Selvudvikling

Den seksuelle frigørelse 2. runde?

Vi kvinder læser masser af bøger om spændende elskere, og vi er åbenbart blevet så trygge i det hele, at vi godt vil dele ham derhjemme med andre, ligesom vi gerne vil dele ud af det, vi har til andre

Måske har du opdaget det; du har helt sikkert læst om det her i Femina, men sex er tilbage. Sex flyder ud af bøger, og selv kvinder, der ikke er med i reality-TV, facebooker løs om sex og lir. Det hele foregår med SM-guden Christian Grey i en stjernerolle i bogen "Fifty Shades of Grey", som den engelske titel til trods lige er udkommet på dansk. Der er dømt lir og let spanking og sms-terror fra elskeren, der helst vil bestemme det hele, og som i øvrigt er gudesmuk, klog, intellektuel og milliardær. En kvindes sexfantasi i en meget laaaaang bog.

Vi kvinder er efter alt at dømme ved at tilbageerobre vores seksualitet. For denne bog er ikke den eneste, der er en sand flodbølge af hed, stønnende orgasmelæsning på vej ud i de danske og internationale boghandlere, og det er skrevet til kvinder, for det meste også af kvinder. Efter alle de år med, hvad vi troede var seksuel frigørelse, som lige nu mest ligner retten til at blotte bryster i det offentlige rum og på alle TV-kanaler, er den seksuelle frigørelse stille og roligt ved at flytte hjem igen. Den er ved at flytte tættere på os, ser det ud til, og i hvert fald er den måske mere på vores (kvindernes) præmisser. For nej, det er ikke for meget sarte sjæle, det der driver ned af bogsiderne, men man kan lukke øjnene for de ting, man ikke kan rumme, eller blot nyde det hele som man vil, når man vil. Uden store bryster poppende ud af en cult-plakat ved et busstoppested. Sex sælger nemlig, men hvis der skal sælges til os kvinder, skal det være en smule mere sofistikeret. Eller hvad?

På FEMINA-redaktionen læses der også Fifty Shades - læs med her se, hvad vi synes…

For der er også noget andet i gang. Sarah Skaarup udgav i 2011 en bog, som overraskende mange, jeg kender, har læst. Nemlig Kærlighedskontrakten. Her skriver hun om, hvordan vi med varsomhed og kærlighed til hinanden kan åbne dørene til vores parforhold og lukke andre ind. Altså, det åbne parforhold. Hvor man ikke dømmer hinanden ude, hvis man er kommet til at knalde ude i stedet for hjemme, og her er en af ideerne, at hvis man bliver enige om, at man godt må, er det jo ikke utroskab.

De sidste tre måneder har jeg fået at vide at fire par i min bekendtskabskreds lever efter bogen. Altså dén bog. Kærlighedskontrakten. Det er på alle måder overraskende for mig. Og det, der på alle måder nedbryder alle mine fordomme er, at det i tre ud af de fire tilfælde er kvinder, der har taget initiativet til den åbne dør. Vi keder os åbenbart i vores sexliv. Vi læser masser af bøger om spændende elskere, og vi er åbenbart blevet så trygge i det hele, at vi godt vil dele ham derhjemme med andre, ligesom vi gerne vil dele ud af det, vi har til andre. De kvinder, jeg har talt med, mener det er godt. At det er positivt, at vi er på vej ind i en ny tid, hvor der er plads til at være sig selv seksuelt også som kvinde. At det giver krydderi det hele, og at man bliver lykkeligere af det. At det er godt at skulle kæmpe lidt for sin mand, og for sin egen seksuelle appel.

En ny bølge af erotisk litteratur er ved at skylle ind over os - se her, hvilke bøger du skal kaste dig over...

Jeg er ikke med. Jeg er seriøst tabt bag den vogn. Fred være med det, og hvis det gør én lykkelig, så er det bare ud over stepperne med den hobby, men jeg har valgt. Og jeg har besluttet mig. Jeg vil hellere have et godt parforhold end et par forhold. Frigørelsen ligger for mig ikke i muligheden for at være fri, men i visheden om at være fri sammen med den eneste ene. Så må Christian Grey godt besøge mig, når jeg åbner bogen, men han behøver seriøst ikke ringe på hoveddøren.
 

  Forfatter og etnolog Julia Lahme, 35 år
Dårligste vane: Nikotintyggegummi, kaffe, chokolade, sko. Alt i rigelige mængder.
Største fejltagelse: Ikke at holde godt nok fast i alle dem, jeg holder af.
Bedste beslutning: At få rengøringshjælp og dermed redde mit parforhold.
Motto: Der er en særlig plads i helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden.

 

Læs mere om: