Fra en læser: En kærlighedshistorie – om mad

Min mormor og morfar mødte hinanden i køkkenet på Usserød Sygehus og blev forelskede. Han var gartner på sygehuset og hun var økonomaelev dvs. lavede mad i køkkenet. Efterfølgende flyttede de til Hillerød, hvor min morfar blev overgartner og min mormor økonoma i køkkenet. Selvom om det kunne lyde som om, jeg er i gang med at fortælle en kærlighedshistorie, er det ikke tilfældet. Og dog. Det er ikke en kærlighedshistorie om to mennesker - men om naturen, den sunde, friske og nærende mad, årstidens mad og et lokalt og økologisk system.

Fordi dengang, for ikke så længe siden omkring 50- 60 år, var der masser af jord omkring Hillerød Sygehus, og gartnerens job var ikke bare at passe de fine bede, nej, han skulle også dyrke grøntsager og frugt, der skulle bruges i sygehusets køkken. Derfor mødte min mormor og morfar hinanden. For det var gartnerens arbejde at aftale med køkkenpersonalet, hvad der kunne høstes, og så var det køkkenets opgave at afstemme menuen herefter. Og det var ikke kun frugt og grønt – nej, der var sågar grise, som gartneren også skulle passe. 15-20 styks, der gik og hyggede sig!

Prøv lige at forestille dig et festmåltid lavet af selveste mormor på de lokalt dyrkede grøntsager, grisekød og frugter! Ikke noget med industrikøkken og halvfabrikata. Nej, frisk lokalt dyrket efter årstiden afstemt mad. Mon ikke de indlagte på sygehusene hurtigere kom til kræfter dengang?

Læs også: Fra en læser - vi har mistet kontakten til vores krop

Jeg savner den logiske sammenhængskraft i måden, vi gør tingene på i dag. Måske den mangler, fordi det ikke er rentabelt, og fordi optimering er det stærkeste ord, vi kender, men gud hvor har vi mistet meget af vores indbyggede logik. Vi pumper mængder af pencillin i smågrise, fordi de er syge med dårlig mave. Og hvorfor er det så lige, at de lider af dårlig mave? Det gør de, fordi de bliver fjernet for tidligt fra deres mor! Det gør helt ondt ind i mit moderhjerte, såvel som i mit naturhjerte.

Samtidig er det, som om vi forsøger at bruge energien på at genopfinde en slags back-to-basics i form af fx stenalderkost. Der er modtrends til fastfood med slowfood bevægelser og genopdagelse af spændende krydderurter, det nordiske gourmetkøkken mv. men hvad er der blevet af vores urinstinkt og logik?

Denne historie med min mormor og morfar rørte virkelig ved noget i mig, da jeg fik den fortalt forleden. Nu ved jeg godt, at mange sygehuse har sat hårdt ind på madområdet og gentænkt såvel menuer som kvalitet i madlavningen, hvilket faktisk flere steder har betydet, at sygehusene har sparet penge på selv at lave maden - derudover satses der også på økologien mange steder. Men hele kongstanken om, at en offentlig institution kunne være selvproducerende, høste grøntsagerne i baghaven og spise i overensstemmelse med årstiden, synes jeg virkelig er tiltalende. Og tænk, det var hverdagen, dengang mormor var ung!

Helene Hjortlund er 48 år og iværksætter

Vi vil gerne høre DIN mening!

Har du også en klummeskribent i maven? En mening, du gerne vil ud med? Eller en anekdote, strøtanke eller betragtning fra din hverdag, du kunne tænke dig at dele med FEMINAs læsere? Så send den til os – måske bliver din klumme udvalgt til at komme på femina.dk.

Du skal maile din klumme til redaktionen@femina.dk og skrive ”Fra en læser” i emnefeltet. Teksten skal være på 300-500 ord, du skal vedhæfte et billede af dig selv og skrive en kort introduktion af dig selv. Redaktionen forbeholder sig retten til at redigere teksten.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Mvh FEMINA