leonora christina skov
Selvudvikling

Leonora Christina Skov: "Jeg fik frihed, men ikke fred, da min mor døde"

Forfatteren Leonora Christina Skov følte sig ikke elsket af sin mor, og hun forventede at føle lettelse, da moderen døde. I stedet blev hun overvældet af en sorg, der var voldsommere end noget andet, hun har oplevet.

Helt fra fødslen var jeg et problem for min mor. Hun fik en fødselsdepression, der ikke blev behandlet, men til mig sagde hun, at jeg ikke fik nogen søskende, fordi jeg havde været sådan et forfærdeligt skrigende spædbarn. De to første år af mit liv var det værste, hun havde prøvet. Så jeg startede i minus, og hele min barndom gjorde jeg alt for at gøre det godt igen og gøre hende glad. Det var bare aldrig nok. Jeg husker ikke, at hun har sagt noget sødt eller kærligt til mig. Min far dækkede over, hvor svært hun havde det, lidt ligesom hvis hun havde været alkoholiker. Mønsteret var det samme. Hun svigtede mig, og han valgte at beskytte hende.
 
 
– Efter at jeg som 21-årig sprang ud som lesbisk, var vores relation i mange år helt fraværende. Min mor kunne ikke kunne acceptere min seksualitet, og hun accepterede heller ikke Annette, som jeg nu har dannet par med i 15 år. Dynamikken i mit forhold til min mor var altid den samme: Jeg følte mig ikke elsket og forsøgte på alle mulige måder at få hendes kærlighed, men forgæves. Da min mor fik brystkræft, beskyldte hun mig for at være årsag til sygdommen. Det satte sig dybt i mig, og jeg blev rædselsslagen for, at hun også skulle anklage mig for sin forestående død. Det ville jeg ikke kunne bære. Den skræk gjorde det endnu sværere for mig at tage hul på den samtale om vores forhold, som jeg gerne ville have haft, men aldrig fik.
 
– Da min mor døde i 2015, var jeg helt uforberedt på den sorg, der ramte mig. Forud for hendes død lå et langt sygdomsforløb, hvor de livsforlængende behandlinger fortsatte i én uendelighed. Mod slutningen tænkte jeg: Så dø dog! Det er forbudt at have det sådan, men sådan tænkte jeg altså. Det hang også sammen med, at jeg i den lange periode ofte rejste til Svendborg, hvor mine forældre boede, for at besøge dem, hvor Annette ikke var velkommen. Det var ekstremt krævende.
 
LÆS OGSÅ: MOR er den BEDSTE i verden - eller er hun?
 
– Jeg troede, min mors død ville være en lettelse, men da hun var væk, var sorgen meget, meget værre end noget andet, jeg har prøvet. Jeg har aldrig reageret så voldsomt på noget i mit liv. Hun døde, uden at vores forhold blev afklaret, og jeg fik ikke svar på de spørgsmål, der har naget mig. Elskede hun mig overhovedet? Hvorfor kunne hun ikke acceptere mit kærlighedsforhold, her næsten 20 år efter at jeg var sprunget ud?
 
– Først da det var definitivt slut, forstod jeg, hvor meget jeg havde håbet, vi ville få afklaret vores forhold. At hun ville fortælle mig noget en dag, der ville få mig til at forstå, hvorfor hun var, som hun var. At der lå en historie bag hendes afvisning af mig. Nu får jeg det ikke at vide. Der var ingen, der kendte min mor – hun kendte vel dårligt nok sig selv – og efter at hun var død, fandt jeg ud af, at min far heller ikke kendte hende. Der findes ingen svar. Det må jeg leve med.
 
Få 13 nr. af femina + glasvase fra Lyngby Porcelæn for kun 348 kr.
 
– Jeg var heller ikke forberedt på, at sorgen ville vare så længe. Jeg tog på et skriveophold i Indien, ni måneder efter at hun døde, og jeg fik intet skrevet. Min mors død fyldte det hele og var en kæmpestor skygge, der lå hen over alting. I lang tid vågnede jeg hver morgen og tænkte: Fuck, hun er også død i dag. Det bliver aldrig anderledes ... Jeg er sikker på, at sorgen er blevet forlænget af, at vores forhold var så uafklaret. Da min mormor døde i 2012, var sorgen anderledes og langt mere afklaret. Vi elskede hinanden, og dér følte jeg det savn, som de fleste sikkert føler, når deres mor dør. For eksempel trangen til at ringe, når der sker noget dejligt.
 
– Min mors hænder var magen til mine, og at se en død hånd, der ligner éns egen, er ret chokerende og fik mig til at reflektere meget over livet. Hvad fik min mor ud af det? Ikke ret meget, synes jeg … Hvad vil jeg gerne selv have ud af det? Det var en påmindelse om min egen dødelighed, og det fik mig til at ændre nogle ting. Efter at hun er død, har jeg skiftet ud i min vennekreds. Den er ikke blevet mindre, men den består af nogle andre mennesker. Der var visse vennerelationer, der mindede om den relation, jeg havde til min mor. Jeg følte, jeg skulle præstere og gøre bestemte ting, for at de kunne lide mig. Al den overpræstation har jeg ryddet op i, blandt andet ved at gå til psykolog regelmæssigt, både før og efter at min mor døde. Jeg vil ikke have sådan et forhold til et andet menneske igen.
 
– Jeg har fået frihed, men ikke fred. Da min mor levede, følte jeg mig meget bundet, når jeg ytrede mig offentligt, og frygtede, at hun ville tage billetten, hvis hun læste det, jeg skrev eller udtalte. Den frygt er væk, så på den måde har hendes død sat mig fri. Der er mere ro. Men her tre år efter at hun er død, er der stadig ikke opstået fred.
 
Leonora Christina Skov og hendes mor Ingelise, fotograferet i 1988.
 
Leonora Christina Skov, 42 år, forfatter
Gift med Annette K. Nielsen. Parret bor på Frederiksberg.
Leonora mistede sin mor, Ingelise, i 2015. Efterfølgende skrev hun den selvbiografiske roman ”Den, der lever stille” om morens død og deres komplicerede forhold. Bogen er blevet en bestseller med over 60.000 solgte eksemplarer.
 
LÆS OGSÅ: Derfor har mange af os et kompliceret forhold til vores mor