En mors mareridt: 25 minutter i Helvede

Telefonen ringer lidt i halv seks. Fra det øjeblik bliver Britt nærmest eksternt gidsel i Anders Breiviks terroraktion. Et handlingslammet vidne til sønnens kamp for overlevelse. Tre dage tidligere havde hun fulgt 17-årige Patrick til bussen. Han havde glædet sig vildt til arbeiderpartiets ungdomsafdelings årlige sommerlejr på Utøya.

- Han lyder HELT ude af flippen: "Du må ringe til politiet, du må ringe til politiet, vi er omringet, vi er omringet, de skyder, de skyder på os." Patrick kan godt finde på at lave lidt sjov i gaden, så jeg siger: "Nu må du lige holde, Patrick." Jeg tænkte, at det var et rollespil, hvor han bare ville drille mig, og det kørte lige vildt nok. Men han sagde: "Jamen det er rigtigt, det er virkelig rigtigt. Mor, jeg skal dø, jeg skal dø nu. Mor jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø." Da gik det op for mig, at der virkelig var noget HELT galt. Vi snakkede et minuts tid i alt. Han sagde igen: "Du må ringe til politiet."

- Sagde han, hvad det handlede om?
- Nej, men han sagde, at folk døde. Det var så uhyrligt. Når man ikke er vant til krig og det, der ligner, vil hjernen simpelt hen ikke acceptere det. Man må overbevises. Det blev jeg.

- Hvordan havde du det?
- Fra han ringede, til det hele var overstået, tror jeg simpelt hen, min krop satte ud rent fysisk. Jeg tænkte overhovedet ikke på andet end Patrick.

Da Britt nødtvungent har sluppet forbindelsen til Patrick den fatale fredag eftermiddag, forsøger hun at ringe til politiet, men der er konstant optaget på grund af bomben.

- Så opgav jeg. Og ringede til Patrick.

- Var du bange for, om lyden skulle afsløre ham?
- Nej, for så meget vidste jeg slet ikke på det tidspunkt. Patrick blev ved med at sige: "Jeg skal dø, jeg skal dø, jeg skal dø. Jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø." Han var helt i panik og kørte som en grammofonplade, derfor sagde jeg: "HOLD hovedet koldt. Under én af samtalerne kunne jeg høre, hvordan han løb hele tiden. Han fulgtes med Ingrid, som kommer fra samme område som os. Hun er en psykisk stærk pige, og jeg er helt sikker på, at hun hjalp ham lige så meget, som han hjalp hende. Hun HOLDT faktisk hovedet koldt. Havde han flygtet sammen med en pige, som gik i panik, var de måske begge gået i panik. Patrick afbrød forbindelsen igen.

- Hvor lang tid gik der, før du igen kom igennem til Patrick og kunne følge med i, hvad der skete?
- 25 minutter. Fra da de snakkede om, at de ville svømme i land.

- Hvad skete der med din tidsopfattelse?
- Jeg tror faktisk ikke, tiden faldt mig særlig lang. Jeg var forsvundet HELT ind i mig selv. Så ringede telefonen endelig, og displayet viste Patricks nummer.

- Han ville bare sige, at nu var de kommet over på den anden side. Han lød meget træt. Patrick sagde: "Der er en masse, der skal ringe hjem til deres forældre, jeg er nødt til at låne dem telefonen Da jeg fandt ud af, at han faktisk levede, var jeg fuldstændig udmattet.

- Det, du har været igennem, er terror i sig selv?

- Ja, DET er det. Det føltes næsten, som om jeg faktisk var med. Det har gjort det, der skete, meget levende for mig. Det føles, som om jeg har været udsat for lidt af den samme terror.

Gwyneth Paltrow: "Jeg trives godt med biroller"

Christiane Schaumburg-Müller: Gik ned med mavesår og stress

Sarah Jessica Parker: Jeg er ikke som Carrie