Selvudvikling

Mette var heroinmisbruger: "De hårdeste tider har givet mig styrke"

Mette var heroinmisbruger, Sten tog amfetamin - og alt andet, de kunne få fat i. De blev kærester, og sammen lykkedes det dem at stoppe. Så hvem reddede hvem?

- Det er rigtigt, at vi har en speciel kærlighedshistorie.

Glæden kan høres i Mette Erland Finsådals stemme, da vi ringede til hende hjemme i Marnardal på Sørlandet. Hun tog en pause fra jobbet som gartner, hvor hun havde brugt dagen på at luge ukrudt og beskære roser og mælkebøtter. 

Mette har medvirket i den norske tv-station NRKs serie ”Datoen”, som følger tre forskellige nordmænd, født på samme dag, og de forskellige veje, deres liv har taget.

”4. august 1978. Den fredag kom der 157 børn til verden på norske sygehuse”, blev der sagt i det afsnit, som Mette er med i.

Da turen kommer til Mette, vises der billeder af en smuk mørkhåret kvinde.

I programmet hører vi også lidt om Sten, og det er derfor vi nu ringer til hende – for var det rigtigt forstået, at han var prinsen på den hvide hest, der kom og reddede hende?

Igen hører man glæden i hendes stemme. 

- Sten føler, at han er blevet fremstillet som ham, der kom og reddede mig. Men han plejer at sige, at det var mig, der reddede ham.

LÆS OGSÅ: Nina levede et dobbeltliv: "Jeg drak til alt blev sort"

En utrolig god løgner

Få kunne have forudset, at Mette fra Kristiansand skulle blive dybt afhængig af stoffer og planlægge at tage sit eget liv med en overdosis, da hun var bare 19 år gammel.

Hun voksede op omgivet af kærlighed i en kristen familie. Hun var god i skolen, hvor hun fik meget ros. Men indeni var hun usikker og havde følelsen af ikke at være god nok.

Det er de små ting, der leder hende på afveje. Som den indre jubel hun følte, da hun 11 år gammel fandt en pakke cigaretter og røg dem i smug sammen med sin fætter. Hun husker stadig glæden og spændingen. Følelsen af at gøre, hvad hun ville, uden at nogen andre kunne gøre noget ved det.

Som teenager begyndte hun at gå til fester, og hun kunne lide at feste og miste kontrollen – fordi hun følte, at hun på den måde for første gang kunne være sig selv. Da hun som 13-årig fik tilbuddet om at prøve hash sammen med veninderne, tøvede hun kun kortvarigt.

Derhjemme mistænkte de ingenting.

- Jeg var en utrolig god løgner. Jeg havde dårlig samvittighed, men tænkte også, at det jo var mit liv, siger Mette.

Gravid som 17-årig

Da Mettes forældre fandt ud af, at hun røg hash, gjorde de alt for at forsøge at hjælpe hende. I tv-serien fortæller hendes far om den dag, hvor de fik et opkald fra en mand, som sagde det rent ud: Mette ryger hash. Han fortæller også, hvoran de desperat prøvede at få hjælp til Mettes misbrugsproblem flere steder, men uden held.

Seksten år gammel prøvede Mette heroin for første gang.

- Rusen gav en ro, jeg aldrig havde følt før. Jeg troede, jeg var stærk nok til bare at prøve lidt, og at jeg kunne stoppe igen, men jeg blev helt hooked.

Sytten år gammel blev hun gravid. Hun prøvede at trappe ud af heroinen, men klarede det ikke helt. Ultralydsscanningen viste at barnet i maven var en pige – men også at hun havde et for stort kranium og en hjerneskade og derfor ikke ville overleve.

Lægerne forsikrede Mette om, at det ikke var hendes skyld, og at skaderne ikke nødvendigvis var relateret til hendes misbrug, men Mette var knust.

- Jeg følte, at det var min skyld. Jeg vidste jo, at det ikke var smart at tage stoffer, når jeg var gravid. Jeg ved heller ikke, om lægerne sagde det bare for at berolige mig.

Familien holdt hende i live

Mette gav sin datter navnet Ida Cathrin. Hun blev født, og de fik to døgn sammen.

- Jeg vidste, hun ikke ville leve længe, så det var egentlig bare trist at blive mor dengang. Det er det, jeg husker bedst. At jeg kiggede ned på det barn, jeg havde båret, og ønskede, at hun kunne have overlevet.

Da hun døde, var der ikke længere noget, der gav mening i Mettes liv.

- Jeg besluttede at tage en overdosis og ende mit liv, fortæller hun.

Men da Mette satte sprøjten i armen og skulle til at skyde den dødelige dosis ind i blodet, begyndte billeder af hendes familie at køre rundt i hendes hoved.

- Jeg vidste, hvor meget de elskede mig, og hvor uudholdeligt det ville blive for dem. Så jeg gjorde det ikke - hvilket jeg er utrolig taknemmelig for i dag, siger Mette.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

"Vi lignede noget, der var løgn"

Det betød dog ikke, at hun blev stoffri med det samme. Der skulle gå noget tid, før hun overhoved begyndte at overveje det.

Men i 2002 mødte hun Sten. Han var en ven af en bekendt. Fra begyndelsen havde de god kemi, fortæller Mette.

Vi ringer også til Sten, som er på vej hjem fra sit arbejde, og vi spørger, hvad faldt han for ved Mette, som på det tidspunkt var heroinmisbruger.

- Jeg faldt for hendes personlighed, fortæller han, da vi ringer.

- Vi levede et hårdt liv dengang og lignede begge to noget, der var løgn - så jeg plejer at sige, at det ikke var på grund af hendes udseende, at jeg faldt for hende. Men det er måske det, der gør, at vi har det så godt nu. Hun er virkelig venlig og hjælpsom, og jeg ved altid, hvor jeg har hende.

Hvem reddede hvem?

-Det var Mette, der reddede mig. Jeg var egentlig ikke klar til at blive stoffri, men jeg blev det med tiden. Jeg havde aldrig klaret det uden Mette – det er hende, der er den sejeste af os. Hun er meget stærkere end mig. Jeg er på ingen måde nogen prins på den hvide hest, insisterer Sten, og fortsætter:

- Det var skæbnen, der førte mig sammen med Mette. Noget sagde mig, at det var den vej, jeg skulle gå – det her var billetten til et godt liv.

Mette stak af for at tage stoffer

Sten og Mette flyttede hurtigt sammen dengang. Det første år som kærester, skulle blive turbulent. Hun tog heroin, og han amfetamin, og alt andet, de kom i nærheden af.

- Jeg kæmpede med afhængigheden i større grad, end han gjorde, fortæller Mette.

På et tidspunkt valgte hun stofferne frem for Sten, da hun rejste væk for at få fat i mere og var væk i dagevis - uden at give besked. Han endte forholdet og flyttede ud.

- Da det efterhånden gik op for mig, hvad jeg havde mistet, oplevede jeg en dyb kærestesorg. Det tog flere måneder at få ham tilbage igen.

”Godt, så skulle han bare komme og hente mig” opsummerer Mette. Men Sten behøvede længere tid, hvis han skulle lade Mette blive en del af sit liv igen.

- Stofmisbruget førte så meget lort med sig. Hvis min søn havde fundet sig en kæreste i stofmiljøet, havde jeg bedt ham løbe den anden vej. Det tog lidt tid, før jeg stolede på, at det var os to.

Det har været de to lige siden – gennem tykt og tyndt.

-Vi er virkelig tætte, og har ingen hemmeligheder for hinanden. Vi trives virkelig godt i hinandens selskab.

De stod sammen i det hårde miljø, der gradvist blev hårdere og hårdere, med venner, der begyndte at stjæle fra dem. Venner, de sidenhen måtte afbryde kontakten til. Og da Mette skulle afsone en dom, stak de af sammen til Stens familiehytte. I lommerne havde de medikamentet Temgesic, som kan virke som erstatning for opiater, og som i dag benyttes i forbindelse med medicisk rehabilitering.

Mette havde forsøgt at stoppe mange gange. Det gik heller ikke den her gang. De forsøgte igen, da de fik lov at bo hos Stens bror og hans kone. Mettes stemme bliver kærlig, når hun taler om svigerinden.

- Vi havde det dårligt pga. vores abstinenser og lå på et værelse. Hun lavede mad til os hver dag, og hun fik os på benene for at vi kunne spise sammen som en familie, inden vi sov videre.

Brikkerne faldt på plads

Sten begyndte at arbejde som afløser på en af nabogårdene, og Mette fik job i stalden hos svigerinden og fik sig også et par ture på hesteryg.

- Det var lidt der, det begyndte, fortæller Mette.

- Da vi boede der, ændrede vi vores måde at tænke på. Jeg læste en masse selvhjælpsbøger om tankens kraft, og hvordan positive ord og handlinger kan ændre livet. Vi begyndte at tale om det, vi ønskede os. Det er helt vildt at tænkte tilbage på, hvordan tingene ordnede sig.

Som dominobrikker begyndte det ene efter det andet at falde på plads.

De fik lov til at leje et hus af ham, som Sten var afløser for. Her begyndte de at drømme og snakke sammen om, hvad de ønskede sig for fremtiden. De ville have et stort hus med have – og børn. Det vil sige, Mette ville have børn. Hun var 28 og følte sig klar til at prøve igen – Sten var ikke helt nået dertil.

LÆS OGSÅ: Min vej ind i misbruget var forbavsende let

Drømme bliver til virkelighed

Men brikkerne fortsatte med at falde på plads. De formåede at blive stoffri - bortset fra hashen.

Men så tog Sten styringen, fortæller Mette – de var nødt til også at droppe hashen, mente han. 

- Og en dag kom Sten hjem og sagde ”Der er et hus til salg i Marnadal, lige ved siden af fars. Skal vi kigge på det?” På det tidspunkt var Sten blevet lovet et job i sin brors firma, så med den jobgaranti og med svigerforældrenes hjælp til indskud, fik vi lov at låne penge til huset. Det var helt utroligt.

Da de først var flyttet ind i huset med haven, som de havde drømt om, tog det kun et par måneder, før Mette var gravid.

Hun havde også drømt om at få et job. Hun kørte med sin store mave ud og fik job som assistent for vagtmesteren i kommunen. Hun trivedes i jobbet, men det var hårdt fysisk arbejde.

- Så foreslog min svigerinde, at jeg spurgte hos gartneriet, om jeg ikke kunne få job der. Så der begyndte jeg to dage om ugen og fandt et arbejde, jeg trivedes med, fortæller Mette.

Mor til to drenge

Kevin kom i foråret 2007 og Levi i november 2008.

Hvordan var det at blive mor denne gang?

- Det var virkelig dejligt og virkelig specielt. Jeg er så taknemmelig for alle de dejlige øjeblikke og minder, mens de var små. Jeg blev nok en pylret hønemor.

Mette griner, når hun tænker tilbage på den første tid som mor - og på hvor ofte hun besøgte sin egen mor, som hjalp hende meget.

- Der var virkelig mange besøg hos min mor. Men jeg satte så stor pris på at blive mor igen, efter at have mistet et barn, siger hun.

Det liv Sten har med Mette og de to sønner i dag, ville han ikke bytte for noget i verden.

- Det vi har været igennem, har gjort os stærke. Hvis jeg kunne gå tilbage, ville jeg gøre det samme igen.

Alt sammen?

- Ja, det hele. Der er meget, man ærgrer sig over – men når jeg tænker på det, jeg har i dag, og at jeg har det på grund af alt det, jeg har været igennem, så vil jeg gøre det hele igen.

- Mette er min klippe og betyder alt for mig. Hun er helt uundværlig, og jeg hverken vil eller kan forstille mig livet uden hende.

LÆS OGSÅ: Jeg tog stoffer og var ved at ødelægge mit liv

Reddet af en drøm

Sten har også været Mettes klippe. Men det er en anden, hun tænker, har reddet hende: Ida Cathrin, hende datter der døde. 

- Havde det ikke været for hende, tror jeg ikke, jeg var i live i dag. Det var på grund af hende, at jeg begyndte at lede efter meningen med livet.

- Jeg læste en masse selvhjælpsbøger, fandt styrke i det, jeg læste, og fandt styrke i mig selv. Jeg lærte at bede om hjælp og give slip på alt det negative. Jeg lærte at tilgive mig selv og andre.

Det er over femten år siden nu, men et par år efter Mette mødte Sten, drømte hun en nat, at hun mødte Ida Cathrin igen. Hun var ti-tolv år, og sagde: Det var ikke din skyld, mor.

- Det var der, det gik op for mig, at hun helt sikkert har reddet mit liv. Jeg var virkelige langt ude, fortæller Mette.

Efter den drøm forsvandt de svære følelser af skyld, og de blev erstattet af noget andet – en ro og vished om, at der var en mening med det, der var sket.

Mette opsummerer det sådan her:

-Der er nogle ting i livet, man bare er nødt til at opleve, så man kan tage det med sig, bruge det og give det videre – for at sprede viden, lys og kærlighed.

-Jeg er stolt over det liv, jeg har levet. Noget af det, kunne jeg ganske vist godt have været foruden – men samtidig er det de hårdeste tider, der har givet mig styrke til livet og gjort mig til den, jeg er i dag.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på KK.no.

Læs mere om: