Selvudvikling

Dorthe Kandi: Det er ikke i orden, at vi skal frygte voldtægt

Det er vigtigt vi tager fat i forebyggelsen af voldtægt, så vi slipper for at tænke så meget over, hvordan vi kvinder skal undgå at møde de mænd, der ikke kan eller vil forstå et nej.

Som kvinde, medsøster og ikke mindst mor har jeg oprørt, vred og afmægtig fulgt med i de seneste ugers debat om voldtægter og overgreb på kvinder. Og undervejs er det blevet klart for mig, at jeg både som kvinde og mor tager urimeligt meget hensyn til, at der findes mænd, der ikke forstår et nej. Eller ikke ønsker at forstå det.
 
Debatten begyndte med overgreb i Köln, hvor store grupper af mænd omringede kvinder og ragede på dem, bestjal dem og i nogle tilfælde voldtog dem nytårsnat. Det er selvfølgelig helt utilstedeligt, og min vrede voksede, da borgmesteren – en kvinde – anbefalede, at kvinder holdt afstand til mænd, og over andre dumme råd. Også i København blev der anmeldt to voldtægter nytårsnat. I dokumentaren ”Jeg blev voldtaget”, som blev vist på DR1 i januar, kunne man følge en kvinde, der tog fuld hjem fra en fest og blev samlet op af tre unge mænd, hvoraf to voldtog hende. Jeg ville ønske, det var det hele – men det er det desværre ikke.
 
Det har alt sammen sat fokus på, at der også i vores del af verden findes en kultur, hvor kvinder efter en voldtægt rammes af skyld og skam, fordi det åbenbart – for nogle – er svært at forstå, at kvinders påklædning, promille eller passivitet ALDRIG kan være grund til at forgribe sig på dem.
 
LÆS OGSÅ: Renée om voldtægt: Et nej er et nej
 
Men noget af det værste ved hele denne debat er, at vi har svært ved at forstå, hvor meget frygten for et overgreb betyder for mindst halvdelen af befolkningen (er sikker på, det er en frygt, mange fædre og brødre deler).
Jeg har hele mit liv – i hvert fald siden jeg var 13-14 år – undgået at cykle gennem mørke og øde steder. Jeg har været urimeligt bevidst om min påklædning, selv om jeg sgu da har ret til at gå klædt, lige som jeg har lyst til. Jeg takker nej til drinks, fordi de åbenbart forpligter. Jeg har lært at tale mænd efter munden for at undgå, at de blev aggressive, og allieret mig med de – heldigvis mange – søde og hjælpesomme mænd, når en idiot blev for nærgående.
 
Men det absolut værste, jeg har måttet forholde mig til i forhold til denne frygt, er en vibrerende angst for, at min datter ikke kan færdes trygt. At jeg skal overveje, hvordan hun ville reagere i en farlig situation, fordi politi og domstole siger, at hvis man ikke gør modstand, så kan overgrebsmanden jo ikke vide, at man ikke vil! Ja, det er grotesk – især når psykologer siger, at det er mest almindeligt, at man fryser og bliver passiv som en form for instinktiv overlevelsesreaktion.
 
Og jo, jeg forstår godt, at der er fornuft i ikke at gå alene hjem efter en fest. Men spar mig for alle de gode råd om, hvordan kvinder undgår overgreb, og lad os sammen koncentrere os om at få skabt et samfund, hvor mænd og kvinder ALLE kan færdes trygt, og ikke mindst hvor vi respekterer hinanden. Og det kræver langt mere, end at vi fordømmer formørkede kræfter fra andre kulturer – vi skal også turde se dem i øjnene, som er iblandt os. For eksempel når TV3 synes, det er ”totalt grineren” at filme to unge mænd rende fulde rundt og sammen med en masse andre mænd omringe kvinder, mens de råber: ”Luder!” og: ”Vi vil have fisse!”. For eksempel når en politimand ”kommer til” at sige, at det da var træls med to voldtægter under karnevalet i Aalborg, fordi det ødelægger den gode stemning. Når en kvinde under en afhøring bliver spurgt, om hun var nedringet. Og desværre så utrolig meget mere.
 
Regeringen har fremlagt seks forslag til en skærpet indsats mod voldtægt og fokus på at hjælpe ofrene bedre, og det kan kun være godt. Men det er mindst lige så vigtigt, vi også tager fat i forebyggelsen af voldtægt, så vi slipper for at tænke så meget over, hvordan vi kvinder skal undgå at møde de mænd, der ikke kan eller vil forstå et nej.
 
Vi har frihed og ligestilling, men vi har også stadig et stykke vej at gå, før jeg uden at blinke kan sige, at jeg kan lade min datter gå ud i verden på lige fod med sine brødre.
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser
Læs mere om: