Selvudvikling

Stressramt: ”Jeg har aldrig nogensinde lært, hvad det vil sige at passe ordentlig på sig selv”

Britta Ulriksen fik diagnosen stress og udbrændthed for to år siden. Nu er hun på førtidspension, og må se en ny og meget anderledes virkelighed i øjnene. For hvad gør man, når man mister fodfæstet – og den person, man var engang? Læs brevet fra en læser her.

FRA EN LÆSER

Det er mere end fem år siden, at jeg blev syg og det er snart to år siden, at jeg blev tildelt førtidspension.

Jeg er stadig i sorg over det - graden af accept af min situation bliver hele tiden en smule større, men det er svært - det er meget svært.

Jeg havde stress i mange år, men det var blevet en del af min normale tilstand og hverdag, så selvom jeg døjede med alverdens forskellige symptomer, så tænkte jeg, at det var indbildning - og de få gange jeg gik til lægen, fik jeg at vide, at jeg var kernesund.

Til sidst endte jeg på akut-modtagelsen med det, de troede, var et hjerteanfald. Jeg anede ikke, hvad der skete, men det føltes som om, at jeg fra det ene øjeblik til det næste mistede kontrollen over min krop og psyke.

Jeg kæmpede alt, hvad jeg kunne for at blive frisk igen. Jeg er mor til to piger, og det var mig magtpålæggende, at de skulle have en stabil hverdag og at jeg også selv skulle tilbage til mit elskede job som socialrådgiver.

Det eneste jeg ikke havde fået integreret ordentligt var, at jeg faktisk skulle lytte til min krops signaler. Jeg har aldrig nogensinde lært, hvad det vil sige at passe ordentlig på sig selv. Derfor gik jeg ned to gange mere. Ikke bare ”lidt ned”, men totalt, og efter et meget langt forløb fik min tilstand overskriften "kronisk stress/udbrændthed med stressrelateret angst, væsentlig nedsat koncentrationsevne samt kognitive skader”. Tilstanden vurderede man som stationær og arbejdsevnen som ikke længere eksisterende.

Sådan er mit liv nu, en hverdag udenfor arbejdsmarkedet. En hverdag, hvor jeg hele tiden skal passe på mine kræfter, hvor jeg hurtigt udtrættes, ofte glemmer og mærker angst ved den mindste overbelastning. Jeg er træt, men har svært ved at falde i søvn, og jeg magter kun at have ganske få sociale kontakter.

Det er noget af et jordskred i indre og ydre liv, der sker, når man bliver ramt på den måde.

Dertil kommer, at jeg vist nok skal skamme mig. Flere politikere mener jo, at sådan nogle som mig bare kunne vælge at arbejde, og at vi åbenbart hører til ”ude på kanten af vores samfund”.

LÆS OGSÅ: Fra en læser: "Kræften har ramt mig med en meteors kraft"

Der er kæmpe tab forbundet med at ende i en situation som min: Tab af oplevelsen af værdighed, selvstændighed, af arbejdsmarkedstilknytning, sociale relationer, oplevelsen af at kunne bidrage til vores samfund og ikke mindst tabet af det at være den person, som man troede, man var.

Jeg håber inderligt, at vi kan komme derhen, hvor vi holder op med at stemple og stigmatisere dem, der ikke længere kan klare sig uden hjælp fra fællesskabet.

Jeg er så uendelig heldig. Jeg har så meget glæde, lys og kærlighed i mit liv, men jeg er også en af de heldige! En af dem, der trods alt stadigvæk har et liv, som jeg kan føle taknemlighed over, og hvor der er ressourcer til, at jeg kan arbejde følelsesmæssigt med de svære ting og tab, der unægtelig er. Mange andre er ikke lige så heldige.

Så næste gang du ser eller taler med et menneske, der hører til sammen med mig herude ”på kanten af samfundet”, så husk, det var slet ikke den drøm, vedkommende havde, og det er et liv, der kræver så utrolig mange ressourcer hver eneste dag.

Et enkelt smil fra dig, der signalerer, at ”du er værdig, og du er ligeværdig” kan betyde en verden til forskel, og måske opdager vi alle sammen i netop et sådant møde, at der er ikke nogen ”i midten eller på kanten af vores samfund”- de termer er menneskeskabte! Vi er her ganske simpelt bare alle sammen, og vi har værdi, netop fordi vi er her.

LÆS OGSÅ: Fra en læser: Lige nu dikterer min spiseforstyrrelse mit liv

Britta Ulriksen er  45 år og mor til to. Hun er uddannet socialrådgiver, men nu på førtidspension.

 

Læs mere om: