Selvudvikling

Renée om sønnens misbrug: Var jeg en fiasko, hvis vi ikke havde klaret den?

Mennesker udvikler sig ved at gå igennem udfordringer i livet. Det har Renée Toft Simonsen blandt andet oplevet som forælder, og det er også temaet i hendes nye børnebog ”Børnene fra Sølvgade”.

Renée lægger puslespil. 1.000 brikker. På spisebordet i det store køkken i byhuset i Aarhus midtby med udsigt til gårdhaven, der minder om Provence og det lille ekstrahus, hvor hun har sit kontor.

Hun har været god til at lægge sit eget livs puslespil. Nu er hun 55 år, igennem overgangsalderen – næsten – ungerne er flyttet hjemmefra, hun og Thomas Helmig er stadig sammen, og det er en lise at sidde sammen med hende i dét køkken.

Livsklogskab er den fineste gave, man kan give andre. Renée øser af sin til både voksne og børn. Hun har i det hele taget temmelig mange brikker at flytte rundt med.

Og hun laver kun, hvad hun selv vil. Ude i gårdhavekontoret har hun skrevet ”Børnene fra Sølvgade tager kampen op”, fortsættelsen til ”Børnene fra Sølvgade”.

Fire forældreløse børn er rykket ind hos Brian og hans kæreste Miss Nelly, den mandlige hushjælp.

Børnenes vistnok ulykkelige mor var i den første bog gået ud for at tage et havbad og vendte aldrig tilbage.

I hendes nye bog melder deres mormor og morfar sig på banen. De har eget slot og alt at tilbyde materielt og vil have børnene, men børnene vil ikke have dem, de vil blive, hvor de er. I kærlighedsvarmen. Renée er ikke psykolog for ingenting.

- Jeg vil gerne give børn noget sjovt og rørende, en god læseoplevelse og en følelse af at kunne noget selv. Det er de her børn rigtig gode til. De finder Miss Nelly. Det handler om, at kærligheden kan være mange steder.

- Så hvis du for eksempel ikke har nogen forældre, som kan passe dig, er der måske nogle andre, der kan. Vi kan altid møde kærligheden og venskabet. Der er altid håb, og det skal nok gå. Det er feelgood på en svær bund, men det er feelgood. Det kan jeg godt lide. Der er mange svære og tunge ting i børneliv nu.

Den ideale mor

Jeg har interviewet Renée før. Siden sidst har Hugo været i vælten. Både som musiker med succes. Og med et kokainmisbrug, der resulterede i, at han i en periode måtte trække stikket. 

Hvordan har du haft det med det som mor?

- Alle kan nok regne ud, hvordan det er at være mor til et barn, der har nogle vanskeligheder. Men det er … en del af livet, tror jeg. Jeg har skænket det her mange tanker, og det har givet mig lyst til at skrive en bog om det at være mor, ikke kun mig selv som mor, men arketypen mor, den ideale mor. 

- Jeg tror ikke, der findes mødre, der kommer igennem livet, uden at deres børn på en eller anden måde har nogle vanskeligheder. Om de så bliver depressive, skal skilles, ikke kan blive gravide, har nogle skavanker, får en mand, der slår dem ... Vi kan godt prøve at lade, som om det ser pænt ud alle vegne, men det gør det jo ikke. Ingen går igennem livet uden vanskeligheder eller udfordringer.

 

Og ud over det, hvad er det så, vi udvikler os på baggrund af, spørger Renée og giver selv svaret:

- Kig på ”Børnene fra Sølvgade”. De udvikler sig på baggrund af noget svært og udfordrende. Det er den måde, vi bliver mennesker på. Det rigtig interessante i forhold til det, der er sket, har også været omverdenens blik på det og så mit eget blik på det. For nylig postede jeg noget på Insta, fordi Hugo har en ny single ude, ”Sooner or Later”. 

- Han har det godt, og det er en fed sang, som handler om det med at komme til også at holde af de ting, man har gjort forkert. Så skriver jeg, at det har jeg forsøgt i 16 år. 

- Jeg har siddet i skrædderstilling for at prøve at lære at holde af mig, hele mig, sådan som jeg er. I alle de år har jeg prøvet at tænke: Det er okay at være dig, Renée, du laver fejl, og det må du gerne.

- I tråden – og jeg forstår dem sagtens – skriver rigtig mange: ”Du kan også være stolt” og ”Hvor har du gjort det godt”. Det vil sige, at Hugos succes smitter direkte af på mig. Det bliver min succes som mor. Sikke han bliver dygtig, sikke han er kommet igennem nu! Det bliver mig. 

- På min Insta bliver jeg en succes. Men hvad nu, hvis ungen ikke var kommet igennem? Hvad nu, hvis han var endt med en nål i armen nede på en eller anden gade hernede? Hvad nu, hvis det var det, der var sket? Var det så også min skyld?

Og skulle du så skamme dig?

- Ja, skulle jeg så skamme mig over det? Og gemme mig væk? 

- Og sige: Hold da op, jeg har været en dårlig mor. Og få reaktionen: Det kan godt være, der var frugtskål hver dag klokken 19, og det er meget muligt, at du læste historier, men der er da nok et eller andet, du ikke har fået gjort godt nok, der gemmer sig nok et eller andet i jeres familiehistorie, og hvis vi gravede dybt nok, kunne vi nok finde det, I har nok ikke været gode forældre … 

- Jeg tænker bare: Okay, så hvad nu, hvis ungen ikke var kommet igennem – det er så også mig. Ligesom succesen.

LÆS OGSÅ: Renée: Det hårde job som perfektionist

Hvordan har du haft det med det?

- Som psykolog ved jeg, at vores barndom har enorm betydning for, hvem vi bliver. Og den relation, vi indgår i til vores primære omsorgspersoner, som i de fleste tilfælde er vores far og mor, den har en ENORM betydning for hele vores liv. 

- Så det er ikke, fordi jeg vil fraskrive mig hverken ansvar eller ære, jeg prøver bare at sige, at det er interessant, at i det øjeblik, der er en succes, så smitter det af på mig, og når der er en fejl, så smitter det af på mig. Det kan kun blive et enormt pres.

Og nu er vi faktisk ved at være tilbage, hvor vi startede, siger Renée. Nemlig dér, hvor ungerne skal være veganere eller kun spise klidkiks eller noget helt tredje:

 Det bliver også et enormt pres for de stakkels unger, for selv det, de propper i kajen, gør dig til en god eller en dårlig mor. Hvor kommer det fra? 

- Og hvordan kan det være, at vi for evigt skal stå til ansvar? Selv efter at de er blevet så store, at vi ikke kan sige: ”Nej, skat, det må du ikke, det er en rigtig dårlig idé, nu skal mor vise dig.”

- Nej, for nu er han 185 cm høj og hører ikke efter! Skal jeg så stadig stå til ansvar? Eller skal jeg stadig tage æren for noget som helst, ”den” gør?

- Nej! Men det gør vi, og det er interessant. Så hvordan er det at være mor til ham? Jeg elsker ham over alt på jorden, så enkelt er det.

- Det er vidunderligt at være mor til alle mine børn. Og jeg har det sådan: De kommer til at lave alle mulige og umulige ting i deres liv fra nu af, og til jeg går i graven. Indimellem synes jeg, det er et lortejob. Det tror jeg, alle forældre synes. Men jeg tror også, at meningen med mit liv – det er at være mor. Det er egentlig mærkeligt.  

Mindre plads til drømme

Som barn var hun selv fast inventar på biblioteket. Især om mandagen, når hun i weekenden havde læst alt, hvad hun sidst havde lånt. Så var det hjem med bogfangsten, ud i køkkenet at lave fem stykker ristet franskbrød med hamburgerryg og så ind i sengen.

- Så lå jeg og læste og spiste. Det var den eneste underholdning, der var dengang, siger hun. Til gengæld var der plads til at drømme. Og frihed.

- I dag har børn ikke meget frihed til at drømme eller tænke eller gøre noget selv. Børn er overvågede konstant. Det er der et tab i, synes jeg.

Vi er, siger hun, havnet i en tid, hvor verdens bedste og mest perfekte forældre skal have verdens bedste og mest perfekte børn. Det er derfor, forældre går i gang med veganerkost og ingen sukker og stram alkoholpolitik, når børnene bliver teenagere, de er så opsatte på at gøre det ”rigtigt”, siger Renée.

- … Jeg tror, nogle forældre har en ønsketing omkring deres barn. At deres barn var helt perfekt. En, som ikke kunne lide sukker. Som aldrig drak en flaske vodka eller hoppede ud ad vinduet om natten eller gjorde noget som helst galt. Det er jo sådan et ønskebarn.

Det er egentlig paradoksalt, at vi lever i et overflodssamfund, og så har vi travlt med at kontrollere …

- Ja, og det gør vi i alle livets forhold. Ikke kun på børneområdet. Hvad for noget mad spiser vi?

Motionerer vi? Hvordan ser vores krop ud? Den skal have en helt bestemt slags vægt, den må ikke være for tynd og ikke være for tyk. Hvad drikker vi? Ryger vi? Altså, hvad finder vi på af grimme ting og sager?

 Hele den perfekthedskultur er eksploderet. Også i forhold til, at alle er kommet i kontakt med alle, alle kan kigge direkte ind på alle, alle lægger noget op, du kan se naboen, du kan se Kim Kardashian, det er hele pivtøjet.

- Det giver et voldsomt pres i forhold til … ikke at spise slik eller lade være med at ryge eller lade være med at være overvægtig, alt muligt. Perfekthedskulturen er gået amok.

Hvordan har du det selv?

- Prøv at høre, jeg er 55 nu, jeg er ved at være rimeligt afslappet. Men jeg har ikke lyst til at blive overvægtig. For jeg kan godt lide at løbe. Jeg er lige begyndt igen efter over et år, fordi jeg har haft to diskusprolapser i ryggen og en i nakken.

- Og hvis jeg ikke havde linser, havde jeg hinkesten, jeg er plus fem på begge øjne. Altså, når jeg står op om morgenen, er det sådan: Er du der, skat? Jeg er jo blind!

Kærlighed er et valg

Ham der ”skat”, hun linseløs leder efter om morgenen, er som bekendt Thomas Helmig.

Kommer der et tidspunkt, hvor man erkender: Nu er det os, nu bliver vi sammen?

- Ja, det gør der. Jeg var lige sammen med en ven her til morgen, han har været sammen med sin kone i 41 år. De har også været on/off et par gange, har arbejdet sig igennem det og er kommet ud på den anden side.

- Men som han sagde til mig: ”Det er jo ikke altid nemt. I mandags sov jeg inde i lejligheden.” Og hans kone var blevet derhjemme.

Men prøv at høre, sådan er livet jo. En gang imellem går du ind og sover i gæsteværelset, fordi du bliver så tosset over et eller andet, han eller hun har sagt eller gjort. Men så finder du ud af det.

På nuværende tidspunkt, så tror jeg, at vi … knock on wood … men you never know. Jeg tror da, at jeg har en fornemmelse af, at nu er vi her. Ja, det har jeg.

- Men man ved aldrig, hvad livet bringer, man ved jo aldrig, om en af os lige pludselig bliver vildt forelsket i et eller andet. Who knows. Men jeg tror på, at det er en beslutning.

At kærlighed også er et valg?

- Ja, det er en beslutning. Ligesom når man beslutter sig til at være et ordentligt menneske. Jeg tror, du beslutter dig for, at det er HER, jeg er, vi er sammen i medgang og modgang, op og ned og whatever.

- Det er en beslutning, og så er det ellers bare hårdt arbejde derfra, ikke? Så er der gode dage og vidunderlige dage og fantastiske aftener og alle mulige ting indimellem. Men det er et stykke arbejde.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

- Også at holde hinanden ud. Bare tænk på modebranchen, og hvordan vi mennesker gerne vil have nyt tøj hele tiden. Sådan er det også med erotik, erotik trives ved nyheder, det trives ved, at noget er overraskende og nyt og spændende. Det erotiske vil have nyheder og spænding.

- Hvad gør du så i et forhold, hvor du har været … Altså, nu har vi været sammen i 23 år. Okay, så var der lige tre måneder, hvor vi ikke var sammen, men alligevel ku’ man godt sige, at vi har været sammen i 23 år.

View this post on Instagram

Sidder og kigger i de gamle albums, nogle af gæsterne lever ikke længere, en del af os vejer lidt mere og de 5 lækre unger på billedet er noget højere end de var den smukke sommerdag i august for 20 år siden. Han var sjov, smuk, lækker, klog, talentfuld, belæst, berejst og fyldt med kærlighed til mig og vores børn, den mand jeg sagde ja til, men var han nem at være gift med, hmm, ikke altid. Var jeg? Jeg tror det ikke. Ind imellem har en af os sovet i gæsteværelset, men de fleste dage har vi sovet viklet ind i hinanden og når jeg ser det her billede fyldes jeg med taknemmelighed over alt det vi var og alt det vi er. Hele pivtøjet, i medgang og modgang. Tillykke med os min elskede @tomhelmig ohanaaaaa ❤️

A post shared by Renee Toft Simonsen (@reneetsimonsen) on

- Det bliver jo hvedag, jamen det det det.

- Indimellem keder den anden dig, og indimellem keder du den anden, og indimellem kommer man op at skændes, og så er der ikke noget nyt i det – ligesom tøj. Sådan har vi det også i kærlighed, vi vil gerne have noget nyt, fordi det her gamle noget ikke er så spændende mere.

- Men altså, det ER et valg at sige: ”Jamen jeg går i den her sweater resten af vejen, jeg synes, den er pæn.”

LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen om bruddet med Thomas: Kæft, hvor har vi lært noget

Hvis man skifter den ud, ligner den alligevel den gamle efter tre år?

- Ja, det snakkede jeg også med min ven om i morges. Hans datter har fem veninder, de seks piger fandt alle sammen i forhold og fik børn, fire af dem er allerede skilt. KNIPS! Det er sådan, man gør. Gud ske tak og lov er der ikke længere krav om, at man bliver sammen.

- Kvinder kan klare sig selv, der er virkelig noget fantastisk ved det.

- Jeg synes også, det serielle monogami er i orden. Hvis man vitterlig ikke kan få det til at fungere et sted, skal man ikke mokke mere med det.

Men der, hvor man virkelig bliver forpligtet, er, når der kommer børn. Man må prøve og prøve og prøve.

- De der dine og mine og vores børn er nogle svære familier at få til at fungere. Jeg synes, diskussionen om selvbestemmelse og medbestemmelse, og hvordan man lytter til børn, er enormt vigtig.

Meget har ændret sig, men alligevel: Har de noget at skulle have sagt, de her unger?

- Og for eksempel børn på syv-otte-ti år og den der ”nå, men nu har mor fundet en ny kæreste, og han har også tre børn, og nu skal vi alle sammen bo sammen,” - jeg tror, de fleste børn ville betakke sig, hvis de havde noget som helst at skulle have sagt.

Mors og fars nye kærester

Renée har selv været der:

- Ja, jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 16, fordi min mor fik en ny kæreste, han havde så ikke nogen børn, men han var bare træls. Altså, han var bare irriterende. Jeg ville slet ikke have noget med ham at gøre. Han var sådan en træls personage. Han var kommunist, sådan noget ”anarki eller kaos”.

- Han bryggede selv vin nede i kælderen og drak selv rigtig meget af det. Altså, han var også … sød, men han var bare klumpet og klodset i forhold til børn. Og min far og mor blev skilt, da jeg var 13, og jeg var bare ikke indstillet på, at jeg skulle være i familie med flere end dem, jeg var i familie med. Min far fik også en ny kæreste, jeg havde det sådan: Jeg vil ikke se hende.

- Så inviterer han os til middag, og der er jeg nødt til at sige: ”Hvis hun kommer, kommer jeg ikke.” Så fik hun besked på, at hun måtte holde sig væk. Mit nej blev respekteret og accepteret, og det er jeg taknemmelig for den dag i dag.

- Men jeg tænker på alle de børn, som forsøger at sige: ”Jeg vil ikke være sammen med din kæreste, far, jeg gider ikke at være sammen med hende eller hendes børn.” De situationer er uendelige.

- De gider ikke, ungerne. Og hvorfor skal de også det? ”Jamen nu har mor fået en ny kæreste, og Vilhelm er SÅ sød, og han har sådan en sød datter, hun er samme alder som dig, I kan da blive veninder.” NEJ.

Hvad gjorde du selv, da du blev skilt?

- Jamen mine unger var så små. Jens Kristian var et halvt år og Ulrikke var halvandet. Et år efter mødte jeg Thomas. Men … der havde vi da også noget. Ulrikke var blevet tre år, og i starten kiggede hun slet ikke på ham. Overhovedet.

- Det første halve år kom han bare på besøg. Og der var ikke noget med, at vi sad og gnaskede i hinanden, når ungerne var der, det var først, når de var blevet lagt i seng. De kom i seng klokken otte, så vi havde jo en lang aften.

- Til at starte med var han der ikke om morgenen, når de vågnede. Det var lige så langsomt. Men Ulrikke … Da han begyndte at sove der … Hun kom tit løbende om natten og sov i min seng, og hun var sådan: ”Han lugter dååårligt” og ”Jeg vil ikke være ved siden af haaam”. Så sagde jeg: ”Det skal du sandelig heller ikke, læg dig om på den anden side.” ”Han lugter dååårligt, jeg vil ikke være der.”

- Det gode ved Thomse var jo, at han ikke havde nogle hangs på det, han vidste godt: Hun er tre år, hun mener ingenting ondt, hun vil bare ikke have, at jeg er der, hun kan ikke tage det ind. Hun var en lille pige, der var meget glad for sin far.

- Men altså … de var så små, og efter et halvt års tid flyttede vi sammen, og så kom Hugo ret hurtigt. Så egentlig vil jeg sige, at de er lykkedes ret godt.

- Men jeg tror, det var, fordi de var så små. Jeg siger ikke, at man ikke kan lykkes med det, når man har lidt større børn, der er jo sammenblandede familier, hvor det bare er vidunderligt. Man kan bare ikke regne med det.

Børneopdragelse har forandret sig meget, siden Renée var barn, selv havde hendes forældre og bedsteforældre et langt mere afslappet forhold til mad, end de fleste forældre har i dag.

Hvad har du ønsket at give dine egne børn med?

- Jeg har nok prøvet at være lige så perfektionistisk som alle andre, men jeg har ikke haft den der med, at så må de kun være veganere, eller så skulle de spise klidkiks.

- Jeg har aldrig haft sådan noget over for børn. Jeg hader også, når børn skal spise op, de behøver heller ikke smage på ting, altså jeg hader, når folk siger: ”Du skal smage på det.”

- Hvorfor skal man tvinge folk til at proppe noget i munden, som de ikke har lyst til at proppe i munden? ”Du skal smage på det” er bare min hadeting i hele verden. ”Hold nu kæft, det gider jeg ikke, lad mig være i fred, jeg vil kun have asparges de næste to år.” Så er det sådan, det er. Men maden er jo blevet en kæmpe ting.

- Til gengæld: Det, jeg gerne ville give, var selvfølgelig det, jeg ikke selv følte, jeg havde som barn. Jeg ville være en mor, der var hjemme, og det har jeg været, fordi jeg har skrevet eller studeret. De er ikke kommet i børnehave før op ad formiddagen, og de er blevet hentet tidligt.

- Følelsen af, at ”hvis de har brug for mig, så er jeg lige her”, ville jeg gerne have. Og varm mad hver dag klokken 17.30. Det der ro, renlighed og regelmæssighed er der noget over.

- Vi spiste halv seks, og når de havde set børnetime eller en Disney-film, var det i bad, og så var der frugtskål, og så var det i seng, og så skulle der læses. Vi læste på skift, mig og Thomse, og når de selv kunne, skulle de læse selv.

- Sådan noget parcelhuskernefamilieagtigt kunne jeg godt tænke mig. Og det fik jeg.