Camilla Kjems
Selvudvikling

Chefredaktøren: Kunsten at være mor (til en teenager)

At se éns børn gå fra at være børn til at blive voksne, med de livtag, skuffelser og forældreopgør, det nu engang kræver, er noget af det mest udfordrende, jeg har oplevet på et menneskeligt plan

Åh, hvor har jeg ligget søvnløs. Spekuleret. Frygtet. Bekymret mig.
Da jeg for 19 år siden fik mit første barn, var det største chok for mig, hvor træt jeg var. Og hvor bekymret, ja ligefrem fysisk og psykisk ude af mig selv jeg kunne blive, hvis min søn ikke kunne spise, skide eller sove. Senere blev jeg mor til endnu en søn, og bekymringerne blev ganget med to. Og endnu fem år senere mor til en datter, hvorefter mine bekymringer blev ganget med tre. Heldigvis blev min glæde ved livet ganget med en millard – så alt i alt en fantastisk deal.
 
 
Mine børn er i dag 19, 13 og otte. To af dem er endnu stadig ”børn” (selv om jeg nu er den næstlaveste i familien), mens den tredje er blevet voksen og til sommer forhåbentlig får sin studenterhue på. Og med den solide erfaring som mor, jeg efterhånden har i bagagen, kan jeg med sikkerhed konstatere to ting:
1. Moderskabet er den største og sværeste ledelsesopgave, jeg i mit liv er blevet stillet over for!
2. Hvis du tror, at det er hårdt at være mor til et (velfungerende) spædbarn (og ja, det er det: Hårdt) – så bare vent, til barnet bliver teenager.
 
KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt
 
Wow. Aldrig har jeg været så meget i tvivl, aldrig har jeg bebrejdet mig selv så meget, aldrig har jeg været så fortvivlet og flov og skamfuld som i de år, hvor min teenagesøn var ulykkelig og rodløs, og jeg – uanset hvad jeg forsøgte at gøre – ikke kunne hjælpe ham. At se éns børn gå fra at være børn til at blive voksne, med de livtag, skuffelser og forældreopgør, det nu engang kræver, er noget af det mest udfordrende, jeg har oplevet på et menneskeligt plan. For hvor skal man stå fast, og hvor skal man give slip? Hvornår skal man skælde ud, og hvornår skal man give dem et kærligt kram (selv om man måske mest har lyst til det modsatte)? Og ikke mindst: Hvordan tilgiver man sig selv for alle de fejl, man har begået som forælder?
Ingen har de endegyldige svar. Men der findes bud og overvejelser og andre menneskers erfaringer, vi kan spejle os i og finde råd hos.
 
Velkommen til denne uges femina, hvor jeg især blev dybt opslugt af interviewet med Lise Mühlhausen, som måtte igennem dyb selvransagelse og fortvivlelse, da hendes søn Julius røg ud i et stofmisbrug.
 
Camilla Kjems
Chefredaktør
[email protected]
 
FÅ ET SMUGKIG I DENNE UGES FEMINA I GALLERIET HERUNDER

Smugkig i ugens femina - 1911

 
Læs mere om: