Kenneth Thordal
Selvudvikling

Kenneth Thordal mistede sin 16-årige datter: ”Jeg ønsker ikke, at min sorg skal overstås”

Musiker Kenneth Thordals 16-årige datter Fiona døde af kræft i 2017. Stort set samtidig blev han forelsket. Kan man det? Ja, siger han. Det er ikke rationelt, men hvad er dét, når man lige har mistet en datter? Albummet ”Den tid. Den sorg” er en hyldest til Fiona.

Hans kæreste er i bad. Jeg kan høre vandet, der løber, og lidt efter en føntørrer, der snurrer. Dagen er i gang. Kenneth Thordal sidder i sin stue på Vesterbro og taler om de seneste tre et halvt år af sit liv. Fra hans datter Fiona blev uhelbredeligt syg, til hun døde som 16-årig halvandet år senere, hvor han paradoksalt nok næsten samtidig forelskede sig i kvinden ude på badeværelset, og frem til nu, hvor han er aktuel med albummet ”Den tid. Den sorg”.

Han har været en markant del af musikbranchen siden de vrede punkdage i 1980’erne. Laver hovedsagelig musikteater i dag. Har en master i filmmusikkomposition. Har udgivet seks albummer. Men det syvende, ”Den tid. Den sorg”? Hoarh for en mavepuster …

 

Hvordan har du overhovedet kunnet synge og indspille de sange?

– Jeg har gjort det som en slags hyldest til hende, men også fordi det er det, jeg gør, og fordi det føles rigtigt. Det her album er nok primært startet omkring nogle tekster. Jeg har en hel bog fyldt med alle mulige tekstbidder. Det meste af det var noget bras, men jeg VILLE gerne skrive, jeg havde lyst til at skrive nogle sange til hende. Så skrev jeg singlen ”Vi slår døden lidt ihjel”, som kom sidste sommer. Det tog sgu lang tid at NÅ til at kunne skrive den. Og det kan lyde skørt, men … dér var jeg på en eller anden måde meget rørt. Jeg kunne mærke, at, puh, der skete et eller andet i mig. Nummeret ”Det er dig, der er stor” skrev jeg engang som en vuggevise til Fiona og hendes storesøster Sophia, og jeg spillede det for dem rigtig mange gange. Tre dage inden Fiona døde, var vi på hospitalet, og man ku’ ikke rigtig andet end holde hende i hånden og trøste hinanden – vi vidste jo godt, hun skulle dø – og så dukkede der et tredje vers op, som er sådan en afsked:

Flyv lille skat op til vorherre / selv om vi to ikke tror / kan det jo være / at der er mer’ end du ser / husk du er elsket / hvad der end sker

– Det kan måske lyde mærkeligt, at man sidder og skriver sådan noget, tre dage før éns datter dør. Men det kom bare i én køre – og så skrev jeg det ned.

Da han udsendte ”Vi slår døden lidt ihjel”, var han bange.

– Jeg var nervøs for, om folk ville synes, det var for meget at bruge billeder af Fiona i videoen til sangen. For at vise hende som menneske – der er ikke kun billeder, hvor hun er sød og glad. Det talte jeg selvfølgelig meget med Fionas mor og Sophia om, og de var med på det, ellers havde jeg ikke gjort det. Jeg fik så næsten kun positiv respons, men jeg kan alligevel godt være bange for at få negative reaktioner i forbindelse med ”Den tid. Den sorg”. Bange for, at folk måske synes, jeg prøver at malke den situation, at Fiona er død. Men nu har jeg lavet rigtig mange sange igennem mange år, og jeg har også lavet ret mange forestillinger om døden, så for mig virker det også naturligt at prøve at skrive noget mere om det. Det er jo dér, jeg er i livet.

Man må kunne formidle sit liv i sin kunst? Kira Skov. Naja Marie Aidt. Søren Huss. De har alle gjort det efter at have mistet elskede mennesker. Hvad skal kunsten ellers?

– Ja, det er rigtigt. Efter at ”Vi slår døden lidt ihjel” var kommet ud, mødte jeg en kæmpestor fyr med tatoveringer op ad halsen, han kunne godt se rimelig truende ud, og da han kom hen til mig, tænkte jeg: Hvad fanden vil han? Han sagde: ”Er det ikke dig, der har lavet den dér sang? Jeg hørte den simpelthen så mange gange, fordi min mor døde, og min kæreste skred, og jeg vil bare sige tak”. Så det var meget rørende. Og uden at det skal lyde alt for frelst: Hvis andre kan få sat ord på nogle følelser og kan spejle sig i det, jeg laver, så er det fint.

LÆS OGSÅ: Anna Kløvedal mistede sin 15-årige datter: "Det er eddermame ubærligt. Men jeg SKAL bære det."

Håb

Fiona boede halvdelen af tiden hos Kenneth og halvdelen af tiden hos sin mor, da noget forandrede sig i 2015.

– Hun begyndte at få sådan nogle trækninger ved munden. Så kom der små absencer, hvor hun ligesom ikke kunne tale, men kun kunne sige lidt sjove, mærkelige lyde.

Første melding lød på epilepsi. Men en efterfølgende scanning af hjernen viste en karnøgle – en misdannelse af blodkar. Den var ”kæmpestor”. Derefter gik der næsten et halvt år, før lægerne fandt ud af, hvad det i virkeligheden var: Kræft.

– Hun blev ikke opereret, hun fik ikke kemo, hun fik ikke stråler. Det ville alligevel ikke have hjulpet. De kunne simpelthen ikke operere svulsten, den var for stor – syv gange ni gange fire centimeter. Den fyldte nærmest halvdelen af hovedet. Helt vildt. Den havde været der så længe. Den var bare for stor.

Hvornår gik det op for dig, at hun ikke ville overleve?

– Meget kort tid inden hendes død. Et par uger inden, vil jeg tro. Vi vidste godt nok ret tidligt, at den ville blive meget svær at helbrede, men hun havde halvandet relativt godt år, fordi hun fik noget ny forsøgsmedicin. Hun blev lidt kognitivt medtaget og fik følenedsættelse i hænderne, hun var ikke helt så skarp, som hun ville have været ellers, der var nogle sproglige ting, som blev sværere, men hun var trods alt ret godt med. Så selv om det var et forfærdeligt halvandet år, var der også noget fint ved, at hun trods alt blev ved med at have det rimelig godt. Og vi havde et håb, for svulsten blev faktisk en overgang formindsket. Men så fik hun nyresvigt og blev indlagt – og så brød hele systemet ligesom sammen.

Vidste Fiona det selv?

– Det er et godt spørgsmål … kort tid før hun døde, sagde hun til nogle sygeplejersker: ”Jeg skal på musikskole”. Hun kunne tale nogenlunde indtil en uges tid inden, men til sidst kunne hun ikke tale eller se, hun blev lam, hun var også meget på Stesolid©
og morfin, så det hele blev også bare en tåget suppe. Og alting går bare i stå. Så … det kom aldrig rigtig, det dér tidspunkt. Vi havde talt en del både med psykologer og især med lægerne om, hvorvidt man skal tage den samtale eller ej. Hendes mor og jeg havde selv den samtale: ”Skal vi sige til hende: Er du godt klar over, at du skal dø?”. Man frygter jo, at hun ligger og måske ikke tør tale om det for at skåne os og for selv at fortrænge det. Men vi blev enige med os selv og lægerne om, at det virkede, som om hun stadig havde en tro på, at hun ville komme sig, og så var der ikke rigtig nogen grund til at sparke det håb væk under hende. Og til sidst var hun så medicineret, dér har hun sgu alligevel ikke vidst, hvad der var op og ned. Der var faktisk også det, at hun til sidst simpelthen havde en lavere IQ – måske omkring 70. Vi kunne sagtens føre samtaler om alt muligt, men hun var ikke alderssvarende, fordi svulsten trykkede så meget på hendes hjerne. Nogle af lægerne mente, at det måske lidt havde taget toppen af hendes følelser. Hvilket selvfølgelig kan lyde ubehageligt, men det forskånede hende måske lidt.

Hjernerystelse

Ordet ”lettelse” er det, der først falder ham ind ved erindringen om at forlade hospitalet efter Fionas død.

– En lettelse over, at der er en masse lidelse, der ophører. Fiona skulle ikke lide længere. Og en del af vores egen lidelse ophørte – den lidelse, der er i at se sit barn rådne op, ophører. Så kommer der en anden lidelse – at man har mistet hende. Men den lidelse at se hende lide ophører. Det kan måske lyde lidt kynisk, men det er altså en enorm lettelse. Og så kommer der hurtigt – jeg vil ikke kalde det glæde – men der er gået en dag, og man er her stadig, pyh! To dage, pyh. Der kommer en underlig form for stolthed over, at man kan være i tilværelsen i et eller andet omfang. Sådan husker jeg det: Wow, jeg lever stadig, jeg kan stadig stå op ... Det var der et eller andet underligt i.

Hvad gjorde du, mens hun var syg?

– Blandt andet lykkedes det mig at give mig selv en hjernerystelse ved at slå mig selv i hovedet med en stegepande. For sjov. Der var en, der spurgte mig, om den stegepande var et musikinstrument … mens jeg spillede en bossanova-rytme. Hvis jeg havde spillet en cha-cha-cha, havde der kun været fem slag, men bossanova har ni … så det var lidt dumt. Og ja, så lå jeg ned i to måneder. Jeg gjorde det jo ikke bevidst for at give mig selv hjernerystelse. Men måden, jeg reagerede på bagefter – jeg blev virkelig syg og havde det virkelig dårligt – kunne sagtens hænge sammen med en eller anden form for stressreaktion.

Han gentog ”succesen”.

– Da Fiona var død, var Fionas mor, Sophia, min mor og jeg oppe og finde en gravsten i sådan et fællessommerhus, vi har. Da vi skulle løfte stenen op i en trillebør, snublede min mor og min eks – og min mor nikkede mig en skalle. Jeg kørte bilen hjem fra sommerhuset, men dagen efter begyndte jeg bare at få det vildt dårligt. Så lå jeg også ned i en måned. Måske var det i virkeligheden min måde at melde mig ud på. Min måde at sige: Jeg mestrer ikke det her, på. Jeg er ellers på mange måder ret god til at mestre ting.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Minderne

På indersiden af hans højre underarm: Et stort sort hjerte med en sol indeni.

– Den her tatovering er et symbol for mig – det er også på coveret til albummet. Jeg fik den for hele tiden at blive mindet om Fiona, fordi det gik op for mig, at minderne altså forsvinder på en eller anden måde. Det gør de jo! Jeg tænkte, at den smerte, jeg ville opleve, hvis det gik op for mig: Guud nu har jeg ikke tænkt på hende i tre dage – hvad jeg ikke har været ude for endnu, men det kan være, det sker – at den måske ville være større end smerten ved bare hele tiden at blive mindet om hendes eksistens ved at sætte hende nær mig med en tatovering.

Hvad sker der med kærligheden, når det menneske, man elsker, ikke er der længere?

– Hmmm … der er et for tiden ret populært udtryk: At sorg er hjemløs kærlighed. Det er et meget fint billede …

Og den hjemløse kærlighed har han kanaliseret ud i sine sange.

Er Fiona på en måde til stede, når du arbejder med musikken?

– Pointen i det med at slå døden ihjel er, at hvis vi mindes, så KAN vi på en eller anden måde slå døden lidt ihjel. Det er det, minderne kan. På den måde er hun til stede. Jeg er ikke typen, der tror, at hun sådan fysisk er til stede, men jeg stiller mig da op på graven og taler med hende. Uden at jeg tror, hun hører det. Det føles bare meget rart: ”Hey Fiona, du kan nok ikke høre det her, men jeg synes alligevel lige, du skal vide …”. Det gør jeg nok mest for min egen skyld. Det er heller ikke så vigtigt for mig, om det er reelt eller ej, det vigtige er bare, at det føles fint at gøre det.

Han går også tit tur langs havnen til ”deres” steder og hører ”trist musik”.

– Det er et godt trick, det hjælper virkelig at høre noget melankolsk musik, hvis man skal have adgang til følelserne. Det virker!

LÆS OGSÅ: Annette Heick: "Man siger, at hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, men det synes jeg er noget sludder."

Accept

Mørk musik hjælper. Det vidste han sådan set godt i forvejen. Men han har også erfaret noget andet:

– Noget, som har hjulpet, er at vide med mig selv, at man må tænke og føle alt. Ingen tanker eller følelser er forkerte. Det er f.eks. ikke forkert også at være glad og have det sjovt. Jeg ved, at der er folk, der bliver provokerede af min måde at se tingene på, men det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg ønsker ikke, at min sorg skal overstås. Hvis man anskuer sorg som en eller anden sort monolit, altså noget, der kun er ren elendighed, så bliver man nok nødt til at få den overstået på en eller anden måde, ellers kan man ikke være i den. Så for mig går hele øvelsen ud på at prøve at lade glæden over, at Fiona har været her i 16 år af mit liv, være større end sorgen over at have mistet hende. Det er måske en lidt intellektuel måde at anskue det på, og det er ikke sikkert, følelserne kan følge med – men man kan rent faktisk prøve. Min pointe er, at hvis man skal kunne leve med sorgen, bliver man også nødt til at give sig selv lov til at være glad, liderlig, hvad som helst. Alle følelser. Ikke sige: ”Nej det kan jeg ikke, jeg er i sorg”. Sorg kan indeholde ALT.

Og derfor er albummet godt nok melankolsk, men:

– Det er ikke, fordi det kun handler om sorg. Fiona lægger en klangbund nedenunder, men på en måde handler det også om at prøve at acceptere, hvad tilværelsen kommer med.

Forelskelse

”Kenneth Thordal. Katherine Diez.” Står der på dørklokken. Det sidste navn har ikke stået der så længe som det første. Katherine Diez er kulturdebattør og anmelder. Og 24 år yngre end Kenneth.

Du mødte selv kærligheden midt i det hele?

– Ja, og det var sådan, helt kort tid efter at Fiona var død, hvilket var helt skørt – jeg lå med hjernerystelse og alt muligt … Så dukker der en ung kvinde op i éns liv. Jeg tænkte: Hvad fanden tænker folk? Kan man det? Kan man møde en, lige efter at man har mistet sin datter? På den anden side er man ét stort åbent sår, så der er også åbent for følelser. Så jeg var alligevel nok lidt ligeglad med, hvad folk tænkte. Selvfølgelig tænkte jeg meget over, hvad Sophia ville tænke, den eneste, jeg tog hensyn til, var sådan set Sophia. Men jeg tog sikkert ikke hensyn nok, og jeg handlede heller ikke særlig rationelt. Jeg skulle da have været der mere for Sophia og Fionas mor lige efter Fionas død, men jeg lå med hjernerystelse og passede bare mig selv den første måneds tid, ikke? I tilbageblik var det ikke det helt rigtige at gøre. Men hvis der er et tidspunkt i éns liv, hvor man ikke nødvendigvis handler rationelt, så er det, lige efter at man har begravet sin egen datter. Det er ikke sagt som en slags søforklaring, men som en forklaring.

– Men selvfølgelig kan jeg godt se psykologien i det. Min store datter er lige flyttet hjemmefra, og min yngste datter dør, og meget kort tid efter møder jeg en ung kvinde, som hurtigt flytter ind. Hvor jeg normalt ville tænke: Måske skulle vi ikke lige starte med at flytte sammen ... Men det var bare sådan: Jamen du er her alligevel, og mit liv er alligevel blevet totalt tegneserie, ”det hele er bare underligt, så flyt bare ind”-agtigt. Det skal ikke misforstås. Det er ikke, fordi jeg siger, der er noget galt i det, men det var selvfølgelig ikke særlig rationelt. Men det var der så meget, der ikke var.

Paraderne var nede, og ”plejer” var væk?

– Præcis. Men der er måske også noget andet, der har hjulpet mig lidt. Jeg har ingen pensionsopsparing, og jeg ved ikke, hvad jeg skal leve af, lige nu har jeg egentlig ingen penge, men snart skal jeg lave noget for Det Kongelige Teater – men så ved jeg ikke, hvad jeg skal lave resten af året. Sådan har jeg levet i mange år, det kan godt være stressende, men det er også noget, man vænner sig lidt til. Og det kan måske i nogle situationer gøre tilværelsen lidt nemmere, at man ikke tror, man har tjek på den. Hvis man har fast arbejde, pensionsordning og bor i en lejlighed, der er købt og betalt, kan man måske i højere grad have en illusion om, at man kan styre, hvad der foregår i livet. Men der skal ikke andet til, end at man skvatter på vej ned ad trappen, så er éns liv forandret. Det er ikke, fordi jeg synes, man skal gå rundt med den bevidsthed hele tiden, for så bliver man bare neurotisk og bange for at leve livet. Det kan vi ikke holde til. Men det ER pissefarligt at leve, man risikerer at dø af det. Sådan er det jo.

Kunne Katherine hjælpe dig?

– Ja, bare ved at være menneske og være til stede. Men prøv at høre … selvfølgelig er der noget grotesk i, at den store datter flytter, og den lille datter dør – og så flytter den unge kvinde ind. Har hun daddie-issues? Ja, selvfølgelig har hun det i et eller andet omfang, når hun er sammen med en mand, der er 24 år ældre, end hun selv er. Har jeg datter-issues? Ja, klart. Og det kan lyde helt forkert, for det er ikke noget med, at så bliver hun en erstatningsdatter, jeg er jo ikke blevet hendes far, men selvfølgelig ligger der nogle psykologiske mekanismer indenunder, det er jeg ikke blind for. Det er indlysende.

Og det er der ikke noget forkert i?

– Næ. Pointen er bare, at hvis man kan opføre sig ordentligt over for hinanden og forhåbentlig have det ordentligt sammen, så er det fint nok. Men jeg er ikke idiot, jeg kan godt se det udefra og sige: ”Det var egentlig vildt, det, der skete dér”. Det VAR jo vildt.

Jeg tvivler

Der står en cykel i Kenneths entré. Den fylder en del. Den har ligesom kæresten også fået en særlig plads i hans liv.

– Det er en måde at få noget energi ned i kroppen på i stedet for at have den oppe i hovedet.

Yoga gør det samme.

– Det virker. Så banalt er det. Og der er noget med yoga, som måske kan gi’ mening, når livet er svært. Yoga gør to ting: Det gør dig stærk, det gør dig også smidig. Og i svære situationer har du brug for at være stærk for at have styrke til at være i det. Men du har også brug for at kunne bøje af, for smidigheden, og sige: Nu gør livet noget andet ... Det er sådan set det, yoga handler om. På den måde tror jeg, det kan være med til, at man bedre kan være i tilværelsen, som den er.

Lige efter Fionas død var han til en yogatime, hvor en ”egentlig meget sød yogalærer” sluttede timen med at sige:

– ”HUSK, at universet er venligt”. Jeg var lige ved at råbe: ”Hold nu fucking kæft, universet er sgu da ikke venligt, universet ER bare”. Universet er skideligeglad med dig og mig, det er derfor, vi har civilisation, det er derfor, vi har kultur, det er derfor, vi laver et velfærdssamfund og prøver at navigere i det og klare os så godt, vi kan. Universet vil os ikke noget, vi er her, og selvfølgelig fylder vi alt, hvad vi kan i vores egen og hinandens verdener, men jeg har ikke en tro på, at der er en mening. Selvfølgelig er det forfærdeligt, når … nogen dør. Men jeg har bare ligesom aldrig troet, at … det var vores RET at være her. I og med jeg ikke er religiøs, har jeg ikke mistet nogen gud. Hvis jeg nu havde været religiøs, havde jeg måske været sådan: Min gud, hvorfor har du forladt mig, hvorfor har du ladet min datter dø? Det havde måske hjulpet lidt, for så kunne jeg selvfølgelig rette vreden derhen. Men jeg er ikke religiøs. Jeg er nok nærmere agnostiker, altså tvivler: Det ved jeg ikke, det får jeg nok aldrig at vide, men lige nu er vi her, så må vi se.

Kenneth henter en guitar. Han har fundet den i en butik i Nordre Frihavnsgade. Den er fra 1904. Mange af albummets numre har han skrevet i selskab med den guitar. Han sætter sig ned. Og så spiller han. Og synger:

– ”Og jeg gik langs havnen og spejdede efter dig …”.

 

Kenneth Thordal, 53 år og musiker. Aktuel med albummet ”Den tid. Den Sorg”.

 
 
Læs mere om: