https://imgix.femina.dk/media/176d7f8fda224bdfbad0f915aee4306e.jpg
Selvudvikling

Sådan udlever du dine drømme

28. september 2011
af Anja Bay
Foto: Teis Bruno & privat
Psykolog, forfatter og foredragsholder Kisser Paludan viser dig her, hvordan du kan finde ud af, hvad du drømmer om. Og dernæst hvordan du udlever dine drømme

Gør dig klart, hvad du ønsker
Sæt dig et roligt sted. Luk øjnene, og træk vejret dybt. Mærk efter, hvad du føler. Registrér nu dine følelser og tanker uden at dømme. Skab kontakt til den del af dig, som ved, hvad der er sandt for dig. Skriv ned, hvad du virkelig ønsker dig af livet. Husk at drømme løs uden at begrænse dig selv. Svar på, hvordan dit liv ser ud om ét eller tre år. Beslut dig dernæst for, hvad du vil realisere først.

Lev "som om"
Lige tiltrækker lige, så de tanker, du har om dig selv, vil finde svar. Savner du f.eks. en kæreste, så begynd at føle dig, som når du har én. Føl, at du er elsket, lækker, begæret og interessant. Fokusér på at føle, som om det allerede er en del af din hverdag. Det, du sender ud på det psykologiske plan, gør, at mænd synes, du er mere attraktiv, og du vil hurtigere finde en kæreste.

Tag chancer
Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange for noget? - begynd at handle allerede i dag. Tag f.eks. initiativ til en relation, eller bed om nedsat arbejdstid eller andet, der afholder dig fra at gøre, hvad du drømmer om. Beslut dig for ikke at lade dit liv styre af frygtscenarier. Sørg for at have tillid til, at det vil gå dig godt - du følger jo netop det, der giver mening for dig.

Nyd processen
Bliver du for fokuseret på at opnå ét bestemt mål, kan energien i processen gå død. Handl i stedet ud fra, hvad der føles rigtigt for dig. Vid, at du godt kan have et mål, men vær i nuet, så du kan give slip og have tillid til, at du når i mål. Handler du løbende med nærvær på det, som er sandt for dig, vil de ting, du ønsker, flyde meget nemmere.

Vær ydmyg og taknemmelig
Skriv hver dag fem ting ned, som du er taknemmelig for. Det kan være din familie, din sundhed, at du har rigeligt med mad og en dejlig bolig, samt ting, der er sket i løbet af dagen. Fokuserer du på det, der allerede fungerer, forstærker du den følelse, og det vil give dig mere af samme skuffe. Husk at have tillid til, at der er noget at lære i alt, hvad du oplever.

Læs mere
Spring ud i eventyret!

Forfølg dine drømme

Læs også