majbritt maria nielsen
Selvudvikling

Majbritt Maria Nielsen: Kuren mod sammenlignings-sygen

Det der sammenligning er for dumt! For vi gør nemlig andre mennesker til glædestyve, og de ved ikke engang, at de snupper glæden fra os.

Det er ofte i sammenligningen med andre, vi gør os selv ulykkelige. Sådan er det i hvert fald for mig. Når jeg ser, hvad andre kan eller har, som jeg enten ønsker mig eller føler mig afskåret fra på forhånd, så føler jeg mig nemt utilstrækkelig. Ofte kommer den slags sammenlignings-mavepustere fra sociale medier, og selv om jeg véd, det er nemt at give disse platforme skylden for al moderne dårligdom, så skal de altså benyttes med omhu, overvejelse og en stor portion selvkærlighed.
 
 
Hvor mange af os har ikke oplevet at møde op til en social sammenkomst eller et møde og føle os forberedte, attraktive eller interessante, for så kort efter at hilse på en kollega eller en anden kvinde til samme arrangement, som vi hurtigt føler stjæler den gode følelse fra os? Kollegaen eller kvinden har intet andet gjort end at være til stede, men med denne nye tilstedeværelse føler vi, at den gode følelse fra før går fløjten. Dét er sammenligning, og dét er et problem. Til mødet var vi nemlig forberedte, og til fødselsdagsfesten var vi rigtig pæne i tøjet (og de nye bukser sad virkelig godt!), men en anden gjorde det bare bedre, synes vi. Pludselig er der udskrevet en usynlig konkurrence, vi ikke har meldt os til, men som vi nådesløst deltager i, hvis vi altså lider af sammenlignings-syge. Og på sociale medier får vi den slags konkurrence kastet i ansigtet næsten uden varsel, og uden at vi har forladt sofaen.
 
LÆS OGSÅ: Du skylder ingen din skønhed
 
Derfor mener jeg altså, at det er vigtigt, vi betræder Instagram og Facebooks stier med overvejelse og ikke mindst selvkærlighed, som jeg er udtalt bruger af. Jeg har hele min ungdom kæmpet med lavt selvværd og en indre kritisk sans, der ville få samtlige talentspejdere og Miss World-dommere til at tænke: Slap lige af!, hvorfor jeg har skabt særlige regler for min færdsel på sociale medier. Reglerne fungerer samtidig som en slags medicin mod sammenlignings-syge i den virkelige verden. Det virkede for mig, så måske virker det for dig, hvis du også har oplevet, at en anden på et splitsekund har stjålet din festglæde, faglige stolthed eller tilfredsheden med dine lår.
 
Dét, vi bruger vores tid på, bliver nemlig vores virkelighed. Når vi følger profiler, der gang på gang pirker til det, vi ønsker os eller er afskårede fra at opnå, så er det nemlig ikke os alle, der føler motivationen for at gøre en ekstra indsats på arbejdet eller i fitnesscentret strømme ind over os. Derimod er der en del af os, der føler sammenligningens tristhed, og vi kan på det nærmeste opleve apati eller ulykkelighed, fordi jobtitlen, den nye bil eller de stramme inderlår synes uopnåelige for os selv. Dét er sammenligning, og dét er dumt! For vi gør nemlig andre mennesker til glædestyve, og de ved ikke engang, at de snupper glæden fra os. Det efterlader ansvaret for det gode humør hos os selv, og det er her, du må låne mine færdselsregler, så du ikke går lige i den store sammenligningsfælde og bliver trist. 
 
KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt
 
Reglerne er simple: Følg profiler, mennesker og formål på sociale medier eller i virkeligheden, der gør din egen tilværelse større, præcis som den allerede er. Tag ansvar for dine egne mindreværdskomplekser og omfavn dem – husk selvkærligheden! Se og lyt på dem, der får dig til at føle dig godt tilpas, og som oprigtigt motiverer dig, og husk for alt i verden at holde øje med, om du føler dig provokeret eller motiveret; der er nemlig forskel. Og husk så, at den kollega, der virker mere forberedt end dig, sandsynligvis har samme tanker om dig eller en anden i rummet, og at din indsats består, selv om en anden trigger din sammenlignings-syge. Der er ingen konkurrence, der er nok til os alle sammen.
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 
Læs andres indlæg og få mere info her