Selvudvikling

Brev til Renée: Min fars død påvirker mig stadig

Nu hvor mine børn er voksne, kan jeg mærke, at der er noget, der nager mig. Jeg tror, jeg bebrejder mig selv for noget, for jeg har svært ved at gengælde en mands kærlighed. Jeg kan godt lide at mærke hans interesse, og det er dejligt at være forelsket. Men når forholdet bliver alvorligt, tager jeg afstand og finder fejl hos ham.

Kære Renée

Jeg er en voksen kvinde, der føler, at jeg er kørt fast i et negativt mønster. Som 6-årig døde min far af kræft, og derefter blev min mor nødt til at komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg var ofte ansvarlig for mine små søskende, selv om vi havde en ung pige i huset. Min far havde givet mig de skønneste timer med fantasifuld leg og oplevelser, og jeg har altid elsket ham højt.
 
 
Da vi efter hans død fik en presset hverdag, var der ikke megen tid tilovers til min mors sorg. Det var selvfølgelig også svært for hende. I skolen følte jeg mig anderledes, men min mors mantra var, at det intet nyttede at sørge. Det var bedre, at vi ”passede vores tilværelse”. Det lyder måske, som om jeg bebrejder min mor for hendes måde at agere på, men jeg tror, hun traf mange rigtige valg for os børn. Det at fokusere på at løse en opgave blev en udvej for mig, fordi det var ”lettere” end at konfrontere det svære. Som barn følte jeg, at jeg skulle gøre mig hård, og den hårdhed har sat sig i mig.
 
Jeg har elsket at få børn og dyrke den varme og omsorgsfulde familie, men nu hvor mine børn er voksne, kan jeg mærke, at der er noget, der nager mig. Jeg tror, jeg bebrejder mig selv for noget, for jeg har svært ved at gengælde en mands kærlighed. Jeg kan godt lide at mærke hans interesse, og det er dejligt at være forelsket. Men når forholdet bliver alvorligt, tager jeg afstand og finder fejl hos ham. Jeg håber, du kan hjælpe mig mod klarhed, for jeg føler mig alene og har lyst til at finde mod til at være ærlig over for mig selv. 
 
Mange hilsner 
Hende, der ønsker forandring
 
LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Skal jeg bare opgive at finde kærligheden?
 

Kære Du, som ønsker forandring

Når jeg læser dit brev, ser jeg, at du har klaret dig godt og har fået en dejlig familie på trods af en hård barndom. Du er blevet en ”overlever”, der trives, når du har travlt, og måske har det svært, når der bliver stille. For så kan du mærke sig selv. Jeg tænker, at den sorg, du har båret rundt på, siden du var lille, ligger ubearbejdet hen, og et eller andet sted tænker du nok det samme, siden det er dén historie, du vælger at fortælle her i brevet? Nu har du lyst til at være ærlig over for dig selv, og en måde kan være at gå tilbage og samle den lille pige op, som du har efterladt et sted i fortiden. Den lille pige, der mistede sin far og siden har forsøgt at undertrykke den store, knugende sorg, fordi hun skulle være stærk og hjælpe sin mor, der var lige så tynget af sorgen. 
 
Din beskrivelse af at afvise en mand, så snart han kommer tæt på, kan også hænge sammen med, at den lille pige inde i dig ikke stoler på, at en mand vil blive hos dig, fordi manden i dit liv, din far, forlod dig pludseligt. Som voksne kan vi godt se, at det er en skør logik, men den følelsesmæssige side kan sagtens følge den. Måske er den lille pige heller aldrig rigtig blev set, fordi du skulle klare så meget for din mor, så hun kunne forsørge familien. Måske er det først nu, der er blevet stille nok til, at du kan høre hende? Du kender ikke hendes stemme, så du ved ikke, om det er hende. Men du mærker noget. 
 
Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her
 
En ting er sikkert. Hvis det er den lille pige, der rører på sig derinde, så har hun brug for kærlighed. Hun har ikke brug for at blive overdøvet eller skældt ud. Hun har brug for at blive holdt om og lyttet til. Jeg har været på flere meditations- og healingkurser, og engang fik jeg en opgave, hvor jeg hver dag skulle lægge mig på en madras med hænderne på hjertet. Og så skulle jeg give kærlighed til mit indre barn. Min historie er anderledes end din, men vi har alle et indre barn, vi kan tage kontakt til og give kærlighed til. Dit indre barn skubber kærligheden væk, når den viser sig, fordi hun ikke stoler på den. Men du ønsker noget andet nu, og det ser jeg som et tegn på, at du er klar til at tage fat i det, som er/har været besværligt gennem dit liv. 
 
Der er mange måder at arbejde med sig selv på, men jeg tror ikke, du skal kaste dig ud i processen alene. Jeg synes, du skal finde et menneske eller en gruppe, som du kan arbejde sammen med. Så kan I hjælpe hinanden med at finde ind til det, som er sagens kerne, være ærlige sammen og græde, til snottet løber. Det kan være, du skal prøve en psykolog, et selvudviklende meditationskursus eller måske en sorggruppe. Det er aldrig for sent at sørge, og det er aldrig for sent at passe på sig selv. For at kunne give og modtage kærlighed til og fra en mand skal du have kærlighed til dig selv.
 
LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Skal jeg give mit parforhold en chance til?
 
Af og til når jeg læser et brev, får jeg lyst til at omfavne den, der skriver. Sådan fik jeg det, da jeg læste dit brev. Jeg sender dig derfor det varmeste cyberkram, jeg overhovedet kan mønstre, og så håber jeg, du kan mærke det bare en lille smule.
 
Kærlig hilsen Renée
 
 
Læs mere om: