Selvudvikling

Karen Pallisgaard: Halleluja for min store, bløde mave

I mange år lyttede Karen ikke til mavens fornemmelser, når den advarede mod dumme drenge. Hun holdt hænderne foran den, når hun blev fotograferet. Og hun hævnede sig på den med suppekure og afstraffende regimer i det lokale fitnesscenter.

"Moar, kan man ikke godt sige, at du har en stor og blød mave,” spørger min datter konstaterende og læner sig ind mod den.

Den store, bløde mave. Jeg krammer hende. Vi står hjemme i køkkenet hos min veninde, som også har en fem-årig datter. De kigger alle afventende på mig.

”Jo, det kan man godt sige,” svarer jeg, og: "Ved du hvad, skat, jeg er sindssygt stolt af den. Tænk, at den har huset både dig og lillebror. Den var jeres første hjem, og jeg elskede virkelig at have jer boende derinde.”

Min datter griner til min venindes datter og kysser min mave. Pigerne drøner ud og leger. Min veninde laver store øjne til mig og kniber kæberne sammen, så hendes underansigt breder sig.

”Puha, det var sgu godt reddet, jeg kunne ikke selv have løjet så overbevisende” siger hun til mig, på en noget nær rosende måde.

”Jeg løj ikke,” siger jeg og kigger ned. På maven.

Vi har været gennem meget i vores liv, mig og maven

Da jeg var lille, sagde min mor, at jeg havde ødelagt hendes mave under graviditeten, at hendes navle havde været smuk, før jeg blev født. Jeg kan stadig huske hvor skamfuld, jeg følte mig der.

Jeg begyndte også at skamme mig over min egen mave. På fotos kan jeg se, at jeg holdt hænderne foran min navle for at gemme den væk. Jeg lavede som tidlig teenager mavebøjninger hjemme på stuegulvet til en slankevideo VHS-style i kampen mod maven. 

Jeg valgte ikke at lytte til min maves fornemmelser, når den ville advare mig mod dumme drenge og andre tosser.

LÆS OGSÅ: Stærkere end nogensinde før - NOT

Maven og min blære begyndte med tiden at larme. Jeg og min læge tyssede på dem ved at proppe mig med penicilin. År efter år. Maven lagde sig fladt ned – og mig med den.

Gang på gang måtte jeg lægge mig med forkølelser og fordøjelsesproblemer. Den begyndte at hæve sig. Jeg begyndte at hævne mig. Med suppekure og afstraffende regimer i det lokale fitnesscenter.

Jeg købte sågar sådan noget mærkeligt nylonundertøj, der kunne give omverdenen indtryk af, at maven var pæn inden under mine stramme Diesel-bukser. Og det skøre er, at det var den.

Karen Pallisgaard

39 år, journalist, forfatter, familierådgiver og for evigt forelsket i yoga. 

Jeg havde, og har stadig, en smuk mave. Jeg forstod det bare ikke. Jeg anede ikke, hvor vigtig og klog min mave var. Jeg skulle nå slut-20’erne og gå ned med stress og angst, inden jeg begyndte at forstå og lytte til den.

Det var da, jeg mødte yoga. Jeg lærte, at maven er vores anden hjerne, og en sund mave ikke nødvendigvis er en flad mave.

En sund mave slapper af og rummer åndedrættet. Den er blød, så der er plads til organer og god adgang til at mærke sin mavefornemmelse. Halleluja for en blød buddha-belly.

LÆS OGSÅ: Kristina Trolle fik fjernet sine silikoneimplantater: "Jeg skulle finde tilbage til mig selv"

Gennem yoga og terapi begyndte jeg langsomt at finde hjem i min krop. Nogle år senere flyttede min datter ind i den.

Hendes dørskilt hænger der endnu i form af strækmærker. Det kan godt, være maven ligner et håndværkertilbud, og at mine bryster er mere trætte end brugte te-breve.

Men, nej, ikke men, OG … jeg kan sige i al ærlighed, at jeg elsker min krop med alt, hvad den er, og alt den har været igennem. Jeg mener; den er hyperintelligent og kan lave levende mennesker. Hvordan kunne jeg dog være andet end stolt?!

Jeg kigger op og ser min datter og den anden pige stå ude i haven og hive op i deres bluser og kigge på hinandens maver.

”Når de ser på os, ser de også sig selv. Hvad vi tænker om os selv, bliver også deres tanker. Hvad vi siger om os selv, siger de også til sig selv og hinanden. Vores sandhed bliver med tiden deres sandhed. Jeg lyver ikke. Jeg er stolt af mig selv. Og min mave. Præcis som den er. Stor og blød,” siger jeg til min veninde.

Læs mere om: