Selvudvikling

Fra en læser: Lige nu dikterer angsten mit liv

Angst er også en sygdom. Og kan være ret invaliderende for den angstramte. Angst er et tabu, men det bør det ikke være.

Angsten for mig kom meget pludseligt ind fra højre. Eller det vil sige jeg har egentlig altid været en angsthase, jeg er i hvert fald altid blevet beskrevet sådan. Som yngre var jeg bange for mange ting.

Jeg var bange for guldfisk, mørket, høje lyde, at sove hos andre og for at flyve. Hvis man spørger mine forældre var jeg sikkert bange for langt mere. I mine senere år har jeg fundet ud af at nogle af de her ting var i forbindelse med min særlig sensitivitet. Jeg har egentlig aldrig brudt mig om mærkater, men efter at jeg har læst en del bøger om særligt sensitive mennesker må jeg nok erkende at jeg ikke helt kan løbe fra det.

Læs også: Fra en læser: Lidt småskør? Det er helt fint med mig!

Høje lyde frustrerer mig eller skræmmer mig, jeg kan fx ikke sove hvis der er et ur, der tikker. Jeg er meget tryghedssøgende og overanalyserende, hvilket har resulteret i at jeg aldrig har været den store fan af forlystelsesparker. Derudover er jeg også meget påvirket af mine følelser. Ingen er nogensinde i tvivl om hvilken følelse jeg har i min krop, for jeg kan ikke lægge skjul på det. Denne sensitivitet forstærker min angst endnu mere.

Så tilbage til min angst. Jeg er pisse bange for at dø. Så meget at det nu er begyndt at være en hindring i min dagligdag. Jeg kigger mig ofte over skulderen og bryder mig ikke om at være steder, hvor der er mange mennesker. Selv når jeg er i biografen eller på shoppetur, tjekker jeg efter en nødudgang og tænker over, hvordan jeg kunne slippe væk hvis det skulle ske. Jeg er tit rigtig bange men har også stunder, hvor det heldigvis ikke fylder så meget. Jeg kan stadig tage med min kæreste ud at spise. Men jeg er nået dertil hvor min angst begrænser mig. Det seneste er, at jeg aflyste min sommerferie, da jeg ikke tør flyve og er bange for at blive slået ihjel der, hvor vi kom hen. Til efteråret skal jeg med min familie til New York og Miami, og det eneste jeg kan tænke på er flyveturen, og hvordan jeg ville ønske, at mine forældre havde givet os en anden påskegave. 

Jeg er 21 år gammel og lige nu får angsten lov til at diktere mit liv. Hvor er det sørgeligt.

Christine Kousgaard er 21 år gammel og lærerstuderende.  

 

Vi vil gerne høre DIN mening!

Har du også en klummeskribent i maven? En mening, du gerne vil ud med? Eller en anek-dote, strøtanke eller betragtning fra din hverdag, du kunne tænke dig at dele med FEMINAs læsere? Så send den til os – måske bliver din klumme udvalgt til at komme på femina.dk. 

Du skal maile din klumme til [email protected] og skrive ”Fra en læser” i emnefeltet. Teksten skal være på 300-500 ord, du skal vedhæfte et billede af dig selv og skrive en kort introduktion af dig selv. Redaktionen forbeholder sig retten til at redigere teksten.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Mvh FEMINA

 

 

Læs mere om: