Christina er næsten blind: Alt er stadig muligt, selv om man ikke kan se

Jeg har egentlig aldrig forstået mit synshandicap. Jeg blev heller ikke ked af det, da jeg fik diagnosen, for jeg kunne jo ikke mærke, at noget var galt. Det gjorde også, at jeg i mange år var ret stædig, når folk for eksempel spurgte, om ikke det var svært at gå ned og handle. Så har jeg altid været hende med det kan jeg sagtens-attituden, der sagde: ”Nej, hvorfor skulle det være svært at gå ned og handle, du går vel også ned og handler?”. Det er man også nødt til som synshandicappet, ellers går éns verden i stykker. Og dét har jeg prøvet.

Det er ikke mere end fire år siden, Christina levede det, hun selv kalder et ”lillebitte og enormt isoleret liv”, hvor hun ikke kom uden for en dør, medmindre det var strengt nødvendigt. Dagene gik med at drikke kaffe i lejligheden, lytte til lydbøger og vente på, at hendes søn Silas kom hjem. ”Røvsygt”, siger hun. Hun vidste ikke, hvad hun ville komme ud til, og hendes verden virkede mikroskopisk lille. Hun var fanget i en altomsluttende depression og forsøgte at starte til klatring, judo og anden sport, hvor hun kunne skabe et netværk. Lige meget hvor hun gik hen, fik hun at vide, at de ikke havde plads til en med synshandicap. Men Christina var stædig, og for fire år siden startede hun til kizomba, som er en afrikansk pardans. – Pludselig gik det op for mig, at der var muligheder og endda mange af dem. Jeg begyndte at se verden og mig selv – og så blev jeg skilt. Christina griner. Modgang giver styrke, nogle gange kan det bare tage lang tid at se. – Gennem dansen har jeg vendt mit synshandicap til at være mit plus. Når jeg er ude og danse, er jeg totalt Miss Popular, fordi jeg skiller mig ud. Jeg er lækker at danse med, fordi jeg følger. Selv om jeg ikke kan så mange tricks, er jeg nemmere at få en connection med, for jeg er kun hos min dansepartner, fuldstændig til stede i nuet. Dem, der vælger at danse med mig, har virkelig valgt mig. De går heller ikke og tjekker deres telefon bag ryggen på mig, fordi de ved, de skal føre mig, så jeg ikke banker hovedet ind i væggen eller går ind i nogen. Dér er jeg heldig, men det har taget tid at komme hertil. LÆS OGSÅ: Psykologen guider: Den svære accept leder dig ud af krisen

Rejser hver måned

Det første halve år gik folk i en stor bue uden om Christina til dansetræningen, og det var hårdt. Hun havde meget svært ved selv at tage kontakt, for hun kunne hverken se, hvem der var der, eller hvor de var. – Jeg elskede at danse, så jeg sagde til mig selv: De har fandeme bare at acceptere mig, for jeg bliver. Og jeg bliver ved med at blive. Derfor skrev jeg et Facebookpost på dansegruppen, hvor der stod: ”Hey, jeg kommer, jeg er næsten blind, men jeg elsker at danse”, og nu har jeg vendt det. Totalt. Dansen blev min redning, for det var også gennem den, jeg lærte at indse og acceptere mit synshandicap. – Jeg kan se en lillebitte smule yderst i mit synsfelt, derfor har jeg altid anstrengt mig for at kunne se bare lidt i stedet for at slappe af og stirre ind i den sorte plet. Det har gjort, at min krop var vinklet ”skævt” og i ubalance, det opdagede jeg gennem dansen. Og så besluttede jeg mig for at give efter og stirre lige ind i mørket. Da jeg gav slip og accepterede pletten, fik jeg den vildeste følelse af frihed og af endelig at være til stede i mig selv. Det er et sindssygt handicap, når man tænker over det. Før Christina vidste af det, rejste hun rundt med kizombapigerne til dansefestivaler over hele verden. Noget, hun for blot få år siden kun havde turdet drømme om. Nu rejser hun mindst en gang om måneden og flyver sommetider også alene. Hvordan oplever du verden, når du ikke kan se? – Ja … da pigerne og jeg var i Milano, faldt de alle sammen fuldstændig i staver over den smukke domkirke og alle udskæringerne. Sightseeing er jo ikke så interessant for mig, der mest bare kan fornemme nogle grå klatter. Men jeg opfanger stemningen i byen, smagene, duftene, lydene. Ellers er det bare samværet og oplevelsen i det. Især med dansepigerne, hvor man er intensivt sammen og ser hinanden i feststemning, eller når man bare er morgentræt og ugidelig. Men så er det bare ned med en vodka-RedBull og i gang igen, griner Christina. Selv om hun ikke kan se, er der glimt i øjet.

Badeferie med all-inclusive

De mange danserejser gav hende blod på tanden, og i sommer tog hun for første gang selv af sted på ferie med sin søn Silas. De to på eventyr. Blot et år forinden havde Silas fået konstateret samme øjensygdom, og Christina tog beslutningen om at vise ham så meget af verden, hun kan, inden hans syn forsvinder. Derfor tog de af sted på badeferie til Tyrkiet med all-inclusive, så hun ikke behøvede at lede efter mad, hver gang de skulle spise, men kunne nøjes med at finde vej til hotellets buffet. Men buffeter kan være tricky, når man ikke kan se. – Første morgen fandt jeg noget, jeg troede var salat, men som viste sig at være ren mynte. Så fandt jeg noget rødt, der duftede af peberfrugt, noget brød og noget smør, som viste sig at være honning, og jeg fandt noget ost, der viste sig at være skinke. Jeg er vegetar. Yeehaw. Men vi havde alligevel en helt fantastisk ferie. For mange forældre ville det være angstprovokerende at sende sit syvårige barn en tur i poolen uden at kunne se, hvad han eller hun laver, men Christina har ikke noget valg. Derfor har de altid lavet mange aftaler. Om, at han ikke skal svømme i det dybe bassin, om, at han skal huske grøntsagerne på sin tallerken i buffeten, eller om ikke at løbe væk, når de er på legepladsen. Hvis han vil noget andet, kommer han tilbage og siger, hvor han er. Det handler om blind tillid. – Vi har for eksempel lavet en aftale om, at når jeg rejser mig op, betyder det, at han skal komme over til mig. På den måde kan jeg nemt ”finde” ham igen, når vi er på legepladsen. Der er forhindringer over det hele, og man må bare tage dem én for én. Ellers ender man med at leve et stille og ensomt liv. Det vil hun ikke byde Silas. Hun vil vise ham, at man kan, hvad man vil. Også selv om man ikke kan se. – Silas har jo en helt anden viden omkring sygdommen, end jeg havde, da jeg fik den, og derfor blev han også enormt ked af det, bekymret og tænkte store tanker om, at han ikke kunne få et arbejde. Men når det nu skulle være, er jeg sindssygt glad for, at han allerede nu har set sygdommens ansigt, råt for usødet, og at han har mig til at lære ham de små tricks, der gør hverdagen lettere. Så er han forberedt. Jeg forstår, hvad han går igennem, og hvilke udfordringer han kommer til at møde. LÆS OGSÅ: Livskrise: 3 floskler, du skal passe på med at sige til én i krise

Lært at tænke: pyt

Det kan være en ekstra udfordring i sig selv at have et handicap, der er ”usynligt”. Det er ikke noget, man lægger mærke til, og derfor tror folk ofte, Christina laver sjov, når hun beder om hjælp. Og dem, der lægger mærke til det, kan finde på at råbe grimme ting efter hende på gaden. Det sker tit. Frustrationen hænger tungt i luften. Latterliggørelse er hverdagskost. For at undgå det har hun pyntet sin blindestok med farver og pomponer, så den bliver mere synlig, og tillært sig evnen til at tænke: pyt. Christina lever alene med sin søn Silas og har gjort det i to et halvt år. Lige nu er hun ret tilfreds med, at det bare er de to. Men hvordan med kærlighed og dating, når man næsten er blind? – Sådan noget med at swipe på Tinder … nej, det giver ikke rigtig mening for mig. Jeg kan jo ikke se dem, ligesom jeg ikke kan se, når fyrene tjekker mig ud, eller hvis de smiler til mig. Dér er de nødt til at gøre noget mere. Andre gange kan det også være et plus, at handicappet er ”usynligt”, for så bliver man ikke mødt med medlidenhed og fordomme. Og dem er der mange af, nogle af dem grovere end andre. – En af de mindre grove er, at synshandicappede skulle bo kedeligt. Hvorfor skulle vi dog det? Christinas lejlighed er alt andet end kedelig. Hun har walkincloset. Hendes folde ud-seng er camoufleret som en kæmpe Tordenskjoldsæske, ligesom Cirkelines seng. Den går næsten fra gulv til loft. På den modsatte væg, med mønstret grønt tapet, hænger der en lang træhylde med en masse figurer og andre nipsting. De hænger på hovedet, limet fast på undersiden af hylden. Så skal de ikke støves af så tit, griner hun. Blandt Buddha-figurer, mini-arkitektlamper, malede træklodser, porcelænskopper og miniaturedansesko hænger der også en medalje. – Ja, det var, fordi jeg lavede en verdensrekord engang. Indendørs roning for handicappede, svarer Christina henkastet. Jamen selvfølgelig da.

Christina Nahnsen

Træning betyder alt

Har du aldrig dage, hvor du bare har lyst til at kaste håndklædet i ringen? – Jo. Det tænker jeg nærmest hver dag, og mit synshandicappede jeg har jo også spurgt Silas, om vi ikke bare kan sige farvel uden for skolen, så jeg ikke skal risikere at slå hovedet ind i svingdøren, gå ind i rengøringsvognene på gangen, eller bogreolerne, som altid synes at have rykket sig en halv meter til højre. Men det vil han ikke, og det forstår mor-delen af Christina godt. Derfor følger hun ham altid hen til klasseværelset ligesom de andre forældre. Men hvis dagen før var hård, er turen om morgenen nok til, at hun går hjem med tårer i øjnene. Så hvordan finder hun styrken og gåpåmodet til at fortsætte? – Dansen giver mig et kæmpe overskud. Faktisk træning generelt. Jeg har en hverdagsrutine, som jeg følger mandag-fredag, mens Silas er i skole. Hun løber 10 gange op og ned ad trapperne i opgangen, og bagefter fortsætter hun med at lave armhævninger ved et frithængende jernrør i opgangen. Normalt bliver det til 3 gange 20, og så fortsætter hun med jumping squats og mavebøjninger. På trods af Christinas livsmod og insisteren på at have en positiv indstilling har depressionen været hendes livslange følgesvend. Selv om man er stærk, er det langtfra nogen dans på roser at leve med et handicap. Depressionen kommer i bølger, og der er stadig perioder, hvor hun kan føle sig magtesløs og bare have lyst til aldrig at forlade lejligheden. Men hun gør det alligevel. Både for sig selv og for Silas. – Det er skidehårdt ikke at kunne se. Det er det virkelig. Men hvis jeg sørger for at vedligeholde min træning, hjælper det. Så er det pludselig mig, der styrer depressionen og ikke omvendt. Man får ikke noget ud af at give op, og jeg vil gerne vise Silas, at alt stadig er muligt, selv om man ikke kan se.