https://imgix.femina.dk/storage_1/media/1323-renee-ny.jpg
Selvudvikling

Renée: Kan man være kvinde og ikke feminist?

19. juni 2013
Af Renée Toft Simonsen 06/19/2013 - 15:00
Hvis du vil vide, om du er feminist eller ej, skal du bare stikke hånden ned i dine trusser, og så skal du gøre to ting: A) Mærke efter, om du har en kusse. B) Spørge, om du selv vil bestemme over den?

Er du egentlig feminist?, spørger min datter, og jeg kigger på hende. Ja, siger jeg uden tøven, det er jeg da. Kan man som kvinde være andet? Hun har tidligere sagt, at hun faktisk ikke tænker, der er så meget brug for feminister mere. Kvinder har jo fået ligestilling, mente hun dengang. Hmm ... bliv kun klogere, lille pige. Når du engang får børn og samtidig skal gøre dig på arbejdsmarkedet, vil jeg gerne til den tid høre mere om den dér ligestilling, du mener, du har fået!

Jeg er ikke i tvivl – jeg har altid betragtet mig selv som feminist og været stolt af det, også selv om det de senere år synes at have fået en negativ klang i visse kredse og medier. For mig er og bliver den feministiske bevægelse kvinders redning. Tænk bare på, hvor vi var mht. rettigheder, før feministerne stormede op på barrikaderne! Feminismen var oprindelig en intellektuel og politisk bevægelse, der kæmpede for kvinders sociale, økonomiske og politiske rettigheder såsom stemmeret og adgang til ejendomsret og til frihed inden for ægteskabets rammer. Forstået på den måde, at kvinder ikke automatisk skulle være en mands ejendom, når hun giftede sig med ham. Helt basale rettigheder, som unge kvinder i dag anser for at være en selvfølge, men som nogle engang kæmpede hårdt for at opnå.

Renées klumme i sidste uge: Jeg er kommet i fuglealderen

Men jeg forstår da sagtens, at man som ung kvinde i dag slet ikke kan kapere at blive betragtet som nogens (mandens) ejendom. Og heldigvis for det. Men det er ikke mere end 200 år siden, historien var en anden, og Ibsens ”Et dukkehjem” ikke kun et teaterstykke, og når min datter siger, at feminister er outdatede, så er det jo både vidunderligt og skræmmende.

Forleden læste jeg så den herligste definition på feminisme i en anmeldelse i Weekendavisen af klummeskribent Caitlin Morans bog: ”Hvis du vil vide, om du er feminist eller ej, skal du bare stikke hånden ned i dine trusser, og så skal du gøre to ting: A) Mærke efter, om du har en kusse. B) Spørge, om du selv vil bestemme over den? Hvis svaret er ja til begge dele, er du feminist!”. Jeg tror ikke, der er mange kvinder, gamle som unge, som efter den svada kan sige, de IKKE er feminister – heller ikke min datter.

Kærlig hilsen
Renée

Læs også