julia lahme
Selvudvikling

Julia Lahme: Ligestilling er noget, vi leger, vi har

Hvor tit er det lige, manden tager den huslige tjans med en deltidsstilling? Og hvordan kan det være den enkelte kvindes ansvar alene at skulle tackle hele den kultur omkring, at kvindens plads i højere grad end mandens er hos børnene og i hjemmet?

Vi danskere er rigtig hurtige til at sige til hinanden, at vi har ligestilling. At enhver selv må kæmpe de kampe, hun har brug for for at opnå komplet ligestilling derhjemme og på arbejdsmarkedet. At vi hver især må finde ud af, om mor skal på deltid, eller om man skal bruge feriepengene på babysitter og rengøringshjælp eller på en rejse for fire til Maldiverne. Vi synes, det er den enkeltes ansvar at have styr på de dele. Det mener jeg bare ikke, det er. Jeg mener, det er et kollektivt ansvar. For i vores daglige tale og i vores daglige væren og ageren, er der stadig så stor forskel på, hvad kvinder og mænd ikke bare HAR som muligheder i deres liv, men også SER som muligheder. Det er kvinderne, der tager deltidstjansen. Det er mor, der holder fri om fredagen, så hun kan hente børn tidligt og gøre klar til weekenden.
 
I praksis er det oftest ”mor”, der ordner hjemmet, gør rent, får købt ind og lige tromler sig igennem bunkerne af vasketøj, en slags ufaglært arbejde uden mulighed for hverken lønforhandling eller MUS-samtale. Det gør hun, mens ”far” afslutter ugen på jobbet og har én dag mere til at skabe sig en bedre indkomst og pensionsordning. Det er kvindens eget valg, fortæller folk mig.
 
Og det er det måske – men SER vi andre muligheder? Hvor tit er det lige, manden tager den huslige tjans med en deltidsstilling? Og hvordan kan det være den enkelte kvindes ansvar alene at skulle tackle hele den kultur omkring, at kvindens plads i højere grad end mandens er hos børnene og i hjemmet?
 
LÆS OGSÅ: Juridisk abort: "Tag jer sammen kvinder, og giv også os mænd ligestilling"
 
Hvis ikke mine børn havde den nærværende far, de er så heldige at være begavet med, ved jeg slet ikke, hvordan hverken de eller jeg skulle klare sig. Men én ting er, hvordan husligheden og ansvaret er fordelt hos os hver især – noget andet, hvordan vi hjælper hinanden med at fordele det kollektivt. Og det gør vi faktisk ikke rigtig i Danmark. Enhver er sin egen lykkes smed, og vi hjælper ikke strukturelt ved at udligne med for eksempel seks måneders tvungen barsel til mænd.
 
Selv om vi antager, vi har lige muligheder, har vi nemlig stadig en kultur og en måde at være sammen på, hvor vi ikke SER de lige muligheder. Og de kan da også være svære at få øje på, når mor igen har taget barnets første sygedag, den lange barsel og opvasken. Samtidig er der andre ting i gang i verden: Vi taler grimmere om kvinder, end vi gør om mænd. ”Finken” og ”dukkebarnet” var to af de nedsættende tillægsord, Jyllands-Postens blogger Michael Jalving brugte, da han i januar skrev en afskedssalut til vores tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, som er på vej mod et nyt liv og et nyt job i London som øverste chef for den internationale organisation Red Barnet. Det er ikke småting, hun har været udsat for. Hendes hår, hendes tasker, hendes ben og hendes tøj er blevet kommenteret lige så ivrigt som – om ikke mere end – hendes politik. At man naturligvis aldrig ville kommentere på en mandlig topleder, endsige statsminister, på helt samme måde, giver sig selv.
 
Så ligestilling, det har vi stadig ikke. Vi lader som om og lader alle sørge for at opnå det selv derhjemme. At vi ikke skal lovgive inden for hjemmets fire vægge, er også blevet noget, vi bare siger – selv om vi historisk har været nødt til at gøre det, så både drenge og piger fik lov til at gå i skole, men det er en anden sag.
 
For mig ser det ud, som om det går ned ad bakke med den ligestilling. Og med respekten. For mig, herfra hvor jeg sidder, ser det ud, som om kvinder stadig har væsentligt andre vilkår end mænd, og at vi er blevet så bange for at ligne ofre, at vi ikke tager kampen sammen. I stedet er det op til dig og mig hver især at sørge for de vilkår, vi vil have i vores liv. De fleste af os tier stille, og faktisk har Helle Thorning i skrivende stund heller ikke svaret på Jalvings dukkebarns-tirade. Måske gør hun ret i at tie idioten ihjel; men måske er vi nogle, der kollektivt må råbe op, så andre kvinder ikke står alene, men i stedet SER, at de har mulighederne for, at ligestilling kan blive reelt og ikke bare noget, vi snakker om.
 
LÆS OGSÅ: Dorthe Kandi: Vil du have ligestilling eller sex?
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser
Læs mere om: