https://imgix.femina.dk/media/article/klummeskribenter_julia.jpg
Selvudvikling

Julia Lahme: Det tager bare syv minutter

24. oktober 2018
af Julia Lahme
Der er sket noget med tempoet. På den ene side taler vi om slow living, om økologi og om slow cooking. Vi taler om, at vi skal huske at være mindfulde og trække vejret ned i maven på en særlig rolig måde. Og samtidig skal vi nå mere...
Måske er det et alderstegn. Eller måske er det det første virkelige tegn på, at jeg er landet lige dér, hvor jeg hele tiden har været på vej hen til? Måske er det, fordi jeg faktisk er ved at have så store børn, at livet ikke mere er et hækkeløb mod ulvetimen, sengetiden og de 40 minutters frihed, der er på den anden side, inden man falder udmattet om og prøver at nå at sove, inden den ene har mareridt, og den anden skal tisse? Eller måske er det faktisk noget, vi i fællesskab skal passe på. Og her tænker jeg på tempo. For der er sket noget med tempoet. På den ene side taler vi om slow living, om økologi og om slow cooking. Vi taler om shoppe-stop (jeg gør desværre ikke, må jeg indrømme) og om, at vi skal huske at være mindfulde og trække vejret ned i maven på en særlig rolig måde. Og samtidig skal vi nå mere. Listen over, hvad vi skal nå for at være gode, ordentlige mennesker med sandsynlighed for at leve lange og gode liv, er nemlig endeløs og tæller motion, god mad, litteratur, at se venner, at knalde meget og ordentligt, etc., etc. Og så er vi slet ikke nået til, hvad man skal kunne præstere som forældre i dag. LÆS OGSÅ: Hvornår har du sidst været rasende? Ikke bare sådan lidt hyggesur? Så måske er det ikke så mærkeligt, vi skal skynde os for at være rolige, og måske er det netop derfor, der nu dukker apps og metoder op, som kan hjælpe os i vore tjeklisteliv, uden at vi behøver at undvære noget som helst: Blinkist er en app, hvor du kan vælge mellem 2.500 bøger, som kan læses på 15 minutter. Nogen har simpelthen kogt bøger ned til det rene ingenting. En anden tjeneste er på vej i England, hvor man i stedet for at se et helt afsnit af en TV-serie kan se det kogt ned til 10 minutter. Du kan købe apps, så du kan være mindful på 5 eller 10 minutter, og du kan downloade træningsprogrammer, så du kan nøjes med at træne i syv minutter hver morgen. Der er nu dukket en service op i Danmark, hvor du kan abonnere på mad tre gange om ugen, som i princippet er færdigt, når det når frem til dig. Sundt og lækkert, og du behøver ikke at gøre noget, så du kan spare tiden og den ro og omsorg for dig selv og andre, som det er at stå i køkkenet. Du behøver heller ikke at se dine venner, som du kan nøjes med at se på deres sociale medier. Tid sparet også dér! Hvis man begynder at lægge det hele sammen, så kan man faktisk nå det hele på under en halv time. Men nu kommer det store spørgsmål: Hvad skal vi så med den tid, vi får ud af det?

For det, vi bruger vores tid på, er vel i bund og grund det, vi bruger vores liv på. Og vil vi ikke gerne bruge vores liv på at gøre få ting rigtig godt i stedet for at skynde os med det hele? Lave en middag til dem, du elsker og spiser sammen med og taler med. Læse en tyk bog til ende, og måske endda to gange, og dyrke yoga i 90 minutter i stedet for at powertræne i syv? Være til stede i det, vi gør, så vi kan spare mindfulness-appen væk og bare læne os tilbage i hele vores fuldkommen dovne, nydelsesfulde liv? Nyde, at vi er her, og lade krop og sind blive langsomt, så vi kan samle nysgerrighed, driftighed og livskraft nok til at tage på nye eventyr? Det er i hvert fald min plan. Jeg vil gøre mindre, men gøre det, jeg gør, helt. Og så spare tid sammen ved at bekymre mig mindre om de endeløse lister af ting, omverdenen synes, vi alle sammen bør have tid – og frem for alt lyst – til at bruge syv minutter om dagen på.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også