting, der sker. Vi bor i Randers, en mellemstor provinsby med et på mange måder ret dårligt ry. Hvem fanden bor i Randers?

Det gør SVEND …

– Og lige hvad det her angår, er det faktisk ret fedt. Jeg er ligesom på afstand. Jeg kan godt gå i Netto uden at skulle forholde mig til alle mulige mennesker. Jeg kan jo godt mærke, når jeg for eksempel er i København, at jeg pludselig er blevet en kendt person. Folk vil have selfies. Spørge om alt muligt. Det er sjovt i nogle dage, men hvis det var HELE tiden? Så skulle der træffes nogle beslutninger, og jeg skulle have nogle måder at gemme mig på.

Og SÅ skulle du til psykolog!

– Ja, det skulle jeg nok. Men det er ikke nødvendigt, når man bor i Randers.

Svend Brinkmann, 43 år, professor i psykologi på Aalborg Universitet, gift med Signe Winther Brinkmann på 18. år. Sammen har de tre børn på 10, 14 og 16. Aktuel med bogen ”Hvad er et menneske?”