Georgia Brask
Selvudvikling

Georgia Brask: "Det var en lettelse at få at vide, at jeg havde skizofreni"

5. marts 2019
af Thora Bruun Makita
Foto: Jacqueline Fluri
Hvordan er det at leve med stemmer inde i hovedet, der bremser dig, når du vil sige noget, og som gør, at det kan tage dage at sende en sms? Georgia Brask har skrevet en bog om, hvordan det er at have skizofreni, og i dette interview fortæller hun om, hvordan hun var syv måneder på psykiatrisk hospital, og hvordan diagnosen ændrede hendes liv på godt og ondt.

Du er lort, du er ingenting, vi hader dig, hold nu kæft. Sådan lød stemmerne konstant i Georgia Brasks hoved, da det hele var allerværst.

Hun har diagnosen paranoid skizofreni, er 24 år gammel og har i efteråret udgivet bogen ”Georgias stemme(r)” om, hvordan det er at leve med sygdommen.

– Jeg har skizofreni, hvilket bl.a. betyder, at jeg hører stemmer, og jeg har stor ambivalens. Jeg har vanskeligheder ved mundtlig kommunikation, bl.a. fordi mine stemmer hurtigt får mig til at tøve, og jeg kan ikke finde på, hvad jeg skal sige; klappen går ned. Selv om mange tror, at man har to personligheder, når man har skizofreni, så er det ikke tilfældet. Det er en myte, at skizofreni er personlighedsspaltning – det er to helt forskellige sygdomme, siger hun.

På den måde gør Georgia Brasks bog op med mange af de tabuer, der er omkring skizofreni. Georgia Brask er ked af den sort-hvide fremstilling, hun støder på i medierne, især hvor den skizofrene gerne har voldelige tendenser.

Hun beskriver, hvordan skizofreni i virkeligheden er for mange, der lever med den: I realiteten er mennesker med skizofreni ikke mere voldelige end resten af befolkningen, og Georgia er et levende bevis på, at man kan leve et liv med venner, kreativitet og gøremål, selv om sygdommen selvfølgelig også giver store udfordringer. Det vender vi tilbage til.

Bog-projektet startede egentlig med, at Georgia begyndte at blogge om livet med en skizofrenidiagnose, hvor hun bl.a. beskrev, hvordan det, at omgivelserne ofte betragtede hende som ”den stille pige”, var medvirkende til, at hun oprettede sin blog.

– Jeg var frustreret over at blive stemplet som den stille pige. Jeg havde meget, som jeg gerne ville sige, men havde som følge af min sygdom vanskeligheder med at få det sagt. På bloggen havde jeg tid til at formulere det, jeg gerne ville sige, og jeg kunne bl.a. fortælle, hvorfor det kunne være svært at være social, siger hun.

Bloggen viste sig at være noget af en barriereknuser. Bloggen har fået over 30.000 visninger og læsere fra hele verden. Sidenhen blev hun kontaktet af sit forlag, og det er derfor, indlæggene i dag er udkommet i bogform.

Væk på brorens fødselsdag

Men lad os skrue tiden tilbage til før, Georgia Brask får sin diagnose. Georgia Brask er droppet ud af 2. g, fordi hun har fået et sammenbrud. Hun er begyndt at opføre sig usædvanligt, bemærker forældrene. En aften tømmer hun sit værelse for alt – tøj, bøger, møbler, pyntegenstande — og putter det ud på terrassen, hvor hun kommer plastik omkring det.

En anden aften låser hun sig inde på sit værelse og lukker persiennerne fuldstændigt i. Hun reagerer ikke, når familien banker på. Hendes mor frygter det værste, så moren får fat i naboen, som sparker døren ind. Georgia sidder i sin seng, men hun er ikke til stede.

På brorens fødselsdag er Georgia væk hele natten. Selv kan Georgia ikke huske hvorfor, men stemmerne er meget presserende på det tidspunkt. De kan bedst beskrives sådan her:

– Stemmerne er ikke ligesom almindelige tanker. De taler både til mig og om mig — og derfor kan jeg skelne mellem stemmerne og mine tanker. Selv om mange måske tror, stemmerne kommer ”udefra”, så oplever jeg dem lidt, som når man hører musik gennem høretelefoner i stedet for højttalere. Det kan både være stemmer fra mennesker, jeg kender, og stemmer, jeg slet ikke kender til, mænds eller kvinders. Der kunne være hundredvis af forskellige stemmer, da de var værst, forklarer hun.

Da stemmerne er værst, kan hun nærmest ikke tænke en tanke, uden at de kritiserer den. Stemmerne siger f.eks., at hun er kedelig, og at hendes veninder vil droppe hende. De kan også være ret skræmmende, såsom: ”Lad være med at tage den plastikpose over hovedet”, eller: ”Tænk, hvis du skar dig på den kniv”, og selv om de ikke direkte opfordrer Georgia til at gøre de ting, er det stadigvæk ubehageligt.

Når stemmerne kommer, tøver Georgia og bliver stresset. Hun opfører sig også anderledes, end hun plejer. Georgia kan være svær at få øjenkontakt med, hun bliver stille og siger mærkelige ting.

Det hele kulminerer med, at Georgia får et psykisk sammenbrud og bliver kørt direkte til psykiatrisk hospital. Da er hun 17 år.

Indlagt i syv måneder

– I begyndelsen er jeg vred og frustreret over, at jeg er indlagt; hvorfor kan jeg ikke bare komme tilbage til mit liv? Jeg bliver ved med at sige, at jeg ikke skal være der, og vil i starten ikke tage min medicin. Men ellers ligger jeg bare og stirrer ind i en væg — jeg kan ikke andet.

Manglende sygdomsindsigt er et velkendt symptom ved skizofreni. I takt med at jeg begynder at tage min medicin og gradvist får det bedre, bliver jeg klar over, at noget ikke er, som det skal være. Og jeg bliver for alvor bevidst omkring mine stemmer.

Det ender med, at Georgia er tre måneder på den lukkede afdeling og fire måneder på den åbne. Og da hun får diagnosen skizofreni, er det faktisk en lettelse.

– Nu har jeg lige pludselig fået en forklaring på, hvorfor jeg hører stemmer, og hvorfor jeg synes, jeg har svært ved at begå mig socialt. Jeg har haft stemmerne hele mit liv. Jeg havde aldrig fortalt mine forældre om dem, for jeg troede, det var normalt, fortæller hun. Hun tilføjer, at selv om hun har hørt stemmerne hele livet, så var de søde, da hun var lille. Det var i tiden omkring indlæggelsen, de var negative og kritiserende.

Et nyt liv begynder

Hun får det gradvist bedre under indlæggelsen. Efter syv måneder bliver hun udskrevet, og nu skal hun vænne sig til en ny hverdag. Hun begynder på VUC, men det får hun alt for mange stemmer af. Hun får et job, hvor hun arbejder med praktiske opgaver på Muusmann Forlag, men sygdommen giver for store udfordringer.

I dag har hun fundet en anden vej: Hun har sin bog og blog om at have skizofreni, hun går til keramik og maleri med sin elskede farfar, og hun ser sine veninder.

Der har selvfølgelig været øjeblikke, hvor Georgia har været frustreret og oprevet, men generelt er hun et optimistisk menneske. Hun er godt begavet, men hun har ikke mulighed for at gå i skole eller på arbejde. Til gengæld har hun genfundet sin kunstneriske side.

Og i dag er symptomerne mindre intense. Stemmerne er der ikke længere 24-7. Medicinen holder nemlig symptomerne nede – men stemmerne kommer stadigvæk, især hvis Georgia bliver stresset.

– Nogle dage er jeg bedre til at skubbe tanker væk end andre. Nogle dage føler jeg mig helt overmandet. Det er oftest sociale sammenhænge, der udløser det. Så snart der begynder at komme mange stemmer, så er det et advarselstegn – så ved jeg, jeg skal tage tingene med ro.

Stikord før cafémøde

Og hun har fundet måder at komme omkring det sociale på.

– Jeg forbereder mig også på mine veninde-aftaler ved at skrive nogle emner og stikord ned i min mobil, som vi kan snakke om, hvis jeg går i stå, når vi har en aftale på en café. Førhen fik jeg ikke sagt noget, når vi var ude, bl.a. fordi stemmerne og ambivalensen bremsede mig. Førhen blev jeg også handlingslammet omkring, hvorvidt jeg skulle sende en sms til en veninde, om vi skulle ses.

- Det er svært at forklare hvorfor, men stemmerne var med til at bremse mig, f.eks.: Hvad hvis det nu er forkert, det, jeg skriver, hvad nu hvis hun bliver fornærmet? Helt irrationelt. Det kunne tage mig dage at skrive en sms, eller måneder at ringe til hudlægen, siger hun.

– Det kan stadigvæk tage tid at sende sms’er eller mails, men nu er jeg heldigvis ved at kunne mere end før. Dog er der stadigvæk lidt vej til, at jeg føler mig helt selvsikker på den front.

Georgia har selv følt et pres over, at hun er ”bagud” i forhold til veninderne, når det gælder om at gå i byen og feste og have kærester, men det har hun affundet sig med.

– Jeg har da tænkt over, at jeg er bagud, og at jeg ”burde” være i gang med de ting, men jeg er nået til et punkt, hvor jeg tænker, at det er lige meget. Jeg lever livet i mit eget tempo. Og der skal ikke være noget pres, ellers risikerer jeg at få det dårligt.

Hun bor i øjeblikket hos sine forældre, men de samarbejder med psykiatrien og kommunen om, at hun på sigt kan bo selvstændigt, tæt på familien

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også