Kønssociolog: "Det er på tide, vi oplyser om, hvilke konsekvenser det har, når forældre opdrager deres børn kønsstereotypt"

Hvordan skal vi stoppe partnervold? Altså for good? Når man stiller det spørgsmål til især de mennesker, der arbejder professionelt med partnervold, er der altid ét svar, der går igen. Hvis vi skal stoppe voldsspiralen, før den overhovedet begynder, skal vi have fat i børnene, mens de er ret små. Vi skal have ”respektfuld omgang mellem kønnene” på skoleskemaet, og vi skal se på, hvordan vi i dag lærer små drenge at blive mænd, og små piger at blive kvinder. Det, man også kalder kønssocialisering – hvordan vi opdrages til at være det køn, vi er.

Kønssociolog Cecilie Nørgaard arbejder med netop dette felt. Mangfold, som hendes firma hedder, rådgiver og uddanner bl.a. uddannelsesinstitutioner i, hvordan man bryder med fastlåste kønsstereotyper og giver børn et større råderum at udtrykke sig inden for som mennesker. Hun er ikke i tvivl om, at det er rigtigt at sætte ind allerede i barndommen, hvis man skal komme senere voldsmønstre i forkøbet.

– Socialiseringen er den afgørende del af løsningen. Partnervold bygger på en kønsstereotyp magtstruktur mellem manden og kvinden. Magten er stadig maskulin, og den er grundlagt på en gammeldags maskulinitetsforståelse, der ikke rummer meget menneskelighed, empati og omsorg, men en høj grad af egocentrisme. Det er en maskulinitetsforståelse, der stadig har en meget høj status i vores samfund. Som konsekvens forventer vi generelt ikke i lige så høj grad af drenge som af piger, at de udvikler følelsesmæssige og sproglige egenskaber.

– Børn mødes stadig forskelligt og stereotypt på baggrund af deres køn. Vi trøster forskelligt, vi tilbyder forskellige aktiviteter, relationer og positioner på baggrund af køn. Og vi accepterer stadig, at drenge får at vide, at de skal ”op på hesten og tage det som en mand” – hvad det så end betyder, når de falder og slår sig. Ligesom vi stadig accepterer udsagn som: ”Han slår dig, fordi han kan lide dig”.

LÆS OGSÅ: Kirsten hjælper voldsramte børn og unge: Jeg ville gerne have taget dem alle med hjem

Konkrete værktøjer

Cecilie Nørgaards firma har som noget nyt udviklet Prismecertifikatet. Selv kalder hun det et ”socialt svanemærke”. En daginstitution kan få Prismecertifikatet, når deres ansatte pædagoger har gennemgået et kursus i, hvordan man bryder med den kønsstereotype tænkning, de fleste af os praktiserer, hvad enten vi vil det eller ej.

I løbet af kurset lærer pædagogerne at spotte, hvornår normer er på spil, og hvad man kan gøre for at møde børnene mere nuanceret og bevidst normkritisk.

Prismecertifikatet er et meget konkret værktøj til at bryde de sociale mønstre, der holder drenge og piger fast i nogle bestemte roller. Roller, der er bestemmende for, hvordan de håndterer forskellige situationer og relationer langt ind i voksenlivet.

– Hvis vi skal løse voldsproblematikken gennem socialisering, skal vi starte med at anerkende, at vi kønssocialiserer vores børn, hvad enten vi vil det eller ej. Men vi kan vælge at gøre det bevidst og på baggrund af viden frem for at gøre det ud fra de myter, vores kultur rummer. Der er så meget forskning på det her felt. Den viden skal vi bruge, så vi ikke kommer til at skabe barrierer for børnenes udvikling og den måde, de senere forholder sig til både arbejdsmarkedet og deres personlige relationer på.

Køn afgør ikke, hvem vi er

Cecilie Nørgaard understreger, at vi som samfund er reelt forpligtede til at arbejde hen imod et ligestillet samfund i kraft af de internationale konventioner, vi har underskrevet. Men én ting er den store verden og samfundet omkring os. Noget andet er, hvordan vi agerer i vores private små familier. Dér, hvor socialiseringen ofte er stærkest, fordi vi som forældre er vores børns første rollemodeller.

– Det er selvfølgelig svært at sige, hvad forældre skal gøre, men jeg synes, det er på tide, vi oplyser om, hvilke konsekvenser det har, når forældre opdrager deres børn kønsstereotypt. For hvem ønsker, at deres barn ikke udnytter sit fulde potentiale uanset køn? Eller hvem ønsker, at deres barn mistrives, fordi de skal hakke en hæl og klippe en tå for at passe ind? Eller at de lever med at blive behandlet unfair, decideret diskrimineret eller udsat for vold, fordi de har lært, at de som køn var mindre værd? Grundlæggende bør alle – uanset om det er professionelle på uddannelsesområdet eller forældre – være med til at sikre, at vores biologiske køn ikke determinerer en bestemt adfærd eller bestemte interesser.

LÆS OGSÅ: Ekspert i børneopdragelse: Når vi skal lære børn at opføre sig inden for en bestemt ramme, så SER det kikset ud undervejs

Vi kan, hvis vi vil

Cecilie Nørgaard plæderer for, at der er alt at vinde og intet at tabe ved at bryde med den normtænkning, der præger vores måde at tænke køn på. Ikke kun på voldsområdet, hvor det er afgørende, vi får set vores opdragelse af drenge og piger efter i sømmene, men også i det store hele.

– Hvis vi ser på familier med en høj grad af ligestilling, hvor far f.eks. har taget barsel, er der færre konflikter og skilsmisser. Hvis vi ser på lande med en høj grad af ligestilling, ser vi, at de fungerer bedre socialt og økonomisk. Jeg tror på, at hvor der er en vilje, er der en vej. Tænk på, hvilken kulturforandring rygeloven i praksis resulterede i. Det samme kan vi gøre på partnervoldsområdet. Hvis vi vil!

Cecilie Nørgaard, 42 år, uddannelses- og kønssociolog og direktør i Mangfold og Prismecertifikatet.

VIDSTE DU, AT ...

33.000 kvinder og 13.000 mænd udsættes hvert år for partnervold?

Ca. 2.000 kvinder flytter hvert år på krisecenter?

38 % af kvindedrab i Danmark bliver begået af partneren?

I 92 % af de politianmeldte partnervoldssager er voldsudøveren en mand?

Kilde: Danner.dk og dialogmodvold.dk