jonna mortensen
Selvudvikling

Jonna mistede sin mor som 15-årig: "Jeg tænker på hende stort set hver dag"

25. oktober 2018
af Birgitte Borup
Jonna Mortensen var kun 15 år, da hun mistede sin mor. Hun har lært, at hvis man prøver at skubbe sorgen væk, indhenter den dig senere i livet.
Min mor blev syg, da jeg var 14 år. Jeg fik at vide, at hun havde lungekræft, men ingen talte rigtig med mig om, hvor alvorligt det var. Der var heller ingen, der forberedte mig på, at hun skulle dø. Jeg kan huske, at jeg var på ferie med nogle venner, og da jeg kom tilbage, var hun i mellemtiden blevet meget tynd og afkræftet. Derefter fulgte et halvt års tid, hvor hun hele tiden blev dårligere, men jeg holdt fast i håbet. Jeg lagde mærke til selv den mindste forbedring. Hvis jeg så, at hun drak en tår vand, fik jeg overbevist mig selv om, at nu ville hun blive rask. Den sidste tid lå hun i respirator. Der er mange detaljer fra den tid, der er forsvundet, sikkert fordi jeg har fortrængt dem. Men jeg kan huske, at hun døde kort efter min 15-års fødselsdag.
– Da min mor var væk, blev hun tabu. Næsten fra den ene dag til den anden. Jeg voksede op på en gård i Nordjylland, og min far, som var landmand, anede sikkert ikke, hvad han skulle stille op med tre børn i sorg. Han var ikke vant til at tale om de svære ting. Vores sorgbearbejdelse foregik ved, at vi gik ind på vores værelser og græd. Så lå vi derinde, alene, og hylede, og når vi var færdige, gik vi ud til resten af familien, som om intet var hændt. Vi følte ikke, vi måtte vise, at vi var kede af det. Set i bakspejlet følte vi et alt for stort ansvar over for vores far og hinanden. Vi følte skyld over den sorg, der jo var helt naturlig, og frygten for at få de andre til at græde fyldte det hele. – Alle stoppede med at tale om min mor, også mine onkler, tanter og andre, der var tæt på os. Der var ingen, der tog initiativ til de snakke, som vi søskende selvfølgelig havde brug for. Hvis der endelig var nogen, der spurgte, hvordan jeg havde det, kunne jeg se, at de frygtede det ærlige svar: At jeg havde det ad helvede til, hvad jeg selvfølgelig havde. I dag synes jeg egentlig, det er mærkeligt at tænke på – min familie er jo nogle dejlige mennesker. Men det var i 1980’erne, før sorggrupper og psykologhjælp blev udbredt, og de har ikke vidst bedre. Man klarede kriserne selv. Jeg kæmpede mig igennem det ved at leve et rastløst teenageliv, hvor jeg rendte rundt til alverdens ting og festede meget. Jeg skulle helst ikke komme til at sætte mig ned og tænke for meget over tingene. At holde mig beskæftiget blev den sikre flugtvej de næste mange år.
– I dag har jeg levet størstedelen af mit liv uden min mor, og jeg føler et stort savn. Jeg ved, at der mangler noget vigtigt, men jeg ved ikke helt, hvad det er. Jeg ved, hvordan det var at have en mor som barn, men jeg kan kun gætte mig til, hvad hun ville have betydet i mit voksenliv. Det er jo blandt andet dét, man kommer til at slås med, når man mister sin mor så tidligt. Uvisheden om, hvordan livet ville have været, hvis hun havde været her. Det er de helt basale ting, jeg har manglet. At have nogen at spørge til råds. Nogen, der giver et kram. Nogen, der giver én en julegave. Den uforbeholdne kærlighed. Jeg tænker på min mor stort set hver dag, selv om der er gået så mange år. Sorgen er der altid som en lille fast følgesvend. Den forsvinder aldrig helt, men man accepterer den og lærer at leve med den. – Det gør mig ked af det, at min mor ikke nåede at se, at jeg rent faktisk kunne noget. Jeg ville ønske, hun havde set, at jeg har fået en god karriere, og at jeg i dag laver noget, jeg virkelig elsker. Men samtidig tror jeg, hun ville have udfordret mit valg om at arbejde så meget. Jeg har lagt utrolige mængder energi i mit job, og det har helt sikkert været en måde at aflede mine tanker på. Jeg mistede også min far tidligt – han døde af kræft, da jeg var 22 år – og sorgen over at være forældreløs i så ung en alder blev en slags drivkraft. I min karriere har jeg kunnet få den anerkendelse, mine forældre ikke har været her til at give mig. Det har været vigtigt for mig at føle, jeg var god til noget. Jeg har haft meget brug for, at nogen skulle rose mig. LÆS OGSÅ: Sorg-forsker: Sådan forholder du dig til sorgen over at miste en forælder – I dag har jeg en tilværelse, som jeg er superglad for. Det kan jeg heldigvis sige af et rent hjerte. Jeg har mange venner, et godt job, en dejlig familie og et godt humør. Jeg trives! Men jeg følte mig alligevel ramt, da jeg så et TV-program om, hvad voldsomme tab kan betyde for vores relationer. At vi kan blive bange for at knytte os. Jeg har haft kærester, men jeg har aldrig fået børn, og jeg er aldrig blevet gift. Det er svært at sige, om det har noget med tabet af mine forældre at gøre. Halvdelen af danskerne er jo singler, og det er der mange grunde til. Men jeg kan konstatere, at jeg ikke har fået min egen kernefamilie, måske fordi min frygt for at miste er dybere end de flestes. – Jeg har lært, at vi skal tale om dem, vi mister, og om det, der gør ondt. Ellers æder det sjælen. Mine to søskende og jeg har været bedre til at håndtere min fars død end min mors. Ham taler vi jævnligt om, og den sorg føles mere afklaret. Men min mors død er stadig et fællestraume, som vi har svært ved at lukke op for. Jeg har også lært, at man skal spørge, hvis man står over for et menneske i sorg, især hvis det er en ung eller et barn. Og ikke kun én gang. Vend tilbage. Sig aldrig til nogen, der har mistet et nært familiemedlem, at de bare kan sige til. Der er ingen, der siger til af sig selv. Vi skal stille os ordentligt til rådighed for hinanden – også når noget er så svært, at det næsten er ubærligt.
https://imgix.femina.dk/jonna-mortensen-body.jpg
Jonna Mortensen og hendes mor Kirsten, fotograferet ved Jonnas konfirmation et års tid før morens død. Jonna mistede som 15-årig sin mor, Kirsten, der døde af lungekræft. Single og bor i Løgstør.

LÆS OGSÅ: Hvordan klarer man at være mor, når man selv er ved miste sin egen mor?

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også