https://imgix.femina.dk/media/article/1442_emilia_van_hauen.jpg
Selvudvikling

Emilia van Hauen: Fraskilte er stadig ”FORKERTE”

25. november 2014
af Emilia van Hauen
Den uundgåelige smerte, som både børn og voksne gennemgår ved en skilsmisse ofte bliver langt større, end den behøver at være, fordi både skilsmissebørn og voksne på næsten subtil vis bliver påduttet en skam og en fiaskofølelse
Jeg læste din kronik om, at fraskilte stadig er en social minoritet – og jeg er altså slet ikke enig! Denne bemærkning faldt forleden til en middag. Kronikken hun hentydede til, havde været bragt i Jyllands-Posten og jeg havde efterfølgende lagt den på Facebook, hvor den fik over 26.000 visninger og var blevet delt et voldsomt antal gange, og jeg tænkte derfor, at den måtte have ramt en smerte eller en irritation, som mange kunne genkende. ”Du er gift, er du ikke?” svarede jeg hende. Hun nikkede. Det vidste jeg, at hun ville være. Denne reaktion havde jeg nemlig fået mange gange fra gifte personer. Mens (næsten) alle de fraskilte, som kommenterede kronikken og situationen, kunne genkende det, jeg beskrev. Og lad mig slå fast med det samme: Den diskrimination, som jeg vil tale om, sker ikke, fordi de gifte vitterlig føler, at de er bedre eller mere rigtige end fraskilte. Da jeg var gift, var jeg jo også overbevist om, at der slet ikke fandtes denne sociale forskel i status. Men meget er jo anderledes, når man selv erfarer det, og derfor ved jeg nu, at denne besynderlige gammeldags diskrimination findes. Hvilket er et udslag af en kulturel arv, som stadig er dominerende, hvorfor vi alle er påvirket af den. Eller snarere begrænset af den. At man som fraskilt stadig er lidt ”forkert” i forhold til normen, nemlig kernefamilien, giver sig udslag på de mærkeligste måder. F.eks. når jeg i diverse formularer skal afkrydse min civilstand, hvor jeg oftest kan vælge mellem enlig, gift og fraskilt. Altså skal jeg helt paradoksalt krydse en ikkestatus af. Jeg defineres dermed efter noget, jeg engang var, men ikke er længere, og alligevel er den stadig det mest betydende ved mig. Hvad gør det mig så til: En negation? En negativ eksistens? Mange TV-programmer og artikler om skilsmisse fokuserer også ret ensidigt på de problemer og sorger, der er ved en skilsmisse, men glemmer, at det i mange tilfælde også medfører en masse positivt. F.eks. er det et evigt tilbagevendende mysterium for mange skilsmisseforældre, at de nu har mere tid og nærvær med ungerne, end da de før var to voksne. Og mange børn – men naturligvis ikke alle! – oplever også en masse fordele ved at have to hjem og to familier. Men hver gang man siger det højt, ser man tvivl i blikket på andre, og man fornemmer, at de tænker: Ha – ønsketænkning, så du får mindre dårlig samvittighed! LÆS OGSÅ: Hvor længe varer ægte kærlighed? Der er et hav af situationer, hvor man oplever dette lille strejf af forkerthed, og helt generelt er det stadig mistænkeligt at tænke positivt om en skilsmisse, hvis man vil bevare sin egen sociale troværdighed, hvilket er lidt besynderligt i et land, hvor lighed og fordomsfrihed er to af de væsentligste værdier. Det største problem er dog, at den uundgåelige smerte, som både børn og voksne gennemgår ved en skilsmisse – for den er der altid! – ofte bliver langt større, end den behøver at være, fordi både skilsmissebørn og voksne på næsten subtil vis bliver påduttet en skam og en fiaskofølelse, som de ikke nødvendigvis selv føler – men som omverdenen ofte giver udtryk for, at de forventes at skulle føle. Og det øger jo bare situationens frustration. For de voksne, men endnu mere for børnene, der ikke aner, hvad der egentlig rammer dem. De mærker bare, at noget (de) er forkert. Denne diskrimination sker på trods af, at 43 procent af alle ægteskaber ender i en skilsmisse, hvorfor der jo ikke er tale om en statistisk minoritet eller en lille eksotisk subkultur. Som samfund har vi i høj grad brug for at opgive den næsten udelukkende negative og stereotype måde at opfatte den livsform på, som over en tredjedel af børnene vokser op i. Især er det på tide at opgive den arrogante forestilling om, at det ”bare” er noget, folk gør alt for letsindigt og uden at skele til børnenes tarv. Ingen gør det her letsindigt! For det går altid ud over nogen. Og ingen, der elsker andre, ønsker at udsætte nogen for det! Jo – skilsmisser medfører i de fleste tilfælde problemer. Men det betyder ikke, at den løsning altid er det dårligste valg. Eller at ægteskabet er det bedste. For også ægteskabet medfører mange problemer. Skal vi videre som samfund, må vi i stedet få en mere nuanceret og nysgerrig tilgang til en udbredt social livssituation. Til fordel for alle parter. LÆS OGSÅ: Renée: Skærpet opmærksomhed på skilsmissebørnene

Læs også