lone hejlskov
Selvudvikling

Lone Hejlskov: "Jeg har været ramt af fortrydelse, siden min mor døde"

31. oktober 2018
af Birgitte Borup
Da Lone Hejlskov mistede sin mor i foråret, skete det efter mange års sygdom og svækkelse. Alligevel er sorgen massiv. Det samme er ærgrelsen, når nogen mener, man har mindre ret til at sørge, fordi éns mor blev gammel.
De sidste år af min mors liv fik jeg en slags omsorgsfunktion for hende. Hun havde dårligt helbred, og hun overlevede det mest utrolige. Tre kræftdiagnoser, fire hofteoperationer, tarmslyng, 11 narkoser, og jeg ved ikke hvad. Hun var sej! Men det gjorde noget ved vores forhold. Det blev meget praktisk, og jeg kørte hende ofte til undersøgelser eller hjalp hende med forskellige ting. Vi fik ikke snakket så meget, og slet ikke så dybt, som jeg godt kunne have tænkt mig.
– Da min mor døde, var jeg underligt uforberedt, selv om hun havde været syg så længe. Hun var indlagt, men jeg var overbevist om, at hun ville klare den endnu en gang. At vi havde mere tid. Jeg sov altid med min telefon ved sengen, fordi jeg var på en slags evig standby, og natten til den 17. april i år ringede de fra sygehuset. Det var nu. Jeg stod ved hendes seng i flere timer og holdt hende i hånden og aede hende på kinden. Jeg sagde, at jeg elskede hende og fortalte, hvad hun havde betydet for mig, og det er jeg simpelthen så glad for, jeg fik sagt. Det var ikke noget, vi normalt gik og sagde til hinanden. Lige så ofte som jeg har fortalt mine børn, at jeg elsker dem, lige så sjældent har jeg sagt det til min mor. Vi var ikke til de store ord. Da de sidste børnebørn var ankommet, gav hun slip. Hun var uden bevidsthed, men jeg er sikker på, at hun fornemmede, at flokken var samlet. – Den første uges tid efter at min mor sov ind, var jeg dybt ulykkelig. Jeg var så ufatteligt ked af det. Jeg skrev en nekrolog til avisen og en tale til hendes bisættelse, og det føltes godt, næsten terapeutisk, at beskrive det menneske, hun var. Jeg måtte lade min bror læse talen op i kirken – jeg kunne ikke selv – men hvor er jeg glad for, at hun fik de ord med på vejen. LÆS OGSÅ: 5 tegn på, at din mor også er din bedste ven – Jeg har været ramt af fortrydelse, siden hun døde. Jeg har været forfulgt af tanker om alt det, jeg gerne ville have gjort anderledes. Først og fremmest har jeg fortrudt, at jeg ikke satte mig ned og talte noget mere med hende. Der er mange ting, som jeg nu aldrig får at vide. Min far døde, da jeg var ung, og jeg ville gerne have vidst mere om deres ægteskab, og hvordan de egentlig havde det sammen. Jeg ville også gerne have hørt mere om hendes barndom. Jeg har her bagefter tænkt meget på, om der var noget, hun gerne ville have gjort anderledes i sit liv. Jeg fik aldrig spurgt til alt det, der virkelig betyder noget, og det er jeg ked af. – En af de tanker, der piner mig mest, er, at hun ikke var med til mit bryllup. Min mand og jeg blev gift en almindelig torsdag for 14 år siden. Vi havde ikke råd til den store fest dengang, og jeg var påvirket af, at min far var væk. Det betød noget, at der ikke var en til at følge mig op. Så vi valgte at holde det meget småt, godt nok i kirke, men vi inviterede kun nogle få venner. Vi følte, det ville gribe om sig, hvis vi tog hul på at invitere familien. Det gør ondt at tænke på i dag, at min mor ikke var med. Hvorfor skulle hun snydes for det? Døden er et møde med den måde, vi prioriterer vores liv på, og her føler jeg virkelig, jeg prioriterede forkert.
– Jeg griber stadig mig selv i at række ud efter telefonen for at ringe til min mor. Da min ældste søn fik 10 til sin jura-eksamen, havde jeg nærmest ringet op, før det gik op for mig, at hun er væk. Og da min mellemste søn blev student, var det igen en påmindelse om, at hun aldrig kommer tilbage. Det er en kæmpe tomhed. Der er ikke længere en at dele glædelige begivenheder med. Der er heller ikke en, der bekymrer sig om mig og elsker mig helt uden forbehold. Når jeg kørte fra min mor, skulle jeg altid lige ringe og sige, at jeg var kommet godt hjem. Det kunne jeg godt være lidt træt af, for hvor meget kan der lige ske på en køretur på en time, men nu savner jeg den omsorg, der lå i det. – Når jeg taler med folk om min mors død, er det første, de spørger om, hvor gammel hun blev. Når de hører, hun blev 82 år, siger de som regel noget i stil med: ”Nåh ja, men så kan man jo heller ikke forvente mere”. Det er, som om jeg har mindre lov til at være ked af det, fordi min mor blev gammel. Hendes død er naturlig, rent aldersmæssigt, men det er jo stadig min mor, der er væk, og det er rart, når andre anerkender, at det er smertefuldt. Jeg forventer ikke, at folk kaster sig ud i dybe samtaler. Man kan bare sige: ”Det gør mig ondt – hvordan har du det?”. – Jeg har lært, at man skal anerkende og respektere sorgen og ikke prøve at bortforklare den eller opfinde gode grunde til, at man skal være mindre ked af det. Man er i sorg, fordi man har følt kærlighed til et andet menneske, der nu er væk. Det gælder, hvad enten man har mistet et ufødt barn eller et gammelt familiemedlem. Sorgen kan ikke gradbøjes. Den skal have den plads, den kræver.
https://imgix.femina.dk/lone-hejlskov-body.jpg
Lone Hejlskov Jensen og hendes mor Kirsten, fotograferet i 2016. Babyen er en grandniece. Lone Hejlskov Jensen, 47 år, journalist Lone mistede sin mor, Kirsten, i april i år efter et langt sygdomsforløb. Gift med Palle og mor til tre sønner på 22, 18 og 15 år. Bor i Blokhus.

LÆS OGSÅ: Hvilken type mor har du?

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også