Selvudvikling

Lisa har droppet alle indkøb i 3 måneder: ”Før var jeg lidt picky med min mad. Nu ser jeg mad som en ressource"

Hvad sker der, når man skal leve af det, man selv kan dyrke og bytte sig til? I tre måneder har Lisa Grue og hendes mand, Denis, ikke sat deres fødder i et supermarked. Som en del af klimaeksperimentet "Hvad koster en ko?" har de måttet arbejde for føden og lægge deres vaner helt om.

Lisa Grue sidder i sin lejlighed i København og spiser risengrød og drikker hvidvin. Normalt drikker hun ikke, men denne aften rammer panikken hende. Det er første aften, i hvad der lige nu føles som et uoverskueligt eksperiment. I tre måneder må Lisa og familien ikke bruge penge på mad. De skal arbejde for alt, hvad de indtager. Udfordringen i ikke at måtte gå på café er altoverskyggende. Lisas mand er ikke hjemme, og hun ikke har nogen at dele det med.

– Det lyder totalt luksuriøst og latterligt, men jeg fik nærmest tankemæssige abstinenser. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at der var lukket for caféturene. Det var det sociale i det – jeg kunne ikke gå ud på gaden, uden at folk sad og hyggede sig, nærmest skamløst. Den aften tænkte jeg: Hvad er det dog for et latterligt projekt?

 

Eksperimentet

Sidste år begyndte Lisa Grue og hendes mand, Denis, at dyrke et stykke jord i en fælleshave nord for København. Arbejdet med jorden satte gang i tankerne hos dem begge, og et bundt spinat og et kilo rødbeder blev til mere end bare spinat og rødbeder. Det var resultatet af mange timers arbejde med at så, vande, luge og høste. De begyndte at smide mindre ud og passe mere på maden. En aften talte de om, hvordan det ville være at bo i byen og selv skulle skaffe sig mad.

– Vi sad en aften for sjov og brainstormede på et koncept. Om natten lå jeg og tænkte, hvorfor fanden gør vi det ikke selv? Så nu gør vi det. Rammerne er, at vi lukker for adgangen til supermarkeder i tre måneder, og så skal vi arbejde for føden – dyrke den selv og bytte os til den. På den måde vil vi mindske vores madspild og blive klogere på det, vi spiser. Det skal koste os mere at skaffe mad, end vi er vant til.

Det fortæller Lisa en måneds tid inde i eksperimentet. En måned uden supermarkeder, caféture og restaurantbesøg. En måned med utilfredshed fra sønnen Mika på 11 år. Og en måned med hårdt fysisk arbejde. Præcis som i gamle dage, hvor man tog ud og tjente til føden. Familien har byttet sig til en køkkenhave ved siden af fælleshaven. Mens de dyrker den, bytter de sig til mad hos andre.

– Vi har byttet os til fem kilo kartofler hos en, der har et højbed med varme i, så kartoflerne vokser meget hurtigere.

Til gengæld får hun et af mine print. Det sætter tingene lidt i perspektiv, at man skal arbejde for hver enkelt råvare.

LÆS OGSÅ: Gitte lever som zero waster: "Det startede som et lille eksperiment"

Andres skraldespand

Den første tid er hård for Lisa. Hun bliver hele tiden mindet om det, hun ikke kan få. Og så går byttedelen ikke altid helt efter planen.

– De fleste er så søde, men enkelte har byttet ting, som faktisk er for gamle. Det føles ikke så rart at være andres skraldespand. Jeg kunne aldrig finde på at tage alt det gamle lort i mit køleskab og give det til en familie, fordi jeg ikke selv gad spise det. Det er ikke en særlig kærlig gave, vel? Jeg kommer også til at tilbyde alt for meget. En dag stod Denis på en gård og skovlede mødding i to timer – i lort til anklerne – mens jeg gik til den i køkkenhaven. Vi byttede fire timers skidehårdt fysisk arbejde for fire lammekoteletter og et kilo kartofler. Denis var så nede over det! Jeg tror, jeg ville have nemmere ved at tage penge for det, men det er sårbart at bede om mad. Jeg føler mig ydmyget ved at bede om en ekstra kotelet. Det er svært for mig.

De fleste har været meget generøse. Lisa begynder at se det sjove og spændende i det og fokusere på alle de mennesker, hun møder – både landmænd og mejerister.

– Der har været mange eventyr. Vi møder mennesker, vi aldrig ellers ville have mødt. Vi har haft én høst, og det er berigende på mange måder. Jeg tror, vi moderne mennesker bliver utrolig lykkelige af at hive en rødbede op af jorden. Der er en form for stolthed i det.

Hvordan har I tid til at lave så meget ekstraarbejde?

– Det er også et problem. Jeg er selvstændig, og vi har måttet sande, at jeg ikke har kunnet arbejde lige så meget. Folk tror, at vi sparer en masse penge på mad, fordi vi dyrker den selv. Men vi tjener ikke meget. Det er også bare vigtigere at få mad end at tjene penge, for vi ville jo ikke kunne bruge pengene på noget. Vi har virkelig arbejdet for føden. Nogle gange går jeg i seng klokken halv ni, især hvis jeg har ligget på alle fire eller stået i solen og luget. Hold kæft, hvor er det hårdt! Det er den sindssygeste farmer-fitness! Denis og jeg har allerede tabt os tre kilo hver.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Fuglefløjt og vind i håret

Anden gang vi taler sammen, sidder vi i Lisas københavnerlejlighed og drikker familiens sidste te. Der er to uger tilbage af eksperimentet. Snakken falder lynhurtigt på caféturene, som tog hårdt på Lisa for to måneder siden.

– Café-abstinenserne er sgu forsvundet! Mere eller mindre … Ikke mens vi var ude at rejse. Da vi landede, fik jeg næsten lyst til at tude – og det er pinligt, fordi det er så luksuriøst – jeg var skidesur over, at jeg ikke kunne gå ind og få en kop kaffe.

Har du haft øjeblikke, hvor du har fortrudt eksperimentet?

– Ja, mange! Når jeg har gået gennem byen, har jeg fået totalt craving på alt muligt. Det har været sommer og duftet af grill, og folk har spist is. Pludselig har jeg opdaget, at byen faktisk ikke har specielt meget at tilbyde mig, når jeg ikke forbruger. Jeg har fået en længsel efter at flytte til et sted med mere natur. Lige nu har jeg det faktisk bedst, når jeg er i køkkenhaven. Før glædede jeg mig til at komme på restaurant, nu glæder jeg mig til fuglefløjt og vind i håret. Min mand bliver meget forskrækket, når jeg siger det. Jeg må spare op til en ødegård i Sverige.

Før eksperimentet kunne Lisa godt finde på at smide mad ud, hvis det var en dag over sidste salgsdato. Nu tænker hun helt anderledes.

– Før var jeg lidt picky med min mad. Nu ser jeg mad som en ressource, og det ser helt forkert ud, når nogen smider mad ud. Hvis en kalv skal slås ihjel for min skyld, så har jeg altså også bare at nyde den og ikke smide den ud! Tænk, hvis alle kun måtte spise det, de selv kunne få fat på – det ville give de fleste mere respekt for maden. Vi er så fremmede for det, vi spiser, og det tror jeg gør, at vi ikke vil betale særlig meget for det og kyler det ud, hvis vi ikke lige gider spise det i aften. Det er jo virkelig arrogant.

Familien og fortrydelsen

For nylig fyldte Lisas søn, Mika, 11 år. Han skulle ikke mangle noget på sin fødselsdag.

– Vi havde den vildeste fødselsdag! Mika var selv med ude og malke køer, og så pasteurisererede vi mælken til is. 10 liter. Det var et kæmpe projekt! Man forstår slet ikke omfanget af at skulle skaffe alt det, der skal bruges til en fødselsdag med 21 mennesker. Vi var pissetrætte, men det føltes også tilfredsstillende. Der er ikke mange børn, der har malket en ko til deres fødselsdags-is, og det syntes han var sjovt.

Ellers er der ikke meget ved eksperimentet, Mika har fundet sjovt. Han bryder sig ikke om opmærksomheden og vil hellere have en normal familie.

– Det er pinligt for ham, når folk spørger, om han får nok at spise. Det er det hårdeste – at det går ham så meget på. Derfor sørger jeg for at lave is og saft, så han har noget lidt luksusagtigt at spise. Men han får omsorg, kærlighed og mad nok. Vi tager det som en prøvelse, og jeg bytter mig til slik for at holde husfreden. Det er intet problem – folk har været meget bekymrede over, om han får sit fredagsslik. Når vi har besøg, har folk vanvittig meget slik med til ham – meget mere, end han normalt får!

Hvordan skal I leve, når eksperimentet er slut?

– Jeg tror desværre, vi hurtigt falder tilbage i den gamle livsstil. Men vi vil tænke over, hvad vi skal tage med videre. Vi har talt om at købe lokalt og i større mængder, for eksempel en kvart gris. Vores fryser er ikke så stor, men der kan godt være noget. Vi er nødt til at arbejde videre med det i én eller anden form, for vi ved for meget om madvarerne til at kunne lade være. Men vi skal handle ind i supermarkedet igen.

Hvad er det første, du skal købe?

– Jeg skal direkte ned på en café og drikke kaffe. Og så skal jeg have sushi!

LÆS OGSÅ: Johanne er bæredygtig fashionista: Vi skal have et tættere forhold til vores tøj

Sådan har familien fået mad

Lisa har byttet sig til et stykke forarbejdet jord hos Årstiderne i Humlebæk – ”café latte-dyrkning”, kalder Lisa det. Det har gjort det mere overskueligt at begynde at dyrke selv. Med i byttet er også en kasse frugt om ugen. Derudover er de en del af en fælleshave, hvor der dyrkes alt fra selleri og hokkaido til agurker og ærter. De vander og hjælpes ad med fælleshaven en gang om ugen, og Lisa har byttet sig til nogle høns. Lisa og Denis bytter sig til mad for grafiske illustrationer, andre varer eller fysisk arbejdskraft på små gårde rundt omkring.

Ting som rengøringsmidler, køkkenrulle og hundefoder har familien bestilt online for at undgå supermarkedet. De må også tage imod gaver fra andre, men de har forsøgt at begrænse det for ikke at ødelægge eksperimentet. Endelig må de også spise det, de allerede har.

Lisas 3 råd til at blive mere klimavenlig

1. Man skal ikke gøre, som vi har gjort. Men jeg synes, byerne bør have flere nyttehaver og blive mere selvforsynende. Man kan gå sammen om et havefællesskab og hjælpe hinanden. Jeg tror, mange finder glæde i at dyrke sin egen mad, men det kræver tid, og den skal man tage fra noget andet. Det er ikke for alle at stå og grave i urtehaven, og hader man det, skal man selvfølgelig ikke gøre det.

2. Prøv at tage toget på sommerferie næste år. I år byttede vi os til kost og logi hos en familie i Italien, og det blev en helt anden slags ferie. Vi var meget afhængige af dem, fordi vi ikke måtte købe mad, men vi hyggede os også rigtig meget med dem.

3. Begynd i højere grad at handle lokalt og i større mængder – for eksempel kan man købe en kvart gris, i stedet for at købe til dagligt brug i supermarkedet, hvor man ikke ved, hvor kødet kommer fra. Prøv det for en kort periode og se, hvordan det fungerer.

 

Lisa Grue, 48 år, arbejder som kunstner og illustrator. Har sammen med sin mand, Denis, sønnen Mika på 11 år. Eksperimentet hedder "Hvad koster en ko?" og går ud på, at Lisa Grue og hendes familie i tre måneder skal leve af det, de selv kan dyrke, bytte og arbejde sig til.

 

Læs mere om: