Brev til Renée: Jeg elsker mine bonusbørn – men min kærestes eks skaber konstant konflikt

Kære Renée Jeg er 37 år og har to dejlige drenge på seks og otte år. Jeg bor sammen med min kæreste, som hver anden weekend har sine to piger på otte og 10 år. Vi har det alle rigtig godt sammen, men min kærestes eks, pigernes mor, fylder enormt meget. Hun og min kæreste er konstant i konflikt. Jeg har foreslået, at de gik i parterapi, men ingen af dem vil reelt samarbejde med den anden. I august sidste år bad hun om at måtte kontakte mig vedrørende praktiske ting. Det accepterede jeg under forudsætning af, at det kunne foregå i en god tone.

Jeg har virkelig forsøgt at være venlig og hjælpsom, men de sidste to måneder har været forfærdelige. Hun sender mig mails og sms’er med diverse anklager, som at jeg skulle have gemt den ene af pigernes telefon, og pigerne bliver sat i forhør, når de kommer hjem til hende. Det har den konsekvens, at jeg bliver usikker på, hvad jeg kan tillade mig at sige og gøre i mit eget hjem. Det påvirker min relation til pigerne, og det er jeg så ked af, for jeg elsker dem højt og ville gå gennem ild og vand for dem. Nu vil hun have, at vi tre voksne og pigerne sætter os ned og taler om, hvad pigerne gerne vil, og hvilke ønsker de har, fordi hun mener, deres far bør betale mere. Jeg har i den forbindelse svaret, at jeg synes, det er en god idé at arbejde på at styrke dialogen, men at det er de voksnes ansvar. Jeg kan ikke forstå, at man vil sætte pigerne i den situation. Det er hårdt for mig, jeg er et alt for følsomt menneske, og det betyder, at jeg ikke sover om natten, har konstant ondt i maven og bliver usikker. Hvad pokker skal jeg gøre? Kærlig hilsen fra En frustreret bonusmor LÆS OGSÅ: Min kæreste støtter mig ikke Kære frustrerede bonusmor ”Dine og mine børn” kan virkelig være en svær kabale at få til at gå op. I dit tilfælde kan jeg dog høre, at udfordringerne ikke er nogle, der bor hjemme hos dig, men derimod ”bare” nogle, der ringer på dørklokken indimellem. Det tager jeg som noget virkelig godt. Derudover har jeg lyst til at sige til dig, at ud fra det, du beskriver i dit brev, så er du en eksemplarisk bonusmor. Du holder af dine ”nye” børn, du prøver at passe på dem, endda skåne dem for at blive involveret i ting, som du ikke synes vedkommer dem, fordi det er noget, de voksne skal tage ansvar for. Jeg giver dig fuldstændig ret – hvad far skal betale eller ikke betale, er virkelig ikke noget, børnene skal involveres i, så hold du stædigt fast i det. Du er på rette spor, det kommer ikke børnene ved, det har intet med dem at gøre, og de skal blandes fuldstændig udenom. De har nok at gøre med at finde sig til rette i to familier og rigeligt at se til i forhold til de spændinger, der er mellem deres far og mor. At du får ondt i maven, forstår jeg sagtens, men du skal ikke blive i tvivl om, at du gør det rigtige. Du virker til at have en rigtig god fornemmelse for, hvor meget man involverer børnene, og især for, at det ikke er hverken deres ansvar eller deres skyld, at der er konflikter. Du formår endda at holde af pigerne, selv om det må være svært med så besværlig en mor. Ærligt, det er forbilledligt, og du skal ikke blive i tvivl om, hvorvidt du gør det rigtige eller ej. For det gør du. Hold fast i det, du mærker, du har god pejling for, hvad der bør gøres, og hvad der ikke bør gøres.

Dernæst tror jeg, det kunne være konstruktivt for dig at begynde at arbejde med at sætte grænser for, hvor meget du vil deltage i de konflikter, der foregår mellem din kæreste og hans eks. Jeg tror, du muligvis får ondt i maven, fordi du tager for meget ansvar og involverer dig for meget i noget, som du reelt ikke har ret meget indflydelse på. Derfor synes jeg, det, du skal gøre, er at trække dig ud af konflikterne, ud af at være mellemmand på aftaler og ud af at skulle fungere som mægler imellem de to. De ting har intet med dig at gøre, de kommer ikke dig ved og er IKKE dit ansvar. Din kæreste må vågne op og tage ansvar selv, og du må være den, der trækker dig væk. Du behøver ikke at gøre det hårdt eller vredt med skyld eller andet, du kan bare stille og roligt meddele ham og hans ekskone, at du får ondt i maven af alle de konflikter, og at du har besluttet dig for, at du ikke vil være med i dem mere. Du vil gerne være mor og bonusmor og forsøge at skabe den familie, du elsker og skal passe på, og så må de to simpelthen selv finde ud af det fra nu af. Lige netop at trække dig væk og ud, er det, du kan gøre, og du har al ret til det, også uden at få skyldfølelse. Gør det roligt, gør det venligt, men gør det. Pas på dig selv, og hjælp dig selv til ikke at have mavepine mere, elsk så alle dine dejlige unger, og lad din kæreste tage ansvar for det, han skal tage ansvar for. Kærlig hilsen Renée Skriv til Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.