https://imgix.femina.dk/media/article/klummeskribenter-birgitte_0.jpg
Selvudvikling

Klumme: 7 ting, jeg har lært af "Sex and the city"

30. maj 2018
af Birgitte Borup
Det er pludselig 20 år siden, første sæson af ”Sex and the City” skabte kult-tilstande med sin skildring af fire kvinders singleliv i New York. Serien revolutionerede vores forhold til kærlighed, sex, venskaber og kvinders ret til at rette en velmanicureret fuckfinger mod andres fordomme.
Mange af seriens afsnit er stadig en (u)barmhjertig spejling af det virkelige liv, men et gensyn afslører også, hvor meget verden har rykket sig på to årtier – og hvorfor man på visse områder bør konsultere sine rigtige venner i stedet for Carrie og co. Sandhed: Du behøver ikke en kæreste, men du behøver kærlighed Seriens vigtigste budskab er, at moderne kvinder måske nok er uafhængige af mænd, men dybt afhængige af stærke relationer. Enhver kvinde med fornuften i behold sørger for at pleje sin vennekreds, også når alt kører i olie, og der er overskud på mandekontoen. Når du pludselig ender på grådlabil rundfart i kriseland – og det gør de fleste! – rummer det sin egen glæde, at kavaleriet rykker ud med hvidvin og sandhedsserum i påkrævede mængder. Lykken er at have venner, der ser dig præcis, som du er, og elsker dig alligevel. Løgn: Dårlige mænd er værd at vente på Når man selv har kæmpet sig op og ned ad stierne i kærlighedsjunglen et par gange, kan selv et fiktivt parforhold få én til at vende øjnene mod himlen og tænke: Yeah right! For hvornår er et turbulent og følelsesmæssigt ustabilt forhold som det mellem Carrie og Mr. Big endt lykkeligt? Næppe nogensinde. Serien lærer kvinder, at mænd, der gør én usikker og ulykkelig, nok skal blive kærlige og medgørlige væsener, hvis man bare investerer en masse år og energi. Not!
Sandhed: New York er verdens bedste by New York var ikonisk, længe før Carrie Bradshaw var opstået som en løs tanke i forfatterens hoved. Men med ”Sex and the City” begyndte kvinder at valfarte til byen for at drikke Cosmopolitans og købe Rabbit-vibratorer, mens de drømte om det ultimative singleliv. Jeg har selv boet på Manhattan et par år, og den er god nok: New York er et fantastisk sted at være single! Der venter en mand og en Martini rundt om hvert et gadehjørne, og hver eneste dag føles som en ny start på tilværelsen. Også selv om man har rundet 40! Løgn: Overforbrug er uovertruffent Det har ofte været genstand for kritik, at Carrie Bradshaw bruger sin åbenbart fyrstelige skribentløn på at fylde skabet med Manolo Blahnik-stiletter og Dior-tasker. I dag virker seriens fokus på forbrug komplet uddateret! Her, en finanskrise senere, har vi nogenlunde lært, at økonomisk uafhængighed ikke handler om at flashe mærkevarekollektionen, men om friheden til at leve det liv, vi ønsker. I sidste ende giver en god økonomi os muligheden for at rejse os og gå. Hvad enten det er fra en dårlig mand eller et crappy job (eller begge dele).
Sandhed: Når sexlivet stopper, er forholdet slut Selv den irriterende overromantiker Charlotte må konstatere, at et parforhold uden sex er som en tur i tivoli uden candyfloss og karruseller. Hendes ægteskab med den fisefornemme læge Trey ender som en kortvarig, uforløst facadeopvisning. Man kan bruge meget energi på at bilde sig andet ind, men sandheden er, at et forhold er på vej mod afgrunden, hvis sexlivet og intimiteten får lov at gå til grunde. Uanset om det er kvinden eller manden, der mister lysten. Løgn: Carrie er coolest! Da serien blev sendt, var Carrie den cool karakter, hvis liv vi alle ville overtage in a New York minute. Den rødhårede Miranda var til gengæld ikke i høj kurs – måske fordi de mandlige medseere altid fandt hende evigt uattraktiv. Men Miranda holder hele vejen ind i nutiden. Hun er kvinden, der leverer det lange, seje karrieretræk, er modig nok til at få et barn alene, og som i sidste ende tør vælge en mand, der ikke ligner det, hun forestillede sig, men som til gengæld er alt det, hun har brug for. LÆS OGSÅ: Så længe livet ikke byder på garantier, kan vi lige så godt gøre det, vi helst vil Løgn: Den lykkelige slutning er altid tosomheden En serie, der hylder singlelivet, havde fortjent en mere modig slutning end den klichétunge genforening af Carrie og Big. Især fordi den forudsigelige happy end på sin vis forråder den sandhed, ”Sex and the City” mere end noget andet bankede på plads: At et godt parforhold er vidunderligt. Men har man ikke lige gang i sådan et, kan singlelivet være mindst lige så fabelagtigt! Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også